Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Syrien: Hvordan kunne det gå så galt?

Lad os se det i øjnene: Der bliver ikke fred foreløbig i Syrien. Flygtningepresset mod Europa vil fortsætte. Vi skal ikke tro, at man kan diktere løsninger i et land, der er revet i stykker af en borgerkrig.

Foto: Thomas Lekfeldt

For fem år siden gik jeg på Via Recta – Den Lige Gade – som løber tværs gennem Damaskus. Det var betagende at gå på en gade, som er nævnt ved navn i Det Ny Testamente. Det er her, Saulus, der senere blev kendt som apostlen Paulus, fik synet tilbage og blev omvendt til at følge Jesus. Jeg skulle møde nogle kloge mennesker, som kunne fortælle mig om situationen i Syrien. Og deres vurderinger var entydige: De opstande, som var brudt ud i andre dele af den arabiske verden under det (skulle det desværre vise sig) meget misvisende navn Det Arabiske Forår, ville man ikke opleve i Syrien.

Med andre ord: Der var styr på situationen. Og præsident Bashar al-Assad – hvis billede hang alle vegne – var jo også en mild leder sammenlignet med faderen Hafez al-Assad. Bashar havde slået sig ned som øjenlæge i London. En storebror skulle tage over efter faderen, men blev dræbt ved en bilulykke, så da faderen døde i 2000, måtte Bashar overtage posten som præsident, øverstkommanderende for de væbnede styrker og generalsekretær for det regerende Baath-parti.

En tilsyneladende moderne mand, som man tiltroede evner og vilje til at reformere det regime, der hvilede på et benhårdt og brutalt sikkerhedssystem.

I dag, fem år efter, ved vi bedre. Få dage efter min spadseretur på Via Recta brød borgerkrigen ud. Folk gik på gaden i Damaskus 15. marts 2011. Det var begyndt med nogle ganske unge menneskers graffitti-protester mod regeringen i provinsbyen Daraa, men myndighedernes brutale håndtering af situationen førte til folkelige protester, som hurtigt greb om sig. Den »milde« præsident Assad svarede igen med voksende brutalitet, og det endte med tæppebombninger og anvendelse af kemiske kampvåben mod hans egen befolkning. I dag er over en kvart million mennesker dræbt, og 11 millioner mennesker, halvdelen af Syriens befolkning, er på flugt. Mange af dem forsøger at finde asyl i Europa.

Hvordan kunne det gå så galt? Og hvorfor blev så mange kyndige mennesker så overrasket?

Først og fremmest har man nok undervurderet styrken af det massive efterretnings- og sikkerhedsapparat, som er skabt under Assad-familiens snart 50-årige regimente. Det har altid været en udfordring for dem, der ville styre Syrien, at landet var en myretue af mange forskellige religiøse og etniske grupper, som ofte havde det vanskeligt med hinanden. Familien støtter sig til den forholdsvis lille Allawi-klan, som knytter sig til shia-islam med stærke bånd til Iran.

Hafez al-Assad viste stor behændighed i at købe sig forbundsfæller i erhvervslivet, og han udbyggede sikkerhedstjenesten, Mukhabarat, som overtog kontrollen med både udenrigspolitikken og det hjemlige politiske system. Forsøg på dissidens blev brutalt slået ned, som f.eks. ved massakren på Det Muslimske Broderskab i 1982. Tusinder blev dræbt, og tusinder blev smidt ned i de berygtede underjordiske fængsler.

Men lod man være med at udfordre regimet, og opførte man sig »ordentligt«, fik man lov til at passe sig selv. Og det var nok det billede, man lod sig forblænde af, når man besøgte landet og hørte om stabiliteten og den lave kriminalitet. Det var tydeligt at høre på vores kristne chauffør, at han foretrak Assad, fordi ethvert alternativ forekom ham at være for farligt...

Da protesterne brød ud for fem år siden sad Assad derfor med et undertrykkelsesapparat, der sikrede ham magten, hvis han var brutal nok. Og det var han. Så meget, at han lod hånt om den amerikanske præsidents advarsler om, at hvis han brugte kemiske våben, ville der falde brænde ned.

Assad brugte kemiske våben, og der faldt ikke brænde ned. Med russisk mellemkomst blev der i stedet lavet en »afleveringsforretning«, hvor bl.a. danske skibe var med til at fjerne kemiske våben fra Syrien. Men borgerkrigen fortsatte, og Vestens troværdighed var tildelt et alvorligt slag.

Borgerkrigen udviklede sig til en slags stedfortræderkrig, hvor udenlandske interesser blandede sig: Tyrkiet sammen med Saudi-Arabien og andre Golfstater støttede sunnioprørerne – hvor vi på et tidspunkt så IS/Daesh dukke frem som en rædselsvækkende terrororganisation. Iran og Rusland støttede Assad. Vesten støttede de mere moderate oprørsbevægelser samt kurderne, der hurtigt viste sig at være de mest effektive i kampen mod Daesh.

En af de tidligere FN-mæglere, som uden held forsøgte sig med fredsforhandlinger, sagde bittert, at hvis bare andre ville have ladet være med at blande sig, kunne der være skabt en form for fredsløsning tidligere. Måske har han ret, for i den slags konflikter gælder, at der først kan blive fred, når alle parter indser, at der ikke er mere at opnå ved at kæmpe.

Men da Assad begyndte at blive trængt sidste sommer, greb Rusland ind. Officielt ville præsident Putin hjælpe i kampen mod Daesh/IS, men langt hovedparten af de russiske bomber blev smidt ned over de andre sunni-modstandsgrupper, som kæmpede mod Assad. Og Rusland styrkede sine baser i landet.

Assad kom til at sidde fastere i sadlen, og i sidste uge meddelte Putin, at nu trækker Rusland sig ud igen, for man havde nået de mål, man havde sat sig. Dermed indrømmedes det klart, at målet havde været at styrke Assad.

Derfor var der ikke meget vilje til kompromis fra regeringens side, da der i sidste uge blev indledt nye fredsforhandlinger i Geneve under FNs ledelse. Kurderne er ikke inviteret med – for det vil tyrkerne ikke have. Daesh/IS og andre ekstreme grupper er af gode grunde heller ikke med. Og de forskellige andre sunni-grupper har svært ved at enes indbyrdes.

Så lad os se det i øjnene: Der bliver ikke fred foreløbig i Syrien. Flygtningepresset mod Europa vil fortsætte. Hvis vejene ikke længere kan gå gennem Tyrkiet – efter den skrøbelige og komplicerede aftale, som faldt på plads mellem EU og Tyrkiet i sidste uge – vil der formentlig vise sig andre veje for de desperate mennesker, som vil væk fra det Syrien, som det engang var så spændende at besøge.

Hvilken lære kan vi så drage af de seneste fem års begivenheder? Jeg kan få øje på to: Vi skal aldrig lade os lulle i søvn af et brutalt regime, som undertrykker sin befolkning, for den ro og stabilitet, det giver, er overfladisk og midlertidig. Og vi skal ikke tro, at man kan komme udefra og diktere løsninger i et land, der er revet i stykker af en bitter borgerkrig.