Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Superfeminister ser spøgelser

Amalie Lyhne
Læs mere
Fold sammen

Kan du huske The Matrix? Filmen fra 1999, hvor det langsomt går op for Keanu Reeves, at han lever i en drøm: Onde robotter har udviklet sindrige strukturer – en matrix – som har fuldstændig kontrol over menneskers liv. Systemet er usynligt, så ingen aner uråd. Altså, lige bortset fra vores helt Keanu. Han er klogere og modigere end alle andre, så han opdager, afdækker og redder menneskeheden fra de onde strukturer. Hvis man spørger superfeministerne, lever vi i dag i en kønslig matrix: Undertrykkende og sexistiske strukturer tvinger mænd til at behandle kvinder dårligt, mens kvinder omvendt må tåle daglige overgreb af verbal, seksuel eller voldelig karakter. Problemet er, at de fleste af os er alt for dumme til at se det. Vi tror, vi har det godt. Vi tror, vi behandler hinanden med respekt. Vi tror, at vores køn her i Danmark anno 2014 ikke er nogen hindring for vores frie udfoldelse. Men det er, ifølge superfeministerne, en illusion. Og derfor er det så godt og nødvendigt, at disse feminister er der til at åbne vores øjne, nedbryde de onde strukturer og dermed redde os fra os selv.

En sådan superfeminist er musikeren og bloggeren Henrik Marstal. Jeg havde fornøjelsen af at møde ham i P1 Debat i sidste uge – en flink og velmenende mand, som bare så gerne vil redde os kvinder fra alt det, vi ikke kan forstå. En rigtig helt, som ikke lader sig slå ud af noget så banalt som sund fornuft. Forleden var han på banen igen med en advarsel om, at reklamer med bare bryster fører direkte til kvindemord. Ifølge Marstal er mænd, der myrder kvinder, nemlig »personer, der blot har taget en mulig – og i en vis forstand socialt acceptabel – konsekvens af de gældende kønsrollemønstre.« Alle mennesker er underlagt disse kønsrollemønstre, og alle mænd – alle mænd! – er en del af problemet uanset deres holdninger og handlinger.

Vi tager den lige igen: I en vis forstand er mord på kvinder socialt acceptabelt i vores samfund. Og det skyldes usynlige strukturer, som helt automatisk gør alle mænd til forbrydere og alle kvinder til ofre - uanset hvordan disse mænd og kvinder i øvrigt måtte opføre sig. Det er vist ikke for meget sagt, at Marstal og hans meningsfæller har kørt feminismen ud på et ekstremt og irrationelt overdrev, hvor sexismens spøgelse lurer overalt.

Vi kender mekanismen fra religiøs fanatisme: Når først man mener, at man har set lyset, så kan man næsten ikke se andet. Og man vil så gerne have alle andre til at opleve verden på samme måde. Lykkes missioneringen ikke, er det blot, fordi de andre er dumme eller uoplyste. En dag vil også de se lyset. Som med al religiøs fanatisme er det nødvendigt, at fornuftige mennesker tager afstand. Vi må ikke ende i et samfund, hvor piger vokser op med et billede af, at de som udgangspunkt er ofre, og at de skal tage sig i agt for enhver mand, de møder. Og hvor drenge vokser op med et billede af, at de – uanset deres moral og handlinger – er forbryderiske undertrykkere.

Et samfund, hvor voksne mennesker ikke kan flirte med hinanden, og hvor alle skal følge Dansk Kvindesamfunds liste over acceptable komplimenter.

For dét er undertrykkelse: Superfeministernes politisk korrekte undertrykkelse af kønnenes frie udfoldelse.