Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Syriens levende børn, del 3

Bente Dalsbæk, Jurist og forfatter Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er en særlig følelse, når man bliver øjeblikkeligt bevæget. Det starter med suget i brystregionen, hos nogle ved hjertet, andre det øverste af maven, som et stød i solar plexus. Umiddelbart efterfulgt af en simultan fortykkelse nede i halsen, der ved synkning konstateres at være en klump og i samme sekund ledsages af næseborene, der trækker sig sammen med en lille brusen. Som på kanten af et nys.

Øjnene bliver uklare, og ved det først blink indser man, at jo - der er vådt i øjenkrogen, og at det våde af blinket er blevet presset så faretruende nær kanten, at det om lidt sender en tåre ned ad kinden. Mange hyppige gentagelser af alle disse samtidige ting, og man græder for alvor.

Det var denne øjeblikkelighed, der ramte mig, da jeg skulle skrive titlen på dette indlæg, og indså at jeg nu var nået til nummer 3 i rækken om Syriens levende børn. Der er gået nogen tid siden sidst. Ikke at jeg havde glemt dem. Tværtom. Men måske fordi jeg håbede, at det snart måtte høre op? Stabilisere sig? Forandre sig?

Det har det ikke gjort og intet tyder på, at det gør. Se bare, hvordan det syriske regime arrogant mødte op til fredsforhandlinger i Geneve med en attitude som om, at det er en forhandling om, at regimet skal have fred fra verdenssamfundet til at slå sin egen befolkning ihjel på stadigt mere grusomme måder.

Verden virker magtesløs, hvilket vores kollektive hukommelse taget i betragtning, ikke bare er besynderligt, men direkte forkasteligt. Gang på gang har verden ventet alt for længe, set den anden vej eller trippet nervøst på kanten af definitioner: er det eller er det ikke folkemord? Mens mennesker i tusindvis mistede livet, mange steder pinagtigt bevidst om, at verden kiggede med, men ikke gjorde noget. Det sker stadig. Ikke kun i Syrien lige nu, men altså også i Syrien, hvor verdens ledere famler i, hvad der synes at være bevidst blindhed.

Mens der ventes på, at Den Store Sibiriske Tiger, Putin, måske kan se ideen i at trække tæppet væk under kammerat Assad, hvis arrogance og selvopfattelse han så tydeligt deler. Først når han siger »Njet« til Assad, kan der ske noget. Hvordan er vi dog kommet dertil? En russisk præsident, som efter alt at dømme har parkeret menneskerettighederne i sit eget land i toiletrulleholderen på præsidentpaladsets badeværelse, definerer vores menneskelighed?

På et år er antallet af mennesker, der har behov for humanitær hjælp i Syrien og i lejrene omkring steget fra fire millioner til 9,5 millioner. De fleste mindreårige børn er stærkt traumatiseret af krigen, og nødhjælps- og menneskerettighedsorganisationer melder om ubeskrivelige og forfærdelige forhold. »Tag en tudekiks,« vil nogle sikkert sige til mig, »det er jo noget håbløst rod dernede alligevel.« Samtidig med, at verdens ledere belærer mig om, at der ikke findes en militær løsning på konflikten, kun en politisk, som de selv bliver mere og mere ude af stand til at levere. Sig lige det med tudekiksen til Syriens levende børn. Det eneste, de ønsker sig, er en menneskelig løsning.