Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Syv bud på 2017: Trump overrasker, storkonflikt og voldsom uro i Tyrkiet

»SFs daværende formand, Villy Søvndal, drømte også om at blive udenrigsminister og var villig til at forvride sit parti til ukendelighed for den fine taburet.«

Senest Danmark blev kastet ud i en storkonflikt var i 1998, der bl.a. resulterede i en pludselig hamstring af gær. Her en demonstration på Rådhuspladsen i København. Arkivfoto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

Sådan set lidt fra oven, så var 2016 ikke noget at råbe hurra for, hvis man drømmer om fred og harmoni. Bliver 2017 bedre? Her er syv friske forudsigelser fra krystalkuglen. Først et blik på dansk politik.

1. Løkke låst fast

Den økonomiske plan for 2025, som regeringen fremlægger i løbet af foråret bliver ikke overvældende i omfang, og inden den er forhandlet færdig med Dansk Folkeparti, vil den være endnu mindre. Det skyldes to ting: Det første er, at der til forskel fra perioden 2010-13, hvor der blev gennemført en stribe reformer, i dag ikke eksisterer nogen krisestemning eller forståelse for reformer, der gør ondt. Huspriserne stiger, beskæftigelsen stiger, virksomhedernes overskud stiger. Hvad har I gang i?

Det andet er, at Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne er mere optaget af at finde sammen i en fælles forståelse af, at alt er godt, som det er, end at indgå smertefulde reformaftaler med Lars Løkke Rasmussen. Det eneste der ville kunne løsne op for situationen er, at regeringen indfører en permanent grænsekontrol, men det vil kræve, at Danmark melder sig ud af Schengen, og det bliver afvist af Venstre.

2. Storkonflikt

I foråret bliver Danmark kastet ud i storkonflikt. Det er ved at være tid. Der er gået 18 år siden den sidste. Hos lønmodtagerne er der forventninger om højere løn, på nogle områder er der begyndende mangel på arbejdskraft, og beskæftigelsen nærmer sig niveauet fra før finanskrisen. Virksomhedernes overskud stiger pænt. Arbejdsgiverne vil til gengæld kræve tilbageholdenhed, fordi prognoserne for væksten er usikre på grund af Trump og Brexit.

Og så vil regeringens planer om at hæve pensionsalderen være hunden i keglespillet, der skaber vrede blandt de privatansatte. Sidst der var storkonflikt i Danmark var i 1998, strejkekasserne er fyldt godt op, og den slags har det med at ramme landet med cirka 15 års intervaller.

3. Samuelsen mest upopulær

Den indre harmoni i den danske regering trues fra mange sider. Men mest fra udenrigsminister Anders Samuelsen (LA). Han havner i 2017 i omtrent samme situation som tidligere udenrigsminister Lene Espersen (K) og bliver den mest upopulære minister i regeringen. Han insisterede på at overtage den prestigefyldte post, og for at nå den solgte han ud af Liberal Alliances mærkesager. Den slags metafortællinger betyder meget mere end alt muligt andet for vælgerne. Samuelsen har på udenrigsministerposten stort set ingen mulighed for at føre liberal politik, som var LAs eneste alibi for at gå med i regeringen.

At han selv har et pænt stort ego, der indimellem er svært at tøjle, og anser sig selv for at være den mest erfarne udenrigsminister – måske nogensinde – føjer kun spot til skade. SFs daværende formand, Villy Søvndal, drømte også om at blive udenrigsminister og var villig til at forvride sit parti til ukendelighed for den fine taburet. Det endte som bekendt galt.

4. Trump overrasker positivt

Forventningerne til den nye amerikanske præsident er de fleste steder – og i hvert fald i Europa – helt i bund. Så han kan næsten ikke andet end at overraske positivt. Donald Trump vil det første år koncentrere sig om at skaffe jobs, sætte skatterne ned, genforhandle frihandelsaftaler, forhindre indvandring, og ikke være voldsomt optaget af det internationale. Det vil skabe optimisme og blæse mere liv i det amerikanske opsving.

Til gengæld vil han fortsætte med at begå fejl, og hans uerfarne ministre og rådgivere vil i det politiske spil rode sig ud i den ene spektakulære sag efter den anden.

5. Reformer og strejker i Frankrig

Den liberale Francois Fillon vinder knebent over Front Nationals Marine Le Pen i anden valgrunde af det franske præsidentvalg, kun fordi de socialistiske vælgere bider al skam i sig og stemmer borgerligt for at forhindre Le Pen ved magten. Fillon vil vinde på løfter om at gøre Frankrig »great again«. Det vil ske med løfter om reformer af den skrantende franske økonomi og en hård indvandrerkurs. Kort tid efter, at han har sat sig i Elysee-palæet vil han gå i gang med sine livtag med arbejdstiden, pensionerne og en rundbarbering af den store offentlige sektor. Det vil traditionen tro føre til vilde strejker og massedemonstrationer, så for alle, der planlægger ferie i Frankrig til sommer, er det klogt at satse på egen bil og hverken fly eller tog.

6. Brexit på standby

Selv om briterne formelt til marts indleder deres forhandlinger om udmeldelse af EU, vil der ikke ske meget i 2017. Alle venter på den nye franske præsident og på, at Angela Merkel bliver genvalgt. Det bliver hun til efteråret, men for at imødekomme Alternative für Deutschland og højrefløjen i sit parti er hun nødt til at rykke et godt stykke til højre og stramme Tysklands flygtningepolitik.

Efter valget vil der blive indgået et kompromís i EU, som sætter en mild bremse på arbejdskraftens fri bevægelighed. Samlet betyder det, at der tegner sig et kompromis med Storbritannien. Som plaster på såret får Østeuropa lov til at sige nej til at modtage flygtninge, hvis de betaler sig fra det.

7. Tilstand af borgerkrig i Tyrkiet

Præsident Erdogans jerngreb om det tyrkiske demokrati vil kaste landet ud i noget, der ligner borgerkrig.

Kombinationen af selvbevidste kurdere, som har haft militær fremgang i Syrien, tilbagerulning af demokrati og frihedsrettigheder, pressede fundamentalister fra Islamisk Stat og en sekulær opposition i det østlige Tyrkiet er en sprængfarlig cocktail i et land, der har et af Europas største militærbudgetter. Det vil udfordre NATO og ikke mindst den nye amerikanske præsident, som tvinges til at vælge side.

  • Bent Winther er Berlingskes samfundsredaktør.