Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sygeligt sensitive forældre

Typisk udvikler forældre deres hyperfølsomhed allerede ved det første barn. Det starter med, at de til deres egen forbløffelse opdager, at de har fået et helt usædvanligt barn. Muligvis endda et geni.

07DEBAnna-Libak-bylinefoto-.jpg
Anna Libak. Fold sammen
Læs mere

Det vakte stort mishag, da psykologen Finn Korsaa i en kronik 3. oktober her i avisen påstod, at der ikke findes særligt sensitive børn. Der er tale om normale børn, som bliver sygeliggjort af deres forældre, hævdede han.

Det afstedkom en shitstorm på Facebook. Og de stærke reaktioner bør ikke komme bag på nogen. For mens det måske nok kan diskuteres, hvor mange særligt sensitive børn, der egentlig findes, så står det ikke til diskussion, at der findes en del særligt sensitive forældre.

Det særligt sensitive barn har pædago­gikken skabt

Typisk udvikler forældre deres hyperfølsomhed allerede ved det første barn. Det starter med, at de til deres egen forbløffelse opdager, at de har fået et helt usædvanligt barn. Muligvis endda et geni. Først slår de koldt vand i blodet og tænker, at det kan da umuligt passe. For hvorfor skulle det lige overgå dem? Trods alt fødes der ikke særligt mange genier i hver generation.

Men så kigger de rundt på andres børn i samme aldersgruppe og konstaterer, at ingen tvivl er mulig. Deres barn er virkelig noget helt specielt. De andres børn virker helt ordinære i sammenligning.

Og som forælder er det et tungt ansvar forbundet med at have sat sådan et særligt barn i verden. Det ville ærligt talt være rart at have nogen at tale med det om. Man kan føle sig meget alene. For det er ligesom ikke nok at enes med sin ægtefælle eller bedsteforældrene om barnets særlighed: De er forudindtagede og skal give en ret.

Det ville føles bedre, hvis det blev anerkendt af nogle udenforstående.

Eksperter advarer om overdiagnosticering af børn

Men det er svært, for man vil jo ikke prale eller gøre andre kede af det ved uforvarende at henlede deres opmærksomhed på, hvor gennemsnitligt deres afkom er. Så man må fare med lempe. Forsøgsvis giver man sig derfor til at referere samtaler med sit barn, hvor det har udvist en helt særlig intellektuel finesse og slagfærdighed. »Mor, hvorfor er det børn, der skal opdrages, når det er de voksne, der fører krig?« eller »Jeg tror ikke på tandfeen. Men jeg lader bare som om, fordi jeg gerne vil have en tier.« Og så ler man overbærende og håber, at samtalepartneren vil spærre øjnene op og imponeret udbryde: »Sagde hun virkelig det? Det var da usædvanligt klogt og fintmærkende for den alder!« Det gør folk bare sjældent. De er tilsyneladende helt ligeglade med at være stødt på et geni i barneårene: De kan fint vente tredive-fyrre år med at henrykkes sammen med resten af verden.

Barnet viser sig at være helt normal

Altså må man på anden vis forsøge at gøre omverdenen begribeligt, hvor ekstraordinær situationen er. Som for eksempel ved at gøre folk klart, hvor meget arbejde, man lægger i at sørge for, at ens barn får de bedste betingelser for at udvikle sit potentiale. Det kan være, at man kaster sig ind i forsvaret for glutenfri kost. Eller forbyder alle at omtale terror og krig i barnets påhør samt nogensinde at lade barnet se fjernsyn uovervåget. Mulighederne er legio: Til fælles har de kun, at man aldrig bliver træt af at diskutere sine valg med omgivelserne. Og jo, man ved da godt, at det er latterligt at gå så meget op i et barn, men sagen er bare, at man elsker det barn så helt vildt højt, at det på en måde føles som en præstation, og i hvert fald som en bestemmelse, for så højt troede man faktisk ikke, at man nogensinde ville blive i stand til at elske nogen som helst. Man føler, at verden ville blive et bedre sted at være, hvis andre også havde så meget kærlighed i sig.

Det er med andre ord stærkt opslidende at være en særligt sensitiv forælder. Men den gode nyhed er, at hypersensitiviteten aftager. Senest går den over, når barnet er blevet voksent. Og minsandten viser sig at være blevet helt normalt.