Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Thomas Larsen: Kampen om danskheden er kun lige begyndt

Meget er på spil i diskussionen om danskhed. Diskussionerne de sidste ti dage viser, at Bertel Haarder har en pointe, når han skriver, at »synet på indvandringen splitter befolkningen som aldrig før. Det er udfordringen, som skal besvares.«

Dannebrog ophængt over formandsstolen i Folketinget på åbningsdagen 4. oktober 2016. Foto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere

Det er dansk. Det er Dannebrog. Og det er rygende uenighed.

Sådan kan man trække konklusionen op efter en begivenhedsrig uge, hvor en ny politisk sæson blev indledt under et tre meter langt Dannebrog, der hang lige over talerstolen i Folketinget.

Fra SF’s medlem af Europa-Parlamentet, Margrete Auken, lød det, at det ophængte flag ikke var udtryk for dansk skik, mens Christian Juhl fra Enhedslisten mente, at det var tæt på »magtmisbrug« af Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, at hun havde ophængt et så »værdibaseret flag«.

»Det skal ned igen hurtigst muligt,« tordnede Christian Juhl, mens andre polemisk hæftede sig ved, at han tidligere havde været meget begejstret for det knaldrøde kommunistiske flag med hammer og segl, dengang det gik til tops over det sovjetiske imperium.

Men ned kom Dannebrog. Og det var sådan set også meningen, for flaget blev alene hængt op på åbningsdagen, fordi det normale vægtæppe har været taget ned som led i en renovering på Christiansborg.

Dog nåede enkelte at blive så begejstret, at de godt kunne ønske sig, at flaget blev hængende. »Det kunne det sagtens. Det kan også være, at vi skal have en fane stående bag talerstolen. Det er der mange andre parlamenter, der har,« lød det fra Kristian Pihl Lorentzen fra Venstre.

Også Naser Khader fra de Konservative var opløftet over synet af Danneborg.

»Jeg kan ikke komme i tanke om noget, der kan være mere samlende for os som folk,« skrev han på Facebook. Og på amerikanske Facebook bølgede debatten om danskhed derpå frem og tilbage i den pumpede og uforsonlige stil, der kendetegner dette »sociale« medie.

Dermed blev nationen inden for få dage centrum for hele to voldsomme debatter om danskhed. For som bekendt skabte det også enorm opmærksomhed og forargelse, da DF-ordføreren Martin Henriksen i DR’s Debatten udfordrede den unge elevrådsformand, Jens Philip Yazdanis danskhed.

Profetiske Haarder

Set fra sidelinjen er der i hvert fald to ting, som står tilbage efter disse forløb. For det første er det tydeligt, at rigtig meget er spil for mange mennesker, og at fronterne er knivskarpe.

Kashif Ahmad, der er formand for Nationalpartiet, sammenligner således det, der sker i Danmark med det, der skete i mellemkrigstidens Tyskland. »I Danmark foregår der en stigmatisering, en dæmonisering og en dehumanisering af muslimer,« sagde han til b.dk og fortsatte: »Hvis man kigger på, hvad man sagde og skrev om jøderne i avisartikler fra dengang, kan man drage direkte paralleller til Danmark i dag.«

Den tidligere SF-politiker, Özlem Cekic, konstaterede, at det bare ikke er »fedt at vågne op hver eneste dag til en dæmonisering af danske muslimer«, mens erhvervskvinden og debattøren, Stine Bosse, appellerede til politikerne om at stoppe forfølgelsen af muslimer.

Men også fra den anden side af fronten er følelserne på højkant. Mange er tydeligvis trætte af de problemer, som indvandringen har ført med sig, både når det handler om deltagelse på arbejdsmarkedet og deltagelse i samfundslivet. Og de er dybt frustrerede over, at så mange indvandrere efter deres mening udfordrer danske værdier og traditioner i stedet for at gøre mere for at integrere sig i deres nye land. Så vidt frontlinjerne.

Det andet, man skal forholde til, er, at disse debatter formentlig kun vil blive endnu mere intense i takt med, at styrkeprøven vil tage til om de værdier, der skal kendetegne det danske samfund fremover.

I den forbindelse er det relevant at inddrage den politiker, som i ugens løb fejrede et unikt jubilæum som landets længst siddende minister – knap 22 år – og vi taler naturligvis om kultur- og kirkeminister Bertel Haarder.

Han skrev forleden et tankevækkende indlæg i Kristeligt Dagblad, som har fået den fortrinlige ide at bede en række prægnante personligheder om at formulere en åndelig 2025-plan som supplement til regeringens økonomiske helhedsplan. Allerede i indledningen til indlægget, som kan vise sig at blive profetisk, skrev Haarder:

»Udlændingedebatten og den dertil hørende værdidebat er kun begyndelsen. Vi kan se det i disse dage, hvor følelserne helt tydeligt sidder uden på tøjet, lige så snart talen falder på danskhed og danske værdier og omgangsformer. Det homogene danske samfund er slet ikke mentalt gearet til de store kulturbrydninger, vi kommer til at opleve.«

Bertel Haarder beskrev derpå, hvordan mange – herunder han selv – havde troet, at indvandrernes og flygtningenes børn og børnebørn af sig selv ville integrere sig i dansk kultur, men at man nærmest ser det modsatte, når det gælder dem, der kommer fra Mellemøsten og Afrika.

»De unge er ofte mere kulturelt stålsatte end de ældre – nogle endog på en meget uforsonlig måde,« lød det fra ministeren.

Ifølge Bertel Haarder har den store fejl været, at de tilrejsende aldrig for alvor har fået klar besked om, hvad det var for et samfund, de var kommet til. »Kulturel utydelighed og misforståede hensyn har præget både skole- og integrationspolitikken. Resultatet kan blive en giftig kombination af etnisk isolation og social eksklusion.«

Ifølge Bertel Haarder bliver det afgørende fremover at vise større kulturel tydelighed, når det handler om at byde nytilkomne velkommen. »Det må stå klart fra første dag, at Danmark er et land med ligestilling, ytringsfrihed og tillidskultur – og ikke tåler parallelkulturer, der bryder med disse principper eller undergraver dem.«

At meget er på spil, lægger Bertel Haarder ikke skjul på. »Synet på indvandringen splitter befolkningen som aldrig før. Det er udfordringen, som skal besvares,« lyder hans afsluttende sætning. De sidste ti dage viser, at ministeren i den grad har en pointe.