Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Tid til at opdyrke en iværksætter-kultur

31DEBArash-Rahimi-145448.jpg
Arash Rahimi Fold sammen
Læs mere

Jeg sørger altid for at rejse, når muligheden byder sig. Personligt synes jeg, at det er den bedste måde at udvide sin horisont for nye og spændende kulturer på.

Det er som regel i udlandet, jeg bemærker, hvor heldige vi er. Jeg opdager, at der er så mange ting, vi normalt tager for givet i Danmark. Det munder oftest ud i en følelse af dyb taknemmelighed, når jeg er på vej hjem til Københavns Lufthavn.

En af de mange fordele, jeg især bemærker, er vores velfærdssystem. Hvis man er arbejdsløs, er der mulighed for at modtage kontanthjælp, hvis man mister sit job, kan man modtage dagpenge, og studerende har sågar mulighed for at modtage SU – noget der er ekstraordinært, hvis man sammenligner Danmark med andre lande. I det hele taget er vi på mange måder sikret, hvis uheldet er ude.

Dog kan jeg også blive inspireret af andre kulturer og deres fremgangsmåde. Jeg oplever for eksempel tit, at folk i udlandet har et mere entreprenant mindset, end vi har. Det er øjensynligt mere normalt at være iværksætter, fordi man har et entreprenør-gen, der er gået i arv gennem mange generationer. Det er selvfølgelig ikke alle entreprenører i udlandet, der bliver succesfulde, men entreprenør-genet gør, at det er folkeligt at starte sit eget.

I USA oplever jeg en helt anden tilgang til det at være entreprenør og tage chancer. Det er normalt for amerikanerne, og de tror generelt set mere på sig selv, end vi gør. Det er tydeligt, at janteloven ikke eksisterer der, og hvis der kommer udfordringer hen ad vejen, så er man vant til at løbe den ekstra mil for at nå sit mål.

Det samme gælder i Israel. Her oplever jeg, at man er god til at iværksætte sine ideer hurtigt. Hvis projektet ikke bliver til en succes, starter man blot forfra.

Dette mønster er ikke kun gældende i USA og Israel, men er også tilfældet i mange andre lande. Man kan sige, at der er kortere vej fra ord til handling, fordi entreprenør-genet allerede er rodfæstet i kulturen.

Hvorfor tager vi ikke flere chancer?

Det paradoksale er imidlertid, at man i den grad har noget at miste i eksempelvis USA. Hvis man som entreprenør ikke får succes, kan man i værste fald ende på gaden. Det er ikke kun en realitet i USA, men også i andre lande.

Det undrer mig derfor tit, at vi ikke tager flere chancer i Danmark. Taget i betragtning, at vi har en forholdsvis velfungerende velfærdsstat, hvor vi sjældent ender på gaden, burde vi være mere risikovillige. Reelt set burde vi have et større incitament til at tage chancer og prøve nye ideer af, fordi vi har en vis tryghed i form af en velfærdsstat.

Problemet er dog, at tryghed kan have en demotiverende effekt, da der antageligvis kan være en direkte forbindelse mellem arbejdsomhed og det pres, vi underlægges. Ofte trives kreativitet, passion og viljestyrke bedst under desperation. Når man ikke har noget at tabe, tager man ofte flere chancer.

Ifølge World Economic Forum var Danmarks konkurrenceevne på en 3. plads i 2008, men er faldet ned på en 12. plads i 2015. Selvom vores konkurrenceevne er steget de sidste to år, kan den stadigvæk blive bedre.

Danmark er kendt for at være et progressivt land, når det gælder nye ideer og tiltag. Vi har den viden, der skal til, for at iværksætte den næste Facebook, Google eller Airbnb, men vi har ikke nødvendigvis den samme selvtillid eller arbejdsmoral, som i andre lande.

Giv bedre forhold til iværksættere

Hvis Danmark skal vinde, må vi derfor være mere risikovillige og støtte op omkring dem, der vil og tror, de kan.

Vi bør arbejde på at skabe flere virksomheder, der kan flytte grænser, og som kan være en del af det paradigmeskift, vi i øjeblikket er vidne til.

Helt konkret bør regeringen øremærke flere penge til unge entreprenører og give dem bedre forudsætninger for at skabe det næste globale produkt. I dagens Danmark er der mange unge, der gerne vil springe ud som entreprenører, men de formår desværre ikke at udnytte deres fulde potentiale på grund af rammevilkårene.

Der bør gives højere fradrag til nystartede entreprenører – eller lignende tiltag – der giver et incitament til at springe ud som entreprenør.

Regeringen bør minimere bureaukratiet og papirarbejdet for alle entreprenører, så de kan koncentrere sig om de vigtige ting – nemlig at skabe vækst og arbejdspladser.

Et af de store problemer er, at danske business angels ikke tør satse på danske entreprenører i lige så høj grad som de bør, da iværksætterskatten er for høj i Danmark. Dette bør politikerne også tage til efterretning. Potentielt set kan der komme mange penge ind i statskassen, hvis flere danske virksomheder får succes pga. reelle investeringsmuligheder.

I det hele taget er der god grund til at komme væk fra jantelovsmentaliteten, der ser ned på vindere. Vi er et lille land i en stor verden, men vi er enormt innovative. Verden er blevet mere globaliseret, så vi kan ikke lukke øjnene, hvis vi ønsker at komme videre og være mere konkurrencedygtige.

Arash Rahimi er Managing Partner i JetClean og MSc i globale studier.