Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Syddansk Universitet taler uden om kritik med gakkede påstande

Rektoratet på Syddansk Universitet består af tre stråmandshelte, der ikke vil forholde sig til kritik af, at deres omfavnelse af FNs verdensmål kan være problematisk.

SDUs rektor, Henrik Dam – her sammen med SDUs bestyrelsesformand, Niels Thorborg – vil gerne være chef for »Danmarks første bæredygtige universitet«. Fold sammen
Læs mere
Foto: SDU Presse

Et lille eksempel fra hverdagen på Berlingskes debatredaktion: I sommer sendte KL et indlæg til os med overskriften: »Cepos vrøvler om jobcentrene«. Interessant, tænkte jeg – og bad rutinemæssigt afsenderen om at tilføje et par links til statistik og artikler for at underbygge argumenterne i kommentaren.

Indlægget kritiserede, at Mia Amalie Holstein, som er velfærdspolitisk chef i CEPOS og skriver fast for Berlingske og Politiken, skulle ture rundt »med budskabet om, at jobcentrene bruger 13,5 mia. kr. på at få velfungerende ledige i job.« Hvilket ville være et skørt udsagn, da landets jobcentre også tager sig af folk med alle mulige sociale problemer. Det vil sige mennesker, som man ikke umiddelbart kan sende i arbejde.

Men hov – havde Mia Amalie Holstein overhovedet påstået det? KLs pressemedarbejder eftersendte to links til en Cepos-rapport og en kommentar skrevet af Mia Amalie Holstein, men ingen af dem indeholdt det kritisable udsagn. Det gjorde jeg opmærksom på, og pressekonsulenten svarede så, at KL ville trække kommentaren og »give den en tur mere«. Jeg troede, at det betød, at KL ville omformulere til noget mere præcist og sende os en ny version, men jeg hørte ikke fra dem igen.

Da vi rykkede tre dage senere, beklagede pressemedarbejderen og sagde, at KL var gået videre med indlægget til Politiken, som havde trykt det samme dag. Uden links, kunne jeg konstatere, og uden dokumentation for, at Mia Amalie Holstein eller den liberale tænketank Cepos nogensinde skulle have sagt, at jobcentrene bruger alle deres ressourcer på »velfungerende ledige«.

Påstanden fra KLs side var en klassisk stråmand – en karikeret holdning, som man let kunne latterliggøre, men som i virkeligheden ikke var modpartens holdning. Stråmandsargumenter er manipulerende. De forvirrer debatten og fører til spild af læsernes tid, når den angrebne part bagefter skal have plads til en replik, som udstiller manipulationen. Det skete også på Politiken, som fem dage senere bragte et svar fra Mia Amalie Holstein med hovedbudskabet: »Det har jeg aldrig sagt«.

Vil man fremme en saglig debat, skal man være på vagt over for stråmænd og andre retoriske kneb, som vildleder. Det arbejder vi på her på Berlingske. Det lykkes ikke altid at fange dem, og jeg kan selv falde for den polemiske fristelse til at skærpe et synspunkt så meget, at man kommer til at fortegne modpartens holdninger. Men vores ideal er altså en debat, hvor det ikke kun gælder om at vinde et argument ved at tvære modparten ud. Idealet er en debat, som kan gøre os alle klogere.

Vores mål er at skabe rammerne for en samfundsdebat i den samme ånd, som Karl Popper definerede for videnskabelige debatter med sin kritiske rationalisme, hvor man ikke skal forsvare egne hypoteser, som om de var religiøse dogmer – men hvor man inviterer til en kritisk prøvning af dem.

Sidste uge skrev jeg på denne plads om, at Syddansk Universitet har sat sig for at blive »Danmarks første bæredygtige universitet« ved at lade FNs 17 verdensmål »slå igennem i alle beslutninger på SDU«. Jeg stiller mig kritisk over for den målsætning, som bl.a. indebærer oprettelsen af 17 nye masteruddannelser. Flere forskere på SDU frygter også for, at SDUs omfavnelse af verdensmålene vil føre til en indskrænkning af den akademiske frihed.

Ledelsen på Syddansk Universitet har besluttet at gå »all in« på FNs verdensmål. Flere forskere på universitetet er skeptiske, fordi de ser omfavnelsen af verdensmålene som en politisk markering. De frygter også, at forskningsfriheden bliver indskrænket. Foto: SDU Presse Fold sammen
Læs mere

Svaret fra SDUs rektorat kom i form af et indlæg, som desværre er milevidt fra Karl Poppers ideal for rationel debat. De tre øverste ledere på SDU svarer med insinuationer om faktuelle fejl, som de trods opfordring ikke har ønsket at konkretisere, og de opstiller ikke mindre end tre stråmænd:

  1. Det hedder i svaret fra SDU, at jeg »gør sig til talsmand for, at en forsker med rette kan føle sig krænket,« hvis forskningsmidler prioriteres i retning af verdensmålene. Der stod naturligvis ikke et ord om krænkelse i min tekst, og hensigten med denne stråmand er alene at fremstille skepsis i et latterligt lys. At SDUs rektorat dermed på plat vis taler ned til deres egne forskere på universitetet, synes ledelsen ikke at være følsom over for.
  2. Det hedder sig i SDUs indlæg, at jeg skulle »bedyre«, at jeg hverken er for eller imod FNs verdensmål. Heller ikke det står at læse i min klumme, og påstanden fremsættes kun for at kunne opstille en falsk modsætning til, at de tre chefer på SDU gerne vil bidrage til en bedre verden, mens debatredaktøren på Berlingske åbenbart »ikke har nogen holdning til fattigdom, sygdom eller sult«.
  3. Endelig påstår de tre stråmandshelte, at jeg skulle have sat »lighedstegn« mellem FNs verdensmål og diktaturer. En gakket påstand, der totalt afsporer debatten.

»I stedet for at fare ud med falske anklager mod kritikere, vil jeg opfordre SDUs rektorat til at fokusere på det, der burde være dets fornemste opgave: At forsvare kritisk rationalisme.«


Det er bekymrende, at SDUs rektorat debatterer på så lavt niveau. De tre herrer formår med deres angreb behændigt at undgå at forholde sig til, hvordan de har tænkt sig at finansiere 17 nye uddannelser. De forholder sig heller ikke til den interne kritik mod, at ledelsen stik mod ånden i verdensmålene om inddragelse har præsenteret deres beslutning til stor overraskelse for de ansatte. De tre synes i det hele taget ude af stand til at se det problematiske i en så vidtgående transformation af et universitet, som de lægger op til.

SDU lider som universitet under, at der internt ikke findes et forum for kritisk debat som fx Uniavisen på Københavns Universitet. I stedet for at fare ud med falske anklager mod kritikere, vil jeg opfordre SDUs rektorat til at fokusere på det, der burde være dets fornemste opgave: At forsvare kritisk rationalisme.