Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sverige ved historisk skillevej

Lars Hovbakke Sørensen: Der er naturligvis flere grunde til det indvandrerkritiske Sverigedemokraternas fremgang. Men én af de vigtigste er, at Sverige nu har haft en borgerlig regering i fire år, og at en del vælgere er skuffede over, at denne regering ikke i højere grad har ført en markant borgerlig politik på de værdipolitiske områder.

Sverigedemokrater i demonstration. Selv om partiet stadig kæmper internt med »landsbytosser«, fremstår det mere og mere som en seriøs medspiller i debatten op til valget i Sverige til september. Indvandring er nu noget, flere vil tale om. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Valgkampen i Sverige frem imod Riksdagsvalget til september er netop skudt i gang. Og det tegner til at blive det mest spændende valg i mange årtier. Det store spørgsmål er, om de borgerlige regeringspartier kan gentage deres valgsejr fra 2006. Eller om Socialdemokraterne og deres allierede atter vil vinde, så perioden 2006-2010 kun vil blive endnu en borgerlig parentes i de svenske historiebøger. Sverige har i modsætning til Danmark været præget af en næsten total socialdemokratisk dominans. Sverige var regeret af socialdemokratiske statsministre uafbrudt i årene 1936-1976, 1982-1991 og 1994-2006. Hvis det lykkes de borgerlige at fastholde statsministerposten efter valget i september, vil det betyde, at de borgerlige kommer til at sidde på magten i længere tid i træk, end det er sket nogensinde før de seneste 80 år.

Mange meningsmålinger tyder på, at det højreorienterede, indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna med fire-fem procent af stemmerne for første gang vil komme i Riksdagen og tilmed kan blive tungen på vægtskålen, når der skal dannes regering. De borgerlige partier vil med andre ord kunne forblive i regering, hvis de er villige til at basere sig på Sverigedemokraterna. Og blandt mange borgerlige vælgere og politikere betragtes dette som et stort problem.

Den svenske udlændingedebat har jo som bekendt i mange år adskilt sig markant fra den danske. Og politikerne fra de borgerlige regeringspartier i Sverige har eksplicit taget afstand fra Sverigedemokraterna og fra deres politik, hvis hovedmål er at foretage en kraftig begrænsning af tilstrømningen af udlændinge til Sverige.

Hvad udfaldet af regeringsforhandlingerne vil blive, hvis meningsmålingerne kommer til at holde stik på selve valgdagen, er derfor temmelig åbent. På den ene side vil det være vanskeligt for de fire borgerlige partier, der i øjeblikket udgør regeringen, pludselig at indgå i et samarbejde med Sverigedemokraterna, når de igennem så mange år har lagt så kraftig afstand til dem.

På den anden side vil det være lige så svært for de borgerlige at overlade regeringsmagten til Socialdemokraterne og deres allierede Vänsterpartiet og Miljöpartiet, hvis der rent faktisk viser sig at være et borgerligt flertal i Riksdagen efter valget.

Situationen svarer på mange måder til situationen i Danmark i 1970erne, 1980erne og 1990erne, hvor de gamle, etablerede borgerlige partier Venstre og De Konservative ikke rigtig vidste, hvad de skulle stille op med Fremskridtspartiet.

Sverigedemokraterna er, ligesom Fremskridtspartiet i sin tid var det, i en vis grad præget af indre splid og af, hvad nogen ville kalde »landsbytosser«. Selv om partiledelsen hos Sverigedemokraterna i øjeblikket åbenlyst arbejder på at få mere styr på tropperne, så minder partiet stadig på mange stræk mere om Fremskridtspartiet end om Dansk Folkeparti.

Hvorvidt Sverigedemokraterna ville kunne finde på at vælte en borgerlig regering, er således også ganske uklart. Ligesom det i sin tid ofte var det med Glistrup og Fremskridtspartiet i 1970erne og 1980erne.

Men hvorfor går Sverigedemokraterna pludselig så meget frem, at de nu for første gang har mulighed for at komme over spærregrænsen på fire procent? Sverige har jo ellers i mange år adskilt sig fra de fleste andre europæiske lande ved ikke at have et nationalistisk, indvandrerkritisk parti i parlamentet (bortset fra i perioden 1991-1994, hvor partiet Ny Demokrati var i Riksdagen).

Der er naturligvis flere grunde til Sverigedemokraternas fremgang. Men én af de vigtigste er, at Sverige nu har haft en borgerlig regering i fire år, og at en del vælgere er skuffede over, at denne regering ikke i højere grad har ført en markant borgerlig politik på de værdipolitiske områder. Både mange traditionelle borgerlige vælgere og mange tidligere socialdemokratiske vælgere, der ved valget i 2006 stemte borgerligt for første gang, forventede, at man med den borgerlige regering ville få en markant mere stram linje i udlændinge- og integrationspolitikken, end under socialdemokratiske regeringer. Ligesom de forventede, at man ville få en markant »strammere« rets- og skolepolitik med større fokus på kundskaber end tidligere osv. Altså at den borgerlige regering ville føre en markant borgerlig værdipolitik.

Det har regeringen også gjort i et vist omfang. Men slet ikke så meget, som mange havde ventet. I stedet har man primært ført borgerlig politik på det økonomiske og fordelingspolitiske område. Det er meget symptomatisk for den relativt store afstand, der har været mellem den politik, som regeringen har ført i praksis gennem de seneste fire år, og den politik, som vælgerne havde forventet at den ville føre, at hver gang regeringen har markeret sig med initiativer til en »strammere« udlændinge-, rets- og skolpolitik m.m. er Sverigedemokraternas fremgang i meningsmålingerne standset. Mens partiet er stormet frem i de perioder, hvor den borgerlige regering kun har talt om økonomisk politik, skattepolitik m.v.

Også på den måde minder den nuværende situation i Sverige en del om situationen i Danmark tidligere.

Mange andre ting end udlændingepolitikken og de andre værdipolitiske emner vil naturligvis også spille afgørende ind på udfaldet af riksdagsvalget til september. F.eks. hvordan vælgerne vurderer, at den borgerlige regering har håndteret den aktuelle økonomiske krise.

Men ligesom i Danmark og i mange andre lande i Vesteuropa i disse år, kan borgerlige regeringer i Sverige tilsyneladende ikke vinde på længere sigt, hvis ikke de også diskuterer værdipolitik og tager en række initiativer inden for dette område. Det har Fredrik Reinfeldt og hans regering indset og har derfor sat en række nye konkrete forslag i søen. Bl.a. om strengere straffe for bestemte typer voldsforbrydelser. Det har straks givet pote i meningsmålingerne. Sverigedemokraterna går ikke længere helt så meget frem i meningsmålingerne, som de gjorde for nogle måneder siden.

Reinfeldts eget parti Moderaterna er blevet markant styrket. Og de borgerlige partier er samlet set blevet styrket.

Men meget kan ske endnu. Ligesom i Danmark tager mange vælgere først stilling i sidste øjeblik. Og nye, uventede sager og aktuelle begivenheder, der måtte dukke op umiddelbart inden valget kan pludselig forrykke hele billedet i meningsmålingerne. Men Sverige står under alle omstændigheder foran sit mest afgørende valg i mange årtier.

Hvis de borgerlige vinder, vil det nemlig få enorm psykologisk betydning. Det vil vise svenskerne og omverdenen, at borgerlige regeringer i Sverige ikke nødvendigvis altid kun er parenteser i historien.