Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Tak til Pegida

12debBenteDalsbæk.jpg
Bente Dalsbæk.
Læs mere
Fold sammen

»Jeg er kommet for at støtte op om ytringsfriheden i vores dejlige land og så selvfølgelig vise, at jeg er imod terrorister, radikalisering, og at jeg i værste fald ser, at Danmark bliver til »Danmarkistan« i fremtiden«, lød det fra en demonstrant til mandagens demonstration arrangeret af Pegida Danmark efter tysk inspiration fra den stærkt højreorienterede bevægelse syd for grænsen.

Det er vel nok tilføjelsen efter kommaet, der kalder på de rynkede bryn, for vi er næppe mange, der ikke mener, at det netop er vigtigt at støtte op om ytringsfriheden. Næppe mange, der ikke er imod terrorister og radikalisering. Så langt så godt.

Men med »Danmarkistan« stikker det jo unægtelig noget af i hvert fald i ørene på denne skribent, og trods arrangørens udtalelser om, at der er tale om almindelige, bekymrede demokratisk sindede borgere, så er det efter læsning af udtalelser i pressen unægtelig svært at føle sig i samme bekymrede klub som Pegidas tilhængere. For denne skribent i hvert fald. Som ganske rigtigt er utroligt bekymret efter terrorangrebet i Paris, ja, som har været bekymret i hvert fald i de seneste ti år fra dengang vi så reaktionerne på Muhammed-tegningerne, der kostede mere end 100 mennesker livet, og som fik alvorlige konsekvenser for en række centrale aktører.

Men hvor det synes som om, at støtter af Pegida Danmark bruger blandt andet terrorangrebet i Paris som en anledning til – igen igen – at udvide bekymringen til at omfatte en hel gruppe af borgere alene på baggrund af deres tro, så vælger jeg, som jeg har gjort de sidste ti år, at være selektivt bekymret.

BEKYMRET FOR DE kræfter, der formår at anspore såvel ude som hjemme til alt fra trusler til drab. Bekymret over, at nogle – som i Frankrig – iskoldt fører sværdet mod uskyldige mennesker i hvad de opfatter som »en højere sags tjeneste«. Det er stærkt bekymrende, at der er nogen, der her til lands ikke støtter op om de demokratiske værdier, og oven i købet bruger trusler eller voldelige midler til at understrege deres synspunkt – også mod dem, hvis tro de hævder at dele, og som vælger at benytte sig af deres demokratiske ret og stille op til enten byråd eller folketing eller bare til at leve deres liv som frie borgere i et frit samfund.

De uhyrlige kræfter skal vi have både blikket og handlingen fast rettet imod. Der skal kunne tales uden berøringsangst om både årsager og virkning her, og for mig er der intet paradoks i at bruge alle de retsmidler vi har til rådighed som et værktøj til at komme det til livs, samtidig med at vi kigger på, om vi kan sætte ind nogle skridt tidligere end det også.

NÅR SÅDAN NOGET som terrorhandlingen i Paris sker, så er det nemt at gå fra bekymret til bange – og angst kan i nogle tilfælde udløse både paranoia og tunnelsyn.

Derfor bør der måske i virkeligheden lyde en tak til Pegida Danmark for at minde os om at blive på den handlekraftige bekymringsside snarere end den side, der huser den paralyserede, fobiske angst.