Med sædvanlig sikker sans for det politisk korrekte, men himmelråbende naive standpunkt om anerkendelse af Palæstina – et land, der ikke findes – har den nye svenske regering sluttet op i den lange række af velmenende vestlige politikere, der på trods af de bedste intentioner om at hjælpe fredsprocessen i Mellemøsten på vej, rent faktisk gør det modsatte.

De militante palæstinensere i Hamas vil med den svenske anerkendelse kunne forledes til at tro, at verdensopinionen svinger i deres retning og vil derfor være tilbøjelige til at fortsætte den uforsonlige linje over for Israel. På samme måde i Israel. De zionistiske nationalister, der ikke støtter en forhandlingsløsning, bliver ikke motiveret til at gå til forhandlingsbordet af en vestlig verden, der på forhånd har gjort knæfald for den anden side. Så hellere løse problemerne med magt.

Den svenske anerkendelse bidrager derfor kun til at cementere fronterne, og så længe den politiske og diplomatiske tørke mellem Israel og palæstinenserne fortsætter, er der ingen udsigt til en forhandlet, politisk løsning – og i det spørgsmål kan svenskerne hverken gøre fra eller til. Alle internationalt orienterede politikere fra Kissinger til John Kerry er kørt fast. En to-stats løsning har været på dagsordenen, siden før Israel blev dannet i 1948, men det vil ikke rigtig lykkes, først og fremmest fordi palæstinenserne har ført krig og udøvet brutal terror i generationer. På den anden side har israelerne – selvom man støtter oprettelsen af en palæstinensisk stat – mildt sagt heller ikke for alvor lagt sig i selen for at få projektet realiseret. Da Israel trak sig ud af Gaza – og det var som bekendt ikke nogen let øvelse – valgte palæstinenserne (læs: Hamas) at ombygge Gaza til base for uafbrudt aggression mod Israel. Med international støtte – og aktiv israelsk opbakning – kunne Gaza være udviklet til et moderne samfund, men især Hamas ville noget andet. Alle muligheder var til stede, men blev forspildt.

Det er sagt i debatten, at i Mellemøsten står valget nu mellem dårligt, værre og værst. Det er sikkert, at en forhandlingsløsning vil kræve store politiske ofre fra begge sider. Begge parter må opgive den nationalisme, der fordrer den anden parts udslettelse. Derfor har en forhandlingsløsning uendeligt lange udsigter, og derfor går den kortsigtede opgave i en helt anden retning og situationen kalder på nyt og modigt lederskab på begge sider.

I erkendelse af, at alle holdbare politiske forandringer skal komme nedefra, så stiller jeg spørgsmålet:

Hvordan kan man gøre livet for indbyggerne på Vestbredden så normalt som muligt under disse ellers utålelige omstændigheder? Som den eneste stabile og demokratiske magt i området har Israel den politiske styrke til at gå i spidsen for et ambitiøst program, der kan forbedre hverdagen for den palæstinensiske befolkning. Israel har styrken til at løbe den politiske risiko, der er forbundet med at strække hånden frem.

Lad mig pege på tre mulige initiativer, der alle naturligvis kun har gang på jord under forudsætning af, at staten Israels sikkerhed er garanteret og anerkendt.

For det første skal både jøder og palæstinensere have mulighed for at bevæge sig frit omkring som tidligere. Det skal igen være muligt for en palæstinensisk familie at tage bilen og køre de små to timer, det tager at komme fra Vestbredden til badestranden i Tel Aviv, uden særlige tilladelser og uden at skulle gennem adskillige checkpoints. Dette betyder i sidste ende et farvel til den forhadte mur på Vestbredden.

Det giver heller ingen mening, at Israel importerer arbejdskraft i titusindvis, når så mange palæstinensere kæmper for at få en hverdag stablet på benene. Lad derfor palæstinenserne komme ind på det israelske arbejdsmarked. En række af de israelsk-ejede virksomheder på Vestbredden beskæftiger mange palæstinensere og er eksempler til efterfølgelse. Dette vil også føre til en markant og påkrævet velstandsforbedring for palæstinenserne.

For det andet bør israelerne og palæstinenserne gøre en betydelig indsats for at etablere, sikre og vedligeholde en stabil civil administration på Vestbredden. Det er ikke en opgave for det israelske militær, men en opgave der kan og skal løses af civile. Samtidig skal hele området på Vestbredden opgraderes m.h.t. infrastruktur, uddannelse og sundhedsvæsen.

For det tredje: Begge parter skal naturligvis straks praktisere nul-tolerance over for terror, vold og overgreb. Det siger sig selv, at de israelske sikkerhedsstyrker fortsat vil have en stor opgave med at opretholde ro og orden, men det samme gælder for palæstinenserne. De provokerende drab på tre jødiske teenagere denne sommer fik desværre den ønskede virkning. Da Israel gennemførte en nødvendig oprydningsaktion i Gaza – på trods af, at Hamas brugte sin egen civilbefolkning som bombeskjold – indledte Israel en krig om verdensopinionen, som ikke kan vindes. Det er nærmest en afgørende forudsætning, at tilsvarende situationer ikke tillades at opstå igen, og her peger pilen først og fremmest mod Hamas og de militante palæstinensere.

En forbedring af levevilkårene på Vestbredden står ikke i vejen for noget overordnet politisk mål, uanset om man støtter en to-statsløsning eller det modsatte, og som den stærke magt i regionen bør Israel tage denne udfordring op. Hvis det ved eksemplets magt viser sig muligt at normalisere hverdagen og forbedre vilkårene for især de civile palæstinensere, vil det med tiden blive stadigt vanskeligere at holde konflikterne i live.

Det er ikke i Israels interesse at fastholde palæstinenserne i ydmygende fattigdom. Jeg håber, at det samme gælder for de palæstinensiske ledere. Uanset hvad den nye svenske statsminister mener, så ligger svarene som hidtil i Jerusalem og Ramallah.