I går var det præcis ét år siden, at en ukendt attentatmand forklædt som postbud forsøgte at tage livet af debattøren og islamkritikeren Lars Hedegaard. Der har i lang tid ikke været megen offentlig debat om begivenheden, hvilket kan undre. For efter alt at dømme var der tale om et attentat med et politisk, muligvis et religiøst motiv. I sagens natur kan ingen med sikkerhed vide det, eftersom den skyldige ikke er fanget. Men det ville være naivt ikke at tro, at det er tilfældet. Der kunne måske rejses en vis kritik af politiets efterforskning, der altså ikke har givet noget resultat endnu, og hvor der undervejs har været et par besynderligheder. Herunder den blå Transporter-varevogn, der i halvanden måned holdt foran Lars Hedegaards bolig under og efter attentatet, uden at nogen dengang ænsede, at den kunne være interessant i forbindelse med sagen. Men den virkelige undren må rettes mod den manglende debat om den omstændighed, at Danmark er blevet et land, hvor politisk/religiøst motiverede overfald og attentater er en del af virkeligheden. Mange bryder sig muligvis ikke om de holdninger, Lars Hedegaard står for og gennem årene har udtrykt. Men det burde i denne sammenhæng være ligegyldigt. Det er uantageligt, hvis der er sket en udvikling i det danske samfund, hvor frie ytringer mødes med vold og mordforsøg.

Læs også: Var »Mohammed Issa« det falske postbud, som ville dræbe Lars Hedegaard?

Det er ikke desto mindre sket en række gange i de seneste år. Som bekendt forsøgte en mand af somalisk herkomst at trænge ind i tegneren Kurt Westergaards hjem bevæbnet med en økse nytårsdag 2010. Kun et særligt indrettet sikringsrum syntes at have reddet tegnerens liv. Øksemanden blev siden dømt for terror, fik ti års fængsel og efterfølgende udvisning for bestandig, men det fjerner jo ikke hans gerning fra den nyere tids danske virkelighed. Ytringer, i dette tilfælde en tegning, blev mødt med vold. Noget principielt lignende, om end i langt mildere grad, var digteren Yahya Hassan som bekendt ude for i efteråret, da en tidligere terrordømt mand af jordansk oprindelse overfaldt ham på Hovedbanegården. Men også andre danskere, der på profileret vis har markeret sig, særligt i indvandrerdebatten, har måttet tåle trusler og andre helt uantagelige oplevelser. I Berlingskes lørdagssektion Politiko fortalte en række mennesker tilbage i november om det. Truslerne mod folk som Naser Khader og Pia Kjærsgaard er velkendt. Men her trådte f.eks. en af kvinderne bag DR-serien »Det slører stadig«, kunstneren Firoozeh Bazrafkan, SFeren Halime Oguz fra Odense og medlem af Borgerrepræsentationen i København, Lars Aslan Rasmussen, frem og fortalte om trusler og chikane. Der ikke alene går én vej. SFeren Özlem Cekics familie har således fået hemmelig adresse efter chikane og trusler fra en højreekstremist. Det er ikke mindre forkasteligt end trusler mod islamkritikere. Begge dele må fordømmes.

Læs også: Hedegaard: Er der ingen trussel mod mig?

Derfor burde der egentlig være mere diskussion om angrebet på Lars Hedegaard, end tilfældet har været i det forgangne år. Det var et rent tilfælde, at han ikke blev skudt. Man må altså antage, at det meget let kunne være gået således, at han var blevet skuddræbt. Det kan være træls, at der er mennesker i samfundsdebatten, der på den ene eller den anden måde har firkantede eller yderligtgående holdninger. Men det har de nu lov til. Sådan fungerer det i et frit samfund. For hver gang ord mødes med vold, bliver dette samfund i praksis mindre frit. Det burde være højt på dagsordenen at hindre dette.