Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Tekstilindustrien har ikke styr på produktionen

Christian Juhl, Enhedslisten. Fold sammen
Læs mere

Optimismen er til at få øje på hos Louise Koch, CSR-chef i Dansk Erhverv, når hun på to-års dagen for katastrofen på Rana Plaza i Bangladesh skriver om ulykken (Berlingske 24. april). Men optimismen holder ikke i virkeligheden. Naturligvis er der taget initiativer på baggrund af så stor en katastrofe, men der er uhyggeligt langt igen, før produktion af tøj sker på acceptable vilkår. Jeg forstår godt hensigten. Det er vigtigt at berolige danske forbrugere, så de ikke mister lysten til at købe tøj.

Ulykken kostede flere end 1.100 menneskeliv og lemlæstede mange flere. Der har aldrig været større katastrofe i tekstilindustriens 200-årige historie. Katastrofen var ganske meningsløs.

Arbejderne var blevet evakueret dagen før sammenstyrtningen. De var rædselsslagne for at gå ind i den ulovligt opførte otte-etagers bygning med alvorlige revner i betonpillerne. Hvis arbejderne havde kendt deres rettigheder og haft et sammenhold, var de ikke gået ind.

Arbejdsgiverne tillod ikke, at de organiserede sig i en fagforening. Modebranchen i den rige verden stillede ikke krav til produktionsforholdene. For dem var den billige pris det vigtigste.

Der er siden da gået et år, og desværre kan DanWatch endnu en gang berette i en netop offentliggjort rapport »Den tabte tråd«, at mange syersker i Bangladesh stadig venter på forbedringer. En tredjedel af de virksomheder, der fik produceret tøj på Rana Plaza, har endnu ikke har udbetalt erstatning. I alt seks millioner US-dollars mangler ofrene og de efterladte at få udbetalt. Danske PWT group, der blandt andet står bag kæderne Tøjeksperten og Wagner, er ifølge rapporten en af de virksomheder, der ikke har betalt erstatning.

Dansk tøjindustri vokser. Det gør dens indtjening også. Alligevel presser de store tøjkoncerner og modefirmaer priserne og undlader at tage ansvar for arbejderne. Modefirmaerne må forpligte sig til at tjekke, at deres leverandører respekterer rettighederne – ikke kun når der er fotografer og journalister i hælene på dem. Bangladesh er stadig verdens billige tøjproducent.

Hvordan er det så gået med den danske regerings indsats, kan man spørge? 25 millioner til ILO og en akkord med danske virksomheder om at holde bedre øje med deres leverandører i Bangladesh. Det er ikke nok for tekstilarbejdere i Bangladesh, der stadig kæmper med vold, trusler og deres egen sikkerhed, når de arbejder i faldefærdige fabrikker.

Deres kamp tages bedst gennem fagforeningerne. Derfor skal Danmarks udviklingsbistand i væsentligt omfang ændres fra handels- og udviklingsministerens uforbeholdne støtte til erhvervslivets vævende CSR-indsats og i stedet sikre at støtte, at det er en central indsats, at alle arbejdere har ret til stærke og uafhængige fagforeninger.