Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Terror er kun toppen af isbjerget

»De multikulturelle mangfoldighedsdyrkere har for længe været »in« og det ene fællesskab er derfor blevet undergravet – et fællesskab som i Danmark står på et kristent grundlag.«

27DEBTorbenBramming-125017.jpg
Torben Bramming Fold sammen
Læs mere

Terror har ingen religion, men det har jihad, og det er islam.

De frygtelige begivenheder, der har ramt Europa, har understreget de store problemer, vi har fået gennem migranter og flygtninge med muslimsk baggrund fra Paris over Nice til Ansbach, som er rekrutteringsmiljø og sympatisør-miljø for jihad.

Men det er tilstedeværelsen af en mere anonym trussel for vores samfundsform, der er virkelig bekymrende.

Læs også: Terror i Nice

En far kommer gående med sin teenagedreng gennem en midtjysk by. Han ser sin drengs stjålne cykel uden for et supermarked og går over for at tage den med.

En indvandrerdreng kommer ud og siger, at cyklen er hans. Det benægter faderen og siger, at han selv har købt den. Hurtigt kommer fem andre indvandrerdrenge til og siger, at mandenskal gå.

De bliver truende – mandens søn trækker ham væk. Da de er gået, spørger faderen ham om, hvorfor han gjorde det, og sønnen svarer, at han også gerne skulle kunne komme i skole i morgen (radioprogrammet »Je suis Jalving« på Radio24syv 11. juli).

Ved en å befinder sig en sommerdag i juli 20-25 indvandrere/flygtninge. Fædrene spiller bold med de små børn, de tørklædeklædte kvinder sidder på tæpper med de mindste børn. Det er hyggeligt og helt i orden, men der er ingen teenagepiger, der ligger i bikini i nærheden og tager sol. Det ville der måske have været for to år siden, men tingene udvikler sig hurtigt.

Det, som i stadigt højere grad ændrer det offentlige rum, beskriver Junge Freiheit 25. juli. I Geldern i Tyskland ved et svømmebad kommer seks islamister ind og begynder at skælde de letpåklædte kvinder ud for ludere, spytter på nogle og opfører sig truende. Folk henter bademestrene. Det er ikke tyske mænd på stranden, som smider dem ud. Bademestrene forsøger forgæves at få dem til at forlade området, politiet kommer, pressen ankommer og hører øjenvidneberetningerne, men alle vil være anonyme.

Problemet er, at ingen ved sine fulde fem tror, at politiet kan beskytte dem. Det er ikke flygtningenes skyld, at de er ved åen. De ville sikkert ikke have gjort noget. Men de er med indførelsen af den islamiske skelnen mellem mænd og kvinder årsagen til, at noget, vi holder af, langsomt sættes under pres og forbindes med usikkerhed og angst.

Det er hverdag i Danmark og Europa, og denne virkelighed er skabt af lige dele islam, relativisme og multikulturel ideologi. Det er en giftig cocktail. Med henvisning til konventioner og tro på det rene menneske bag al kultur og fordomme lades alle grænser flyde. Samtidig lukkes en lovreligion ind, som opretter grænser og skel overalt fra børnehaver over strande til ghettoer.

De multikulturelle mangfoldighedsdyrkere har for længe været »in« og det ene fællesskab er derfor blevet undergravet – et fællesskab som i Danmark står på et kristent grundlag. Det er det, Grundloven mener, når den siger, at religionsudøvelsen er fri, men staten skal understøtte den evangelisk-lutherske folkekirke. Man kan tænke og tro, hvad man vil, men i folkeskolen bør der f.eks. være fælles fadervor og salmer til obligatorisk morgensamling, som giver en åndelig og kulturel ramme for dagen, som det må være i ethvert godt samfund, hvor man tager sig af hinanden, må idealet derfor være »E pluribus unum« (fra mange til en).