Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Superpopulisten Merkel har forvoldt stor skade på sit land og Europa

Foto: HANNIBAL HANSCHKE. Fold sammen
Læs mere

Den tyske kansler, Angela Merkel, er efter valget af Trump blevet kåret til den frie verdens moralske leder af de internationale medier. Hun hyldes som det sidste bolværk mod populismen og EUs sammenbrud. I virkeligheden er Merkel dog den værste populist, og hun fører i disse år EU mod afgrundens rand.

Merkel er ikke drevet af visioner, men viljen til magt. Den har hun opnået ved på machiavellisk vis at udmanøvrere alle politiske modstandere i sit parti, CDU, hvor der ingen arvtager er til den evige kansler. Hun regerer det politiske liv med sin berygtede afventende stil, der tvinger alle politiske modstandere til at bekende kulør, inden hun selv til sidst erklærer sig enig med flertallet. Hun undgår derved åbne konfrontationer med politiske modstandere og ikke mindst vælgerne. Som en sand populist følger hun altid folkestemningen og er en slags politisk kamæleon uden reelle meninger om noget. Hun har været for og imod det meste, og hendes snedige valgstrategi er altid at overtage de andre partiers mærkesager.

Merkel går til valg på løftet om stabilitet i en usikker verden, men hun er med sin populisme garant for det modsatte. Hun træffer meget udemokratisk store beslutninger helt alene og udelukkende baseret på umiddelbare folkestemninger. Efter Fukushima skulle Tyskland pludselig afskaffe atomkraft. Under flygtningekrisen skulle man pludselig modtage de mange flygtninge og migranter i Ungarn. »Wir schaffen das«, lovede hun. Da folkestemningen vendte, erklærede Merkel »aldrig igen«, hvorefter hun lukkede grænserne for flygtninge med sin Tyrkiet-aftale. Er det moralsk lederskab?

Merkel har med sin populisme forvoldt stor skade på sit parti, sit land og ikke mindst Europa. Hendes ageren i flygtningekrisen kostede næsten en splittelse mellem CDU og CSU og har skabt grobund for, at et højrenationalt parti, AfD, for første gang siden krigen kan komme ind i det tyske parlament, Forbundsdagen. Hendes frygt for vælgerne har afholdt hende fra at løse Tysklands store problemer i forhold til eksempelvis en hastigt aldrende arbejdsstyrke, som hun endda forværrede ved at sænke pensionsalderen.

I europæisk politik har hun ladet sig styre af indenrigspolitiske hensyn og derfor kompromisløst stået fast på tyske interesser, som hun har gennemtvunget med økonomisk afpresning af de øvrige EU-lande. Hun har skabt en historisk splittelse i EU ved at fastholde sparepolitikken i Sydeuropa, den frie bevægelighed i Storbritannien og omfordeling af flygtninge til Østeuropa. Hun efterlader sig den tungeste arv for en tysk kansler i nyere tid: Et splittet EU på randen af sammenbrud efter Brexit med en stadigt større anti-tysk stemning i det meste af Europa. Det er udtryk for en ukritisk merkelmania at hylde hende som en stor politiker. Store politikere skaber de nødvendige løsninger og former vælgernes synspunkter. Merkel fastholder blot magten for magtens skyld.