Dernede blev ilden for fædrelandet da også i det følgende århundrede til et flammende bål. Det er selvfølgelig på den baggrund, man skal forstå den tyske viceudenrigsministers udtalelser i forgårs i Berlingske. Alligevel er det urimeligt at forlange, at vi andre europæere skal bøde for tyskernes nationale traume. Hoyers udtalelser er med til at få EU-tilhængere som jeg selv til at miste tilliden til, at det er i de små medlemslandes interesse at overlade ledelsen af EU til Tyskland.

Hoyer dæmoniserer og barnliggør alle, der ønsker at beholde nationalstaten nogenlunde intakt. Selve ideen om nationen er farlig, utidssvarende og følelsesbaseret. Ja, selv ønsket om at holde fast i egne valutaer eller »ligefrem« kontrollere egne grænser, er at lege med »nationalismens ild«, hævder han. Når der ikke skal mere til for at blive beskyldt for at være anti-europæisk, tyder det på, at Hoyer og mange andre tyskere af hans egen generation stadig lider under post-traumatisk stress.

Hvad ville han dog ikke have tænkt, hvis han havde set den tv-udsendelse, der blev sendt i bedste sendetid i et andet lille medlemsland, Sverige? I anledning af nationaldagen lagde selveste svt1 afstand til den kulturradikale svenske presses tabuisering af forestillingerne om et svensk folk og en svensk kultur.

På sensationel vis – i hvert fald for en observant dansker – blev der fortalt svensk historie, sunget nationale sange, danset folkedans, diskuteret svenske manerer og madkultur og i det hele taget snakket om, hvad der er »typisk svensk«. Efter en reportage fra 17. maj-fejringen i Norge blev deltagerne i samtalen enige om, at der er behov for at »erobre det svenske flag tilbage fra dem, der har misbrugt det«. Og udsendelsen sluttede da også med vajende svenske flag.

Jeg sad lidt måbende tilbage i min lænestol og glædede mig over, at også svenskerne er ved at blive et normalt europæisk folk, dvs. stolte over det samfund og den kultur, de har skabt. At der skulle gå så længe, skyldes naturligvis en anden form for krigstraume end i Tyskland. Men det vil jeg undlade at udpensle her. For det er vigtigere at glæde sig over, at vores kære broderfolk er ved at komme sig over sin selvforagt og overgearede internationalisme, og at man – i det mindste på statsligt tv – ikke sætter lighedstegn mellem at være patriot og nazist. Mon tyskerne nogensinde kommer så langt?