Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Svigter du kulturkampen, Løkke?

Pia Kjærsgaard: »Med Lars Løkke Rasmussen og regeringen lader det til, at vi desværre er tilbage i den gammelkendte rille om, at hvis bare man passer sit, har et arbejde og lærer dansk, så er alt godt. Uanset hvilke værdier man så end måtte gå og samle på,« skriver Pia Kjærsgaard og fortsætter: »En afblæsning af kulturkampen vil være fatal.«

»Hvis statsministeren nu har til hensigt at bakke i debatten om de helt grundlæggende værdier, der er fundamentet for vores samfund, må jeg desværre sige meget klart, at så begår statsministeren en stor fejl.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft / Scanpix

Når vi i dag har boligområder i Danmark, hvor Hizb ut-Tahrir i uskøn forening med lokale indvandrerbander sætter dagsordenen, så er der dybest set to årsager hertil.

For det første 25 års fejlslagen udlændingepolitik anført af Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, men desværre i de første mange år akkompagneret af både Venstre og Konservative. For det andet at vi i en årrække har forsømt at indpode danske og vestlige værdier i de indvandrere, der er kommet hertil.

Med andre ord: de konkrete problemer, vi nu møder i ghettoerne, hænger tæt sammen med forsømmelsen af værdikampen.

Hvis statsministeren nu har til hensigt at bakke i debatten om de helt grundlæggende værdier, der er fundamentet for vores samfund, må jeg desværre sige meget klart, at så begår statsministeren en stor fejl. Og hvad værre er: Statsministeren risikerer utilsigtet at gentage ti års fejlslagen SR-politik, hvor man netop forsøgte at løse konkrete problemer uden blik for de overordnede årsager til problemernes opståen.

Det er helt anderledes grundlæggende, der skal tages fat, hvis parallel-samfundene skal nedbrydes og integrationen have en chance.Og det er netop her, at en afblæsning af kulturkampen vil være fatal. Det er nemlig kulturkampen, der skal blæse ghettoerne af banen.

»For mig er det her jo ikke en religionskrig overhovedet,« siger statsministeren. Jeg forstår godt, hvad Lars Løkke Rasmussen mener. Og nej, en religionskrig er det da heller ikke - men et opgør mellem en formørket kultur funderet på en religion, der prædiker underkastelse - menneskets underkastelse over for Gud, kvindens underkastelse over for manden og ikke-muslimers underkastelse over for muslimer - og en moderne, oplyst og lighedsorienteret kultur funderet på, at ethvert menneske har og tager ansvar for sig selv og sine.

Det er jo ikke vietnamesiske, kinesiske, thailandske eller chilenske unge, der driver omkring i ghettoerne og gør gaderne usikre. Det er ikke hinduer eller sikher, der kræver forbud mod alkohol og hunde i danske boligområder.

Det er derimod unge født af statsløse palæstinensere, tyrkere, libanesere, somaliere, pakistanere, irakere og syrere, der dominerer gadebilledet i de belastede boligområder og kalder danskerne for øgenavne, bryder ind hos ældre og handicappede og bruger deres lejligheder til at holde rådslagning om fremtidig kriminel aktivitet og i det hele taget udviser en helt igennem aggressiv og kvindefjendsk adfærd vendt mod de piger, der ikke lever op til de kriterier, som de - ofte med rod i islam - dekreterer.

Hvis vi fremadrettet skal løse problemerne med ghettoerne, handler det dels om at holde potentielle uromagere ude af landet, dels om at fortælle de udlændinge og efterkommere, der befinder sig i Danmark, hvor skabet skal stå. Enten bakker man fuldt og helt op om de værdier, som er grundlæggende for Danmark og Vesten i øvrigt - frihedsrettighederne, kønnenes ligestilling, demokratiet og solidariteten - eller også finder man et andet sted at være.

Der skal ikke være plads til ildsprudende islamister fra Hizb ut-Tahrir, der er heller ikke plads til mørkemændene i Islamisk Trossamfund på Dortheavej eller andre islamistiske fanatikere, der desværre - med held - søger at påvirke unge indvandrere til at fravælge det danske samfund til fordel for nogle værdier, hvis konsekvens har været at begrave de islamiske lande i materielt og åndeligt armod.

Værdikampen skal tages i folkeskolen. Når lærebøger ikke tør afbilde Muhammed-tegningerne eller være kritiske over for islam, når religions-lærere fortæller om deres bekymring for at udsætte islams kilder for den samme kritik som kristendommens eller jødedommens, så viser det, at vi har et problem. Lærer eleverne i folkeskolen f.eks. om at baggrunden for de kristne korstog i den muslimske verden, var de muslimske erobringstogter i Europa? Siger slaget ved Wien i 1683 overhovedet danske unge noget som helst? Tør man undervise tyrkiske unge i Danmark om det armenske folkemord? Og stilles der stadig spørgsmålstegn ved, om det nu også var Osama bin Laden og hans kumpaner, der bragte World Trade Centers tårne til fald?

Og hvad med dagligdagens omgang i folkeskolen? Foregår det med respekt for hinanden, når vi hører om, at danske og udenlandske piger, der ikke klæder sig efter islams forskrifter, betegnes som ludere? Eller når lillebrødre-banderne også her sætter sig tungt på magtudøvelsen og ignorerer lærere og elever? Eller når elever af udenlandsk herkomst taler på deres eget sprog og dermed holder danske elever ude?

Med Lars Løkke Rasmussen og regeringen lader det til, at vi desværre er tilbage i den gammelkendte rille om, at hvis bare man passer sit, har et arbejde og lærer dansk, så er alt godt. Uanset hvilke værdier man så end måtte gå og samle på.

Jovist, vores insisteren på, at de vestlige værdier er de islamiske langt overlegne, vil genere nogle. Det samme vil vores insisteren på kønnenes ligeberettigelse og individets ret til selv at bestemme sin egen religion, hvem han eller hun vil giftes med og retten til at tænke, tale, skrive og tegne lige, hvad man vil.

Men en afblæsning af værdikampen og helligelsen af løsningen af konkrete problemer vil ikke skabe den arbejdsro som statsministeren tilsyneladende efterlyser. Løsningen af problemerne går hånd i hånd. Det er ikke nogen let løsning.

Der er ingen lette løsninger på integrationen af udlændinge i det danske samfund - men løsningen står og falder med, at vi står solidt plantet på de grundlæggende værdier for dette samfund. Og de kommer ikke af sig selv - dem må vi kæmpe for.