Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Syng! Kunsten og kulturen er fundamental, når vi går i skole

Stefan Hermann Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Få år før sin alt for tidlige død i 1993 fortalte forfatteren Dan Turell en historie om sit første møde med B.S. Ingemann. Om hvordan han på Bakkegårdsskolen i 1950erne besvimede ved afsyngelsen af Ingemanns »Lysets engel går med glans«. Man må »være hårdhudet for ikke at bevæges af de enkle og lyse billeder i hans Morgen- og Aftensange«, som Jens Smærup Sørensen skrev om Ingemann i Dansk litteraturs kanon i 2004.

Hårdhudet var den unge Turell ikke, og Ingemann – lysets, barnets, begyndelsens digter – forlod ham aldrig. Turells vidnesbyrd er en historie om kunstens betydning. Men det er en historie, der nemt bliver sentimental og mytologisk – en symbolsk markering for de indviede, der i forvejen er fortrolig med dens historie og rum. Som kan udveksle selvfølgeligheder i et indforstået sprog, og som med esoterisk mine kan forbande både sædernes forfald (inklusiv X Factor), DJØFere og politikernes angivelige knæfald for konkurrencestaten.

Men kunsten og kulturen i skolen er ikke en historisk luksus, der skal beskyttes som fortidsminde. Kunsten og kulturen er fundamental, når vi går i skole. Derfor havde de første almueskolelove i 1814 bestemmelser om, at eleverne ikke alene skulle kunne læse, skrive og regne. De skulle også synge. Lidt firkantet sagt besluttede man, at en del af pligten og retten til vederlagsfrit at lade sine børn civilisere indebar en erfaring med kunsten – både når den indgår i vores kultur og kulturer – og når vi må strække os eller som Turell besvime i erfaringen af det ypperste som kunst.

Kunst og kultur er således grundlæggende i formningen af en alsidig udvikling hos eleverne som mennesker og borgere, som indvielse i noget, der er givet, men som hele tiden udvikler og fornyer sig. Vi kan billedlig talt ikke have et fællesskab, hvis der ikke er sange, vi kan synge sammen.

I navnlig anden halvdel af det 20. århundrede har vi i stigende grad vænnet os til at se kunsten som frigørende, som en modvægt til det moderne livs splittelse, forbrugerisme og åndløse effektivisering. I dag hedder det derfor hyppigt, at de æstetiske fag er bolværk mod – eller kærkomne pauser fra – den nye trædemølle af konkurrencestat, optimering og præstationsorientering, der har sat sig på alt andet, men endnu ikke på de eksamens- og testfrie kunstneriske fag. Andre gange at kunsten er kuren mod det moderne menneskes skæbne som »fagmennesker uden ånd, nydelsesmennesker uden hjerte«, som Max Weber skrev i 1904. Vi kommer til at definere deres betydning negativt og bekræfte reservatet.

Kunst kunne forstås gennem andre fag

Men måske burde vi i stigende grad også forstå kunsten gennem de andre fag og modgå en overdreven æstetisering af de æste­tiske fag – bevare, udvikle og udvide deres egen ret, men også finde deres værdi i andre sammenhænge, i de andre fag, der hele tiden blander sig med hinanden.

Store dele af Danmarks politiske historie kan fortælles gennem billedkunsten, f.eks. i Constantin Hansens berømte billede af den grundlovsgivende forsamling i 1848 – det gør ikke billedkunst til redskabsfag for historie eller samfundsfag, men derimod til en anden erfaring og læreproces. Det er det ene. Dernæst at fastholde opmærksomheden og iveren på de træk i folkeskolereformen, som var alt andet end konkurrencestat, men snarere en smuk efterklang af syvpunktsprogrammet fra 1987 om folkeskolen som lokalt kulturcenter: nemlig en lille udvidelse af timetallet i musik, løftet om linjefagsdækning i alle fag og den åbne skole med dens invitation til bl.a. musikskolerne og musikmiljøer. Det forudsætter, at en lang kæde af aktører forstår Turells erfaring som udtryk for et princip fremfor som udtryk for en unik, særlig situation.