Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Terroristens psykologi

»Måske er terrorisme ikke så meget et socialt som et psykologisk fænomen. Noget kunne tyde på, at terrorisme er en desperat måde at forsøge at skabe sig en identitet på.«

»Morgendagens terrorist skal måske findes blandt dem, der nok har evnerne og viljen til at gennemføre en højere uddannelse, men hvis følelsesmæssige bindinger gør det umuligt at udnytte dem,« skriver psykolog Finn Korsaa. Billedet er fra et karnevalsoptog i Düsseldorf i mandags. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et samfund i udvikling er et samfund, der bryder med traditionerne, og det giver plads for terrorisme. Et stillestående samfund, der har held til at fastholde traditionerne, kan også skabe grobund for terrorisme, fordi den unge kan blive tvunget til at gribe til våben for at kunne etablere sig. Hverken kalifatet eller demokratiet synes således endegyldigt at kunne tilbyde en løsning på terrorismens problem.

Alan Krueger, professor på Princeton, som Nicolai Kaarsen skrev om i Berlingske 7. februar, mener, at vi ved betydeligt mere om, hvad der ikke skaber terrorisme, end hvad der gør. Han påpeger, at der ikke er noget, der tyder på fattigdom, arbejdsløshed eller mangel på uddannelse som årsag. Denne påstand belægger han med resultater af undersøgelser af både vestlige og ikke-vestlige lande, der viser, at den gennemsnitlige terrorist ikke har et lavere uddannelsesniveau eller kommer fra dårligere kår end gennemsnittet af befolkningen. I nogle tilfælde gælder det ligefrem, at terrorister er bedre stedt end gennemsnittet. Kruegers bud er derfor, at terrorister skabes af stærke politiske eller religiøse holdninger og en følelse af, at de ikke kan gøre deres holdninger gældende på andre måder end gennem vold.

Læs også: Hvad skaber terrorisme?

Med andre ord, man står uden forklaring på et frustrerende problem, hvilket er dobbelt frustrerende, fordi vi er blevet så vant til, at problemer i denne verden altid skyldes forskelsbehandling og fattigdom. Men hvad skal man så finde på? For der må dog være en forklaring, der kan give mening?

Måske skyldes problemet, at man har sat kikkerten for det blinde øje. Måske er terrorisme ikke så meget et socialt som et psykologisk fænomen. Vender man blikket mod generationsmodsætningen, får man øje på et menneskeligt fænomen, der har mange mord og mange krige på samvittigheden. Her står vi over for et universelt problem. Det vil sige:

At forlade barndomshjemmet og forældregenerationen er noget, de fleste af os skal igennem, hvad enten man er rig eller fattig, muslim, hindu, jøde eller kristen. Generationsmodsætningen, som vi har gjort alt for at tilsløre siden 1970’erne, er en modsætning, der skabes af den simple kendsgerning, at ethvert mennesket må kæmpe sig fri af sit ophav for at finde sine egne ben at stå på. For at finde sin egen identitet. Denne frigørelseskamp kan få mindst tre mulige konsekvenser:

Den første består i, at den unge vender sig krigerisk mod sit ophav og bekæmper alt, hvad der var af værdier i barndomshjemmet og i samfundet, sådan som vi så det med 1968-generationen. Det blev til et generationsopgør, der blev muliggjort af overflodssamfundets gennembrud i 1960’erne, og som på forunderlig vis udviklede sig til noget, der kunne minde om en religiøs bevægelse. Dens indflydelse var så overvældende, at den bedrog os til at tro, at det var det samme, der foregik omkring os, og derfor talte vi så lystigt om det arabiske forår.

Læs også: Politikere vil opruste i kampen mod radikalisering i fængslerne

En anden mulighed er, at den unge med ganske almindelige fredelige midler forsøger at finde en identitet. Den udvikles måske på fodboldbanen, i kampen for at uddanne sig eller ved at løbe hjernen ud af hovedet, bestige høje bjerge, hoppe ud med faldskærm, tage på udfordrende jordomrejser eller lignende. Muligheden for at finde sig selv på denne måde forudsætter et barndomshjem, hvor forældrenes værdier tillader den unges løsrivelse.

Langt de fleste unge hører til i denne kategori, for ellers kunne samfundet ikke hænge sammen. Den rummer i øvrigt den fordel, at den unge lærer at forholde sig kritisk, uden at blive krigerisk, til sit ophav og dens symboler, og til det samfund, som den unge er i færd med at stifte bekendtskab med. Tilsammen skaber det et overskud af energi hos den unge til at forme fremtiden.

Den tredje mulighed består i, at man følelsesmæssigt ikke er i stand til at frigøre sig, men så meget desto mere indædt søger at forsvare de værdier, barndomshjemmet rummede, og derfor vender sig kritisk og krigerisk mod dem, der anfægter og kritiserer forældregenerationens værdier eller religion. I denne kategori finder vi både norske Breivik og islamisterne. Sådanne unge forsøger givetvis, som alle andre unge, at frigøre sig og kæmper for at finde en identitet på normal vis. Noget går imidlertid galt, og den unge vender sig fra fællesskabet og bliver gennem en tilbagegående psykisk betinget bevægelse trukket ind i en radikalisering, hvor skyldfølelsen over for de hjælpeløse forældre formentlig spiller en afgørende rolle.

Der er tale om noget, der sker relativt sjældent, men som viser sig at have en voldsom virkning og med en vis forudsigelighed med tilbagevirkende kraft. I hele denne proces spiller det givetvis en rolle for den unge terrorist in spe, at han oplever sine forældre fortabte og deres værdier krænket af det, han opfatter som et hensynsløst samfund. Når denne radikaliseringsproces er gennemført, ligger muligheden for en identitet lige for, nemlig i kampen for og i hadet mod et samfund, der efter terroristens mening bevæger sig i den forkerte retning.

Læs også: Storbyer er en del af løsningen

Den tredje mulighed afslører for os, at generationsmodsætningen kan køre det unge menneske helt af sporet, og netop fordi generationsmodsætningen pr. dekret er afskaffet i det moderne matriarkalske demokrati, er det særligt svært at forholde sig til det. Ikke desto mindre kunne noget tyde på, at terrorisme er en desperat måde at forsøge at skabe sig identitet på. Der er en drift mod døden i den, og morgendagens terrorist skal måske findes blandt dem, der nok har evnerne og viljen til at gennemføre en højere uddannelse, men hvis følelsesmæssige bindinger gør det umuligt at udnytte dem. De døde terrorister står som en apoteose ved at have skaffet sig en markant og verdenskendt identitet i voldens navn.