Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Tabet af humaniora

Hans Hauge, lektor, dr.phil. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er åbenbart lige så vanskeligt at reducere antallet af humanister, som det er at nedlægge et underholdningsorkester. Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) har som bekendt meddelt, at hun vil skære ned på humaniora. Hun gør det af hensyn til beskæftigelsen, men om den kan man ikke spå, siger humanisterne.

Måske har vi mangel på kunsthistorikere om ti år, selvom det er tvivlsomt, om vi nu uddanner kunsthistorikere, for der er jo sket meget med humaniora de seneste år. Nutidens humaniora har kun navnet til fælles med det humaniora, som jeg blev en del af i 1967, og som jeg har været i siden da. Dengang havde enhver engelskstuderende læst »Paradise Lost« (af John Milton), i dag skriver de medieopgaver om globalisering, identitet og »Paradise Hotel«. Sådan bidrager de til vækst og velfærd.

De fleste fag er forkortet eller nedlagt. Engang var der to professorer i russisk ved Aarhus Universitet og mange lektorer. Nu er de væk. Hvad skal man også med russisk? En såkaldt »bachelor-grad« skal bestå af to fag og de fag, som den består af er tværfag og hedder humfag eller profilfag eller lignende. Alle fag er reelt blevet til ét stort tværfag.

I slutningen af det 19. århundrede forsøgte man i Tyskland at lave en skelnen mellem åndsvidenskab og naturvidenskab. De var væsensforskellige og havde hver deres område og metode. Åndsvidenskaberne studerede enkelttilfældet eller det historiske, mens naturvidenskaberne studerede regelmæssigheder og det almene. De var nomotetiske, sagde man. Denne skelnen holdt ikke mange år, for i begyndelsen af århundredet dukkede lingvistikken op, og den var nomotetisk, og dermed ikke en åndsvidenskab. Tyskerne lavede denne skelnen for at holde de nye videnskaber ude fra universitetet. Ånd og natur indgik i en alliance for at forhindre psykologi, sociologi og antropologi i at komme inden for, for de var hverken det ene eller det andet.

I den engelsktalende verden gik man lidt anderledes til værks. Her delte man op i »the arts and the sciences«. Det var slet ikke meningen, at humanistiske studier (arts) skulle være videnskabelige. Tværtimod. På Cambridge, f.eks., havde man svært ved at forestille sig, at man skulle kunne skrive en ph.d. om litteratur. Det er stadigvæk sådan, at de studerende på humaniora ikke opfatter sig selv som kommende videnskabsmænd eller kvinder.

MEN NU ER alt ændret. Humaniora har afskaffet ordet og hedder på aarhusiansk Arts. Mere afgørende er dog, at man har opgivet forskellen mellem ånds- og naturvidenskaber. Det hele er blot videnskab, og det hele skal behandles, som om det var naturvidenskab. Selv den her tekst, som De læser nu, indgår i et regnskab og registreres i et stort firma, der hedder PURE.

Humanisterne har for længst nedlagt humaniora – der er nogle ruiner tilbage, som man med foragt kalder »gammel humaniora«. Og det vil sige, at det ikke er de humanistiske fag, der skæres ned, men de utallige tværfag, der har afløst humaniora. Hvad studerer de i de fag? Globalisering og identitet og selvfremstilling og reality-TV. Kan de studerende lide det? De elsker det. Derfor vil de ikke reduceres af »de der politikere, der kun tænker på økonomi«, siger de, mens de et øjeblik ser op fra Facebook.