Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Det er problematisk og ikke så sjældent traumatiserende for mænd, at vi står magtesløse over for kvindens ret til abort.
Hun bliver gravid. Det er et fælles ønske, men et par uger inde i graviditeten vælger hun enerådigt at abortere. Jeg har selv stået i det. Det er rædselsfuldt. Vi må udsigtsløst finde os i, at hun suverænt har det sidste ord. Det er en kompleks og underbelyst konflikt.
Jeg vil mene, at det er lige så udfordrende for manden at være handlingslammet over for hendes afgørelse, som det var psykisk nedbrydende for kvinden, da hun før 1973 ikke havde retten til fri abort. Mænd er i dag tilsvarende ufrivilligt umyndiggjort.
Bekymringer
Det kan ske, at overvældende bekymringer sætter ind i de første faser af graviditet. Det er en ærlig sag. Men vigtigt er det i de stadier at få talt sagerne igennem. Det har jeg ikke den bedste erfaring med.
Jeg var ikke god til at sætte ord på, da hun fortalte om sin beslutning. Jeg var målløs. Jeg ville gerne barnet, men på den anden side var jeg opmærksom på ikke at fastholde min mening for insisterende. Det risikerede at belaste hende og forholdet.
Jeg forudsætter straks med kærester, at jeg bliver sendt uforbeholdent ud af døren, hvis jeg er for ligefrem – hvad der også ofte er overgået mig. I et misforstået hensyn kunne jeg ikke afsløre skrøbelighed. Jeg ville vise overskud og støtte den resolutte beslutning om et indgreb.
Jeg har indædt lært at undertrykke mit eget køn. Det er en betragtelig del af arven fra kvindefrigørelsen gennem 1970erne, som jeg er vokset op i. Det er kastrerende og har ført ligestillingsdebatten så langt ud af proportioner, at kvinder nu fuldstændig har sat sig på fronterne.
Mænd har ikke fundet ud af at samle sig og svare igen. Identitet flagrer forvirret. Men ansvaret er mit eget, og det er jeg stadig i gang med at lære. Jeg anerkendte hendes valg dengang, og der var heller ikke andet at gøre. Men jeg stod tilbage med en fornemmelse af at være kørt over af et forløb, jeg ikke kunne stille noget op over for.
Efterspil
Og efterspillet formåede jeg heller ikke at bearbejde. Dagligdagen satte ind, og det var ukonstruktivt at blive i frustrationen. Nu måtte begge parter se fremad. Det ville være patetisk at bringe skyggerne ud igen.
Hun fortsatte rutinerne, så var det ikke det mest hensigtsmæssige bare at komme videre? Det var sådan, at jeg vurderede det, og det fik konsekvenser. Jeg var længe modløs. Ville ikke dele det. Det var dumt og også respektløst over for hende. Hvorfor skulle det ikke interessere? Det kunne i hvert fald forklare mine slet skjulte humørsvingninger.
Den frie abort er en menneskeret. Det er hendes krop, hendes tempel, og det skal hun styre efter egne viljer. Ja, men der er et liv derinde, vi er fælles om.