Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Thomas Larsen: Støjberg kan få nøglerolle i ny regering

Udlændinge-, asyl- og integrationspolitik vil få afgørende betydning for den kommende VLAK-regerings overlevelse. Inger Støjberg (V) er favorit til at fortsætte i nøglerollen som udlændinge- og integrationsminister.

Inger Støjberg er favorit til at beholde sin ministerpost. Foto: Ólafur Steinar Gestsson Fold sammen
Læs mere

Lige nu er der ekstra spotlight på udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, som portrætteres i den nye bog »Inger – der hvor hun kommer fra«, og som vil blive en af nøgleaktørerne i den kommende VLAK-regering.

Den nye portrætbog giver indblik i den bemærkelsesværdige rejse, som den stille og selvudslettende pige fra Hjerk i Sallingsund har gennemgået i de senere år, hvor hun er braget gennem mediernes lydmur med sin karisma, slagfærdighed og især sine stålsatte holdninger i den ophedede udlændinge- og integrationsdebat.

Det er historien om en politiker, der ikke har fået meget forærende, men som har kæmpet sig frem. Undervejs er hun flere gange blevet udfordret og forsøgt holdt nede af partifæller, som mener, at hun har for skarpe standpunkter, når hun argumenterer for at stramme udlændinge- og asylpolitikken og advarer om de negative konsekvenser ved de seneste årtiers massive indvandring.

Det er også beretningen om en politiker, som modstanderne ikke har været i stand til at holde nede, og som har været i stand til at avancere i Venstres hierarki og i dag fremstår som et af partiets bedste bud på en kommende formand, når Løkke en dag vælger at trække sig tilbage.

Inden Løkke i sidste weekend tog fusen på alt og alle med sin overrumplende invitation til de Konservative og Liberal Alliance om at træde ind i hans regering, ulmede striden om arvefølgen i Venstre. Forud for landsmødet fremlagde medierne en stribe meningsmålinger, der gav et interessant indblik i, hvordan danskerne vægter de potentielle formandskandidater. Af målingerne fremgik det, at Støjberg i vælgernes øjne er vokset i statur og udgør et interessant bud på en kommende V-formand. Sker det, vil hun i givet fald blive den første forkvinde i partiets lange historie.

Dæmper på indre magtkamp

Med dannelsen af den nye VLAK-regering har Løkke imidlertid effektivt sikret sig en længere periode som både formand og regeringschef, og det har lagt en dæmper på den indre magtkamp i Venstre. Men læg dog mærke til, hvordan spekulationerne om Claus Hjort Frederiksens fremtid som finansminister har gjort det klart for alle, at kampen om positioner kører lige under overfladen i Venstre. Fortsætter Claus Hjort Frederiksen i Finansministeriet – hvilket der vil være mange gode grunde til – vil det givetvis lægge en dæmper på de interne magtkampe. Men det vil omvendt være naivt at tro, at den stopper. Dertil er modstanden mod partiets næstformand, Kristian Jensen, for stor, og flere af modkandidaterne til Jensen – heriblandt Inger Støjberg – vil i de kommende år få chancen for at komme til at stå endnu stærkere i vælgernes bevidsthed.

Når det handler om Inger Støjbergs position, er den i princippet til forhandling hos Lars Løkke Rasmussen, Søren Pape og Anders Samuelsen, som i de næste døgn ventes at sætte navne på de enkelte ministerier.

Men et godt gæt vil være, at Støjberg fortsætter på det område, som hun er ekstremt engageret i, og som får stor betydning for den kommende regerings overlevelse og genvalg.

Dels skal udlændinge- og integrationsministeren være i stand til at samle de tre kommende regeringspartier og være dygtig til at præsentere regeringens kurs udadtil, for hos alle tre partiledere er der en fælles opfattelse af, at hvis regeringen skal fastholde vælgerne, bliver udlændinge-, asyl- og integrationspolitikken et afgørende afsæt.

Dels skal ministeren være i stand til at navigere over for Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, der konstant vil kræve mere vidtgående stramninger. At evne denne balancegang vil både kræve stor dygtighed, når det handler om at holde styr på de tre nye regeringspartier, og når det gælder om at markere sig i forhold til DF og Pernille Vermund fra Nye Borgerlige, der vil gøre alt, hvad hun kan, for at appellere til alle de danskere, som er frustrerede og foruroligede over konsekvenserne af indvandringen og vil have sat en stopper for udviklingen mod et multikulturelt samfund i fuld skala.

Derudover vil udlændinge- og integrations­ministeren få en nøglerolle i de værdipolitiske opgør med centrum-venstre-partierne, der vil løsne udlændinge- og asylpolitikken og ønsker at omfavne indvandringen.

Kort sagt vil der være lagt op til en opgave, som det kræver både dygtighed og robusthed at matche. Her og nu vurderer centrale kilder, at Støjberg vil være den stærkeste på posten. Med mindre Løkke overrasker med et nyt overrumplende skaktræk, er der lagt op til, at Støjberg fortsætter arbejdet i det ministerium, som hun brænder for, ligesom alt tegner til, at hun dermed vil blive en af de mest synlige og slagkraftige ministre på det nye regeringshold.

Endnu ikke udlært

På sigt må det imidlertid være en interessant overvejelse hos Løkke, om Inger Støjberg skal flyttes til nye opgaver. Selv om udlændinge-, asyl- og integrationspolitikken i den grad er et nøgleområde – økonomisk, socialt og kulturelt – vil der i Venstres bagland være en klar forventning om, at en formandskandidat har en stærk faglig ballast. Inger Støjbjerg har ganske vist været beskæftigelsesminister og har dermed været med i tilrettelæggelsen af den økonomiske politik og deltaget i udformningen af reformer, men hun er ikke udlært.

Derudover er det oplagt, at Støjbergs markante profil i udlændingepolitikken nok gør hende elsket og beundret hos mange V-folk og vælgere. Men hun deler også vandene. Skal hun på et tidspunkt være partiformand og en succesrig statsministerkandidat, skal hun også evne at samle.

Thomas Larsen er Berlingskes politiske kommentator