Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sverige og hadet til demokratiet

Til september skal der være valg til Riksdagen i Sverige, og forberedelserne er allerede i fuld gang. En stor del af disse bestræbelser omhandler at finde en måde, hvorpå man kan forholde sig til – eller rettere undgå – Sverigedemokraterne (SD), Sveriges svar på DF.

Den måske største begivenhed vil være partilederdebatten, transmitteret direkte af Sveriges Televison. Indvandringen undtaget, naturligvis. Og det har man indtil nu kunnet undgå ved at reservere partilederdebatten til partier, der allerede er valgt ind i Riksdagen. Og sådan har det altid været i Sverige. I stedet måtte SDs leder Jimmie Åkesson tage toget til Clement Kjærsgaards debatprogram på DR for at få lov til at fortælle om partiets politik. Samtlige svenske medier fra den mest ligegyldige lokale sprøjte til Dagens Nyheter og Svenska Dagbladet til SVT havde nemlig nægtet at interviewe endsige dække eller analysere SDs politik. Som bekendt blev SD valgt ind ved sidste valg, og man er nu nødt til at invitere Åkesson til partilederdebatten.

Begivenheden er ingenlunde unik. For et par dage siden besøgte SD et plejehjem – Norrlands universitetssjukhus Geriatriskt centrum – på et såkaldt studiebesøg. Man ville motivere socialdemokratiske vælgere, der bærer et markant ældre segment blandt sig foruden ansatte i plejesektoren, til fordel for SD. 29. marts kunne man i Dagens Nyheter læse følgende af deres journalist, Björn af Kleen: »Marmorskinnende klinker i foyeren. Et smukt sted at afslutte sit liv. 12. marts kom Jimmie Åkesson på besøg.« Politikerbesøg skal naturligvis godkendes af Landstinget (ca. Regionsrådet), hvilket også dette var. Men de ca. 30 ansatte forsøgte at forhindre et godkendt og aftalt besøg fra et demokratisk valgt parti. En yngre læge, der skriver en afhandling om ældre patienter, forsøgte at smide Åkesson ud med ordene »du er desværre ikke velkommen her«. Lederen på universitetssygehuset gentog ordene og overlægen forsikrede, at man handlede korrekt. Regionsformand Anders Sylvan var målløs over de ansattes opførsel, som i sidste instans er hans ansvar. Åkessons besøg var ikke andet end et led i deres arbejde, og de kan derfor ikke begynde at udøve politik.

Professor i statskundskab, Lennart Lundquist fra Lunds Universitet, mener, at i tilfælde, hvor SDs politik berører fx lægers arbejde, så, citerer Kleen, kan der »opstå situationer, som motiverer f.eks. læger at stille sig over loven eller princippet om lige behandling. Hvis arbejdsetikken kræver det«. Et slags civilt nødværge altså. Det er ikke ofte, man hører professorer opfordre til brud på loven. Måske fordi det er ulovligt.

Det er nu ikke kun plejehjemsansatte og professorer, der kæmper imod lov og demokrati. 25. marts var SDs ungdomsorganisation inviteret til Globala Gymnasiet i Stockholm. De var inviteret af rektor. Men 50 gymnasieelever forhindrede SDU at komme ind. Dagen efter forhindrede man igen SDU at komme ind på et gymnasium, denne gang i Vesterås. DNs Björn af Kleen, som jeg citerede ovenfor, kommenterer begivenhederne således: »Frem til påske vil Jimmie Åkesson besøge omtrent 60 arbejdspladser i 20 kommuner. Målet er at plyndre Socialdemokraterne for vælgere.« Plyndre?

Der er grund til at være kritisk mod SD. Bestemt. Men lige nu er jeg mest bekymret for Sveriges beskyttede demokrati.