Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Thorning og Frederiksen er falske strammere

I mange år har Thorning og Frederiksen på det kraftigste bekæmpet en stram udlændingepolitik. Det ændrer sig ikke ved, at de hastigt kommer noget sminke på op til valget.

I dag er der igen store problemer med tilstrømningen, kriminalitet, manglende integration og islamisk fundamentalisme. Hos vælgerne står det øverst på listen over vigtige spørgsmål. Det har gjort Thorning og Frederiksen bange for at miste vælgere på den konto. Derfor forsøger de nu at give den som strammere i udlændingepolitikken. Men det er pivfalsk. De har på det kraftigste bekæmpet en stram udlændingepolitik. Det ændrer sig ikke ved, at de hastigt kommer noget sminke på op til valget. (Foto: Keld Navntoft/Scanpix 2014) Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Op til valgkampen har Helle Thorning og Mette Frederiksen forsøgt at give den som strammere i udlændingepolitikken. Men det klinger hult. I Helle Thornings tid som statsminister er der gennemført en række lempelser af udlændingepolitikken. Og i de sidste mange år har Socialdemokraterne sammen med De Radikale haft et stort ansvar for de mange problemer, som vi i dag står med.

Socialdemokraterne og De Radikale havde regeringsmagten i 1990erne. Allerede dengang var der advarsler om de konsekvenser, som indvandringen kunne få for Danmark. Men de afviste kritikerne og ville ikke lytte. To af dem var Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen. Jeg ved det, for jeg var en af dem, de angreb.

I sidste halvdel af 1990erne begyndte problemerne med det voksende antal indvandrere og den manglende integration for alvor at melde sig. De høje sociale ydelser og de mange indvandrere på kontanthjælp var også noget, som optog mange mennesker. For eksempel Ali fra Somalia, hans kone, eks-kone og 11 børn som tilsammen fik 650.000 kroner i offentlige ydelser om året. Det nystiftede Dansk Folkeparti stormede frem. Men Nyrup vandt valget i 1998 med få stemmer.

Problemerne fortsatte med at vokse, og i 2000 landede de på mit bord: Jeg blev udnævnt til indenrigsminister med ansvar for udlændinge- og integrationspolitikken i Nyrups SR-regering. Og så begyndte en håbløs kamp med De Radikale, Helle Thorning, Mette Frederiksen og andre på Socialdemokratiets venstrefløj, som jeg tabte med et brag.

Det første slag om de kriminelle asylansøgere lykkedes det mig faktisk at vinde. Men det gjorde bare venstrefløjens modstand så meget desto stærkere. De kriminelle fra især en del af det tidligere Sovjetunionen var ikke reelle asylansøgere. De brugte deres ophold i Danmark som asylansøgere til organiseret tyveri, hvilket gjorde mange handlende desperate. De kriminelle skulle have deres asylansøgning behandlet, inden de kunne sendes tilbage. Derfor foreslog jeg, at de blev samlet på en ubeboet ø som det gamle asylcenter på Flakfortet. »Send de kriminelle til en øde ø«, skrev BT hen over sin forside, og så var fanden løs. De Radikale sagde i TV, at jeg var en belastning for regeringen, og flere socialdemokrater var også meget kritiske. Det hele endte dog med et lovforslag om frihedsberøvelse, som satte en stopper for de kriminelle asylansøgere.

Men derefter var det stort set umuligt at komme igennem med en strammere udlændinge- og integrationspolitik. Det fik jeg at føle, da jeg forsøgte at tage fat på det måske mest grundlæggende i debatten: En begrænsning af antallet af indvandrere. I 1999 havde demografen P.C. Matthiessen i en stort opsat artikel i Jyllands-Posten advaret mod en uændret tilstrømning af indvandrere til Danmark. Hvis der ikke blev strammet op, ville sammensætningen af befolkningen ændre sig dramatisk på få årtier. Jeg ville have regeringen til at oprette en kommission til at se på antallet af indvandrere, og hvad man kunne gøre. Men det blev afvist af regeringens koordinationsudvalg.

Det var også nærmest umuligt at få en debat om, hvad integration egentlig vil sige. Efter min mening skulle integration bygge på danske grundværdier som demokrati, personlig frihed og kønnenes ligestilling. Islamisk fundamentalisme skulle identificeres og isoleres. I et interview i Berlingske Tidende tog jeg afstand fra et multikulturelt samfund, hvor kulturerne er ligestillede. Kvindeundertrykkelse kan aldrig være ligeså godt som kvinders ligestilling.

De Radikale ville have mig fyret, og medierne stod på den anden ende. I Socialdemokratiet var det også slut med at tale om stramninger. Det fik jeg klar besked om på et seminar for socialdemokratiske topfolk i Havnsø. Flere andre gjorde, hvad de kunne for at stoppe forsøgene på at stramme udlændingepolitikken.

To af dem var Helle Thorning, som var medlem af EU-Parlamentet, og Mette Frederiksen, der var folketingskandidat. De var aktive på interne møder med advarsler. Og sammen med to andre skrev de blandt andet, at de ønskede at »stoppe den endeløse og ligegyldige diskussion om danskhed contra ikke-danskhed«. Flere meningsmålinger viste et massivt flertal for den modsatte holdning. 91 procent svarede i en måling i BT, at det var nødvendigt at kæmpe for danske værdier, og at andre værdier ikke kan sidestilles med de danske, når man bor i Danmark. Kun seks procent svarede, at de ikke var enige.

Flere socialdemokratiske borgmestre og folketingsmedlemmer ønskede en strammere udlændingepolitik og bedre integration. Men venstrefløjen gik af med sejren. I november 2001 var der folketingsvalg. Jeg forsøgte at få en stramning af reglerne for familiesammenføringer med i valggrundlaget, men forgæves. Socialdemokraterne og De Radikale tabte valget med et brag. To dage efter udkom BT med en forside, hvor der med store bogstaver stod: »Karen er skurken«. Det var Mette Frederiksen, som netop var valgt ind i Folketinget, som mente, at jeg var skyld i valgnederlaget. Men befolkningen ville have hånd i hanke med indvandringen. Og det fik de med Anders Fogh Rasmussens regering. Stramninger som Thorning-regering siden har slækket på.

I dag er der igen store problemer med tilstrømningen, kriminalitet, manglende integration og islamisk fundamentalisme. Hos vælgerne står det øverst på listen over vigtige spørgsmål. Det har gjort Thorning og Frederiksen bange for at miste vælgere på den konto. Derfor forsøger de nu at give den som strammere i udlændingepolitikken. Men det er pivfalsk. De har på det kraftigste bekæmpet en stram udlændingepolitik. Det ændrer sig ikke ved, at de hastigt kommer noget sminke på op til valget.