Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Thomas Larsen: ELs nye hold gør klar til at skygge Socialdemokratiet

Enhedslistens Stine Brix (tv.) skal i den kommende tid skygge innovationsminister Sophie Løhde (V). Arkivoto: Kasper Palsnov
Læs mere
Fold sammen

Enhedslisten har netop lanceret to nye ordførerskaber.

Stine Brix, der er vendt tilbage fra barsel, skal som ny velfærds­ordfører skygge innovations­minister Sophie Løhde, der af statsminister Lars Løkke Rasmussen har fået til opgave at forny den offentlige sektor.

I en pressemeddelelse udtaler Stine Brix, at regeringen ønsker »markant mere udlicitering og privatisering,« og hun fastslår, at liste Ø vil arbejde stenhårdt for, at det ikke bliver til virkelighed.

Mens Stine Brix skal kæmpe for velfærd, bliver det Maria Reumert Gjerdings mission at holde øje med demokratiets tilstand. I en udtalelse fra den nye demokrati-ordfører lyder det: »Lukkethedskulturen på Christians­borg betyder, at folkestyret rykker længere og længere væk fra befolkningen. Det bliver sværere og sværere for offentligheden og vælgerne at få indblik i, hvilke interesser de forskellige partier har. Der er ingen regulering omkring lobbyisme og ingen åbenhed om pengestrømmene fra virksomheder og organisationer til partierne.«

Rokaderne er udtryk for, at Enhedslisten vil skærpe profilen i en tid, hvor partiet ikke fylder meget på Christiansborg. Regeringsskiftet i forsommeren 2015 betød, at partiet med ét slag mistede sin fremtrædende rolle som støtteparti for Thorning-regeringerne fra 2011 til 2015.

I den periode befandt partiet sig tæt på centrum af dansk politik, og selv om man slet ikke fik det samarbejde med stats­minister Helle Thorning-Schmidt og finansminister Bjarne Corydon, som man havde håbet, var Enhedslisten ikke til at komme udenom. Det blev i høj grad Enhedslisten, der profiterede af mange centrum-venstre vælgeres store skuffelse over de mange løftebrud, og i takt med at kritikken regnede ned over Thorning & Co., steg Enhedslisten i meningsmålingerne. Det var også i disse år, at en karismatisk Johanne Schmidt-Nielsen fik sit folkelige gennembrud.

Harmonisk ledelsesskift

I dag er der mere stille. Men på trods af folketingsgruppens anonyme position er partiet ingenlunde i defensiven. Selv efter Socialdemokratiets comeback og frem­komsten af Alternativet ligger Enhedslisten pænt i målingerne. Det er desuden lykkedes at skabe et harmonisk ledelsesskift, der har gjort Pernille Skipper til ny frontfigur, og med udnævnelsen af Maria Reumert Gjerding kan man ane konturerne af en ny stærk kvindelig politiker, hvilket under­streger partiets evne til konstant at udvikle nye profiler.

Når det er sagt, står Enhedslisten over for grundlæggende udfordringer. Før Thornings overtagelse af regeringsmagten havde især Johanne Schmidt-Nielsen og Pelle Dragsted internt drejet partiet mod en position, hvorfra man håbede at kunne samarbejde tæt med den nye regering. Men flere ting gik galt. Dels blev S og SF dybt afhængige af støtten fra de Radikale, som tvang Helle Thorning-Schmidt og daværende SF-leder, Villy Søvndal, til at æde mange af deres valgløfter. Dels insisterede de Radikale på en økonomisk politik og en fastholdelse af Løkkes reformer, der skabte oprør hos mange vælgere og udløste et voldsomt modsætningsforhold til Enhedslisten.

Endelig udviklede der sig tidligt et decideret elendigt forhold mellem Enheds­listens topfolk og finansminister Bjarne Corydon.

Kort sagt: Enhedslistens drøm om samarbejde og indflydelse blev til et mareridt. Kulminationen kom, da en rasende Johanne Schmidt Nielsen på direkte TV udtalte de berømte og berygtede ord om en regering, der »pissede« på vælgerne og Enhedslisten. Omvendt iværksatte social­demokraten Henrik Sass Larsen modangreb på Enhedslisten, som han beskyldte for at være revolutionære drømmere og totalt økonomisk uansvarlige.

Siden Lars Løkke Rasmussens tilbage­venden til Statsministeriet har Enheds­listens folketingsgruppe brugt tid og ressourcer på at analysere det mislykkede samspil med den tidligere S-regering og samtidig forsøgt at finde frem til en ny og mere succesrig form for et samarbejde.

Centralt i disse diskussioner – som i øvrigt også udfolder sig hos de Radikale, SF og Alternativet – står spørgsmålet om, hvordan man bedst får indflydelse hos Mette Frederiksen, hvis hun sætter sig til rette i Statsministeriet efter næste valg? For alle partierne gælder det, at det vil være ydmygende at skulle lægge mandater til S-lederens indtog som statsminister – hvis de ikke bagefter får tilstrækkelig betaling for det.

Kampe skal vælges med omhu

Selv om diskussionerne fortsat foregår – og slet ikke er færdige – tegner der sig allerede nu et billede af, at der på tværs af partierne er kommet en større erkendelse af, at man skal vælge sine kampe med omhu. Hos centrale politikere i rød lejr er det ved at bundfælde sig, at socialdemokraterne ikke blot er slået ind på en markant strammere udlændinge-, asyl- og integrationspolitik af taktiske årsager, men at S-ledelsen rent faktisk mener kursskiftet og har tænkt sig at stå fast. Dertil kommer en stigende erkendel­se af, at det kan blive svært at presse Socialdemokratiet til at rulle en udlændinge­politik tilbage, der støttes af et massivt flertal i befolkningen.

Derudover er der opstået en vis frygt for, at samarbejdet mellem S og DF vil kunne udvikle sig yderligere, ligesom man hos de Radikale, Alternativet og Enhedslisten er nervøse for, at et nyt samspil mellem S, DF og SF kan blive et omdrejningspunkt for en ny S-regering.

Af samme grund handler overvejelserne om, hvordan man kan få indflydelse på andre felter, hvor det bliver nemmere at indhøste resultater. Hvis disse overvejelser resulterer i en politisk strategi, vil det dels kunne åbne døren for et mere harmonisk samarbejde og dels kunne skabe et nyt og større manøvrerum for S-ledelsen.

I Enhedslistens overvejelser spiller det ind, at sidste periode med en S-ledet regering ubarmhjertigt afslørede, hvor svært det er at vælte en S-regering. Selv om Enhedslisten angreb regeringen i fuld offentlighed og udstak talrige trusler, havde man i sidste ende ikke mod og vilje til at vælte Thorning.

Sådan vil det formentlig også være, hvis Mette Frederiksen finder vej til Stats­ministeriet, og derfor er man i Enhedslistens folketingsgruppe optaget af at finde frem til en ny model for et samarbejde, der virker.

Udfordringen er, om man vil få til­strækkelig indflydelse, eller om man blot ender med at få udvisket sin egen profil og indirekte legitimere en udlændinge- og asylpolitik, som man er voldsomt imod? Det spiller også ind i overvejelserne, om man med en ny kurs over for S vil kunne holde sammen på en broget vælgerskare og et sammensat bagland, hvor nogle stadig drømmer om revolutionens komme og en omstyrtning af samfundet.

Thomas Larsen er Berlingskes politiske kommentator.