Når man er musiker, opdager man hurtigt, at der er mange forskellige kulturer for indlæring og at ens egen dejligt afslappede legende tilgang desværre ikke altid er den, der giver de bedste resultater.

Jeg tror, mange danske musikere – eller for den sags skyld andre kunstnere - har erkendt, at næsten alle folkeslag er mere stræbsomme end vi er. Japanere, kinesere, østeuropæere – ja sågar de skandinaviske broderfolk – virker alle sammen meget mere fokuserede og målbevidste fra ganske ung alder.

Selvfølgelig er der også en styrke i at få leget igennem som barn og få lov til at være i fred med sin egen kreativitet. Jeg tror, at f.eks. dansk film og skuespillere og rytmisk musik nyder godt af vores udogmatiske uimponerethed og tiltro til egne indfalds værdi.

Men når det kommer til de benhårde kundskaber og f.eks. de instrumenter, som man kun kan lykkes med ved alvorlig træning fra barnsben, så taber vi stadig terræn.

Alt det har man indset for længe siden, bl.a. fordi det viste sig, at det altid var udlændinge, der vandt konkurrencerne om stillinger i symfoniorkestrene. Derfor har Kulturministeriet gennem en længere årrække brugt millioner på talentudvikling på musikskolerne.

Men naturligvis er det hele i virkeligheden et spørgsmål om mentalitet og værdier hos danske forældre.

Siden de glade 70´ere har det været godt tone at lade børn have mange frirum. Samtidig er de nuværende forældre selv opdraget i den antiautoritære ånd og ser ikke nytten af terperi. Men allervigtigst er måske dogmet om vigtigheden af den strengt individuelle lykke.

Det betragtes som en indlysende menneskeret at være lykkelig hele tiden – frem for at gøre sin pligt – som forælder, ægtefælle eller barn. Man bliver skilt, hvis man ikke er 100 % tilfreds med sit parforhold uden at gruble alt for længe over konsekvenserne for ens børn. Det betragtes som utrolig kikset, hvis nogen siger, at deres børns lykke og fremskridt er vigtigere end deres egen selvrealisering.

Vi har et smukt romantiseret billede af barndommen: Børn skal have lov til at drømme og lege – og det er jo alt sammen smukt og fint. I mange andre kulturer er barndommen i højere grad en slags træning til voksenlivet, hvor man tidligt lærer om pligter og kæmper for at styrke sine kompetencer. Vi kommer nemt til at betragte dette som den hårde sorte skole fra gamle dage, hvor man fratager børn deres hellige barndom. Men måske tager man i højere grad børn alvorligt – som rigtige hele mennesker – hvis man hjælper dem ved at søge at fremme deres udvikling fra ganske små. Det danske skolesystem synes også at have strukturelle problemer; i hvert fald får de fleste et chok over de pludselige høje krav på gymnasiet – eller igen på universitetet – eller endnu senere ved et udlandsstudium. Populært sagt er det også lidt underligt at forvente, at børn automatisk skulle have udviklet studiekompetencer, hvis de mest har spillet computer og i øvrigt passet sig selv i fred fra de voksne gennem hele barndommen.

Det er tit sørgeligt at se, når et ønske om at dygtiggøre sig – måske lære at spille cello eller blive balletdanser – dukker op hos en 17-årig, og det stakkels menneske så må erkende, at det tog for længst er kørt forbi. Den frygtelige sandhed er jo, at så godt som alting er uhyre meget lettere at lære, des yngre man er. Det er netop her, man forregner sig ved barndommens lykkelige lediggang.

For nylig talte jeg med en masse teenagere, som havde været igennem et benhårdt forløb med en teaterinstruktør, som havde pint og plaget dem med lange weekender og sene aftener gennem et helt år for at skabe en fantastisk forestilling. Da jeg spurgte dem, om det ikke havde været alt for hårdt, sagde de:

”Nej, slet ikke, det var fedt for første gang at møde et menneske, der tog os alvorligt”