Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Tankevækkende, at DR ikke har evnet at gøre det bedre

»Det er derfor ikke overraskende, at man har valgt den nemme fortælling, hvor »Historien om Danmark« fører os fra den mørke fortid, hvor almindelige menneskers liv var én lang lidelse, til det moderne samfund med demokrati og velfærdsstat, hvor alle smiler og er lykkelige.« Foto: DR/Morten Krüger./Scanpix 2017 Fold sammen
Læs mere
Foto: DR/Morten Krüger.

De tre sidste afsnit af DRs »Historien om Danmark« behandlede det moderne Danmarks udvikling. Som historiker med speciale i den periode var jeg spændt på at se, hvordan DR ville gøre det, og jeg er desværre, som de fleste andre fagfolk, skuffet over resultatet. En institution med DRs muskler og ansvar burde have gjort det bedre.

Det var såmænd forventeligt, at serien ville overtage »den danske grundfortælling«. Det er en fortælling om, at det moderne Danmark er bygget af de folkelige bevægelser, især af bondebevægelsen, kvindebevægelsen og arbejderbevægelsen. Det er blevet en grundfortælling, fordi den sidder så dybt i vores kulturarv, at også historikere ender i den, med mindre de meget bevidst sætter sig et andet mål. Den er i øvrigt åben for variationer og udvikler sig hele tiden. For eksempel har kvindesagen indtaget en stadigt stærkere plads, hvorimod bøndernes rolle er aftagende.

Den fortælling har man altså valgt, og det er egentlig ikke så mærkeligt. Den er for eksempel nem at formidle, da de folkelige bevægelser i kernen handler om det samme og taler til følelserne. De handler om simple, men gode og hårdt arbejdende mennesker, der blev ydmyget og undertrykt af de privilegerede klasser. Men så rankede de ryggen og organiserede sig i en kamp, der endte med, at de fredeligt skubbede de gamle reaktionære systemer tilbage i fortidens mørke.

Derudover er det en historie, som på lange stræk er god nok. Der er nemlig noget om, at de gamle eliter tabte til de folkelige bevægelser, der omvendt skabte det moderne Danmark. Vi er som folk rundet af dem, og det er derfor meget dansk, at Lars Løkke Rasmussen kaldte sig »lille Lars fra Græsted«, og at Gucci-Helle aldrig blev anerkendt i sit eget parti. Sådan er det i Danmark.

Det er derfor ikke overraskende, at man har valgt den nemme fortælling, hvor »Historien om Danmark« fører os fra den mørke fortid, hvor almindelige menneskers liv var én lang lidelse, til det moderne samfund med demokrati og velfærdsstat, hvor alle smiler og er lykkelige.

Men det er skuffende, at DR ikke har været lidt mere reflekteret i sin omgang med stoffet. Lad mig give blot tre eksempler.

For det første er der det indlysende forhold, at fortællingen er blevet for venstreorienteret. Det er jo en pointe i grundfortællingen, at det også er en historie om kompromiser og nødvendigt samarbejde. Tænk blot på Matador. DR har tydeligvis ønsket at følge den tradition, men særligt i det sidste afsnit kørte det helt af sporet. Kritikken har været massiv, og den er ærligt talt berettiget. Det er utroligt, at de kunne ramme en nem bold så skævt.

For det andet er det skuffende, at DR ikke har tænkt mere over, hvad den danske grundfortælling ikke kan. Det er for eksempel en national fortælling, der underbetoner betydningen af internationale konjunkturer og udvekslinger, og blandt andet derfor er den ikke særlig nyttig i forhold til de seneste 50 års historie. Det har så fået den konsekvens, at perioden siden Jens Otto Krag behandles meget overfladisk på mindre end ti minutter. Velfærdsstaten er blevet historiens afslutning. Den logiske fortsættelse af grundfortællingen havde faktisk været at gøre Dansk Folkeparti til den næste folkelige bølge, eller i det mindste stille spørgsmålet, men det er så ikke sket. Det er simpelthen for ringe, at vi ikke får noget som helst bud på, hvordan man kan diskutere de seneste 50 år i et begavet historisk lys.

For det tredje er der for mange centrale aktører i danmarkshistorien, som er gledet ud eller er fremstillet for karikeret. Et eksempel kunne være borgerskabet i byerne. Enhver historiker kan i søvne fortælle om borgerskabets betydning, men i serien er det for den nyeste historie reduceret til hattedamer, der stod i vejen for de gode kræfter: Socialdemokrater, kommunister, kvindesagen og de kulturradikale.

Dette syn på borgerskabet får eksempelvis den konsekvens, at det private erhvervsliv er fuldstændig fraværende. Historikerne har ellers beskæftiget sig indgående med virksomheder og erhvervsledere, der har spillet afgørende roller for Danmarks velstand og modernisering, men dem hører vi intet om. Det fravær bliver endnu mere iøjnefaldende, når man tænker på, hvor højt erhvervsliv, vækst og innovation prioriteres i dag. I øvrigt havde det været nemt at bruge erhvervslivet til at gøre bare lidt ved det nationale tunnelsyn. Men det har man ikke ønsket, eller måske ikke tænkt på?

Alt i alt var det derfor en skuffende afslutning på et ellers godt initiativ. Eneste lyspunkt i de sidste tre afsnit har været, at de indkaldte eksperter var gode og formulerede sig præcist og indlevende. Det lover godt for historiefaget og det brede oplysningsarbejde. Men det er trist, at afslutningen blev en dårlig variant af den nemme historie. Og det er tankevækkende, at DR ikke har evnet at gøre det bedre.