Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Tag ansvar for jeres folkeskoler

Jørgen Søndergaard: En del kommunalpolitikere bruger den dårlige økonomi til at kaste ansvaret fra sig. Men kvalitet er ikke kun et spørgsmål om penge, og de lokale politikere bør ikke mindst påtage sig ansvaret for, at de lokale folkeskoler rent faktisk er så gode, at eleverne efterfølgende kan tage en ungdomsuddannelse.

»Vi ved, at lærernes forventninger til eleverne har stor betydning for, hvor meget eleverne får lært i skolen. Mon ikke også høje forventninger fra politikere til forvaltninger og skoler afgør, hvor godt de præsterer?« Fold sammen
Læs mere

Danmarks kommunalpolitikere skal træffe et grundlæggende valg. De skal beslutte, om de vil tage ansvaret for kvaliteten i de velfærdsydelser, de udbyder.

Det gælder for eksempel folkeskolen. Jeg har i den sammenhæng én påstand: En del kommunalpolitikere bør påtage sig et langt større ansvar, end de gør i dag. Det gælder ikke mindst ansvaret for, at de lokale folkeskoler rent faktisk er så gode, at eleverne efterfølgende kan tage en ungdomsuddannelse.

Som lokalpolitiker må man - i forhold til ansvar - beslutte sig for, hvilket spil man vil spille. Nogle vil helt sikkert føle sig fristet til at kaste ansvaret fra sig. Hvis noget halter, kan man jo altid skyde skylden på Christiansborg, regeringen eller andre. Og sige: »Skolerne i vores kommune kan ikke levere ordentlige resultater, for regeringen giver os alt for få penge. Når vi bliver tvunget til at skære ned, så bliver servicen til borgerne selvfølgelig ringere«.

De lokalpolitikere, der vælger det standpunkt, kan komme til at gentage det mange år fremover. Uanset om vi næste gang får en rød eller blå regering, vil velfærdsbudgettet være stagnerende eller vigende de kommende år.

Alternativet er der. Jeg påstår ikke, det er let. Men kvalitet er ikke kun et spørgsmål om penge. Man kan godt tage et ansvar, selvom budgettet strammer, og sige: »Uanset om vi har samme eller færre penge, så vil vi udvikle kvaliteten af velfærden i vores lokalområde. Vores skoler kan godt blive endnu bedre. Vi har en dygtig forvaltning og engagerede lærere og ledere på skolerne, som kan bidrage til, at vi når det mål«.

En central forudsætning for at påtage sig ansvaret er, at man lader være med at sige til vælgerne, at hver gang der skal spares en krone, så sker der automatisk en serviceforringelse. Fokus bør være på, hvad der kommer ud af ressourcerne og ikke bare på, hvad der bliver hældt ind. Man skal turde opstille ambitiøse politiske mål, holde øje med, om målene bliver indfriet, og kræve at indsatsen korrigeres, når det er nødvendigt.

Det er langtfra alle kommunalbestyrelser, der spiller denne aktive rolle i dag.

Et eksempel: Regeringen har, med støtte fra et bredt flertal i Folketinget, opstillet målsætningen om, at 95 procent af en årgang skal tage en ungdomsuddannelse.

Hvis en sådan national målsætning skal nås (og hvem kan være imod det?) så stiller det krav om, at man lokalt forholder sig til, om kommunens skoler bidrager til, at det sker. Men i en lang række kommuner forholder politikerne sig slet ikke til, hvad man kan gøre for at nå målsætningen. Det dur ikke. Samtlige kommuner bør arbejde for, at netop de bidrager til, at denne nationale målsætning nås.

Et andet eksempel: Siden 2007 har kommuner skullet udarbejde en såkaldt kvalitetsrapport for de lokale folkeskoler. Målet med rapporten er bl.a. at få politikere, forvaltning og skoler til at samarbejde om at udvikle en endnu bedre skole.

Der er, mildest talt, meget stor forskel på, hvordan de enkelte kommuner forholder sig til disse kvalitetsrapporter. I nogle kommuner bruges rapporterne som udgangspunkt for omfattende strategier. I andre forbigås rapporterne nærmest i tavshed, uanset om de indeholder nok så mange blinkende røde lamper. Rapporterne beskriver mange faktuelle forhold om undervisningen - antal klasser, antal aflyste timer, fravær og den slags. Man kan også se resultaterne af afgangsprøverne. Men mange kommuner forholder sig for eksempel passivt til, at afgangskaraktererne i kommunens skoler er dårligere end landsgennemsnittet. Det var da ellers en oplagt grund til at kræve handling.

Nogle gange støder jeg på et hårdt mod­argument: »Der er alt for mange regler, som forhindrer os i at lave en bedre skole, selvom vi gerne ville«. Men det er forkert. Det kommunale handlerum eksisterer - og rummet er stort. Ellers kunne skolerne jo ikke være så forskellige, som tilfældet er - der er virkelig store forskelle fra skole til skole.

Hvis en kommune vurderer, at kvaliteten halter på en skole, så er der rigtig mange muligheder for at handle.

Det vigtigste, man kan gøre som kommunalpolitiker, er at markere, at man forventer noget bedre. Vi ved, at lærernes forventninger til eleverne har stor betydning for, hvor meget eleverne får lært i skolen. Mon ikke også høje forventninger fra politikere til forvaltninger og skoler afgør, hvor godt de præsterer?

Til gengæld må kommunen give skolerne et stort spillerum til at eksperimentere, for der findes ikke en færdig opskrift på, hvad der gør en skole god. Måske er det flere læse- eller naturfagsvejledere, samarbejde med erhvervsliv og erhvervsskoler, intensiv læsetræning, sammensmeltning med skolefritidsordningen, så der opstår en heldagsskole, eller noget helt femte.

Kommunalpolitikerne skal ikke være eksperter i, hvad der bør gøres, når skolen fungerer mindre godt. De skal der­imod forlange, at forvaltning og skoler byder ind med noget andet, når det hidtidige ikke har virket godt nok. De skal løfte øjenbryn, rejse spørgsmål og stille krav.