Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

SU skaber øget negativ social arv

Læs mere
Fold sammen

Som gymnasieelev erfarer jeg hver dag, hvordan statens såkaldte uddannelsesstøtte i høj grad bliver brugt på luksusting som byture og tøj. I min omgangskreds er SUen for mange blot en ekstra indtægt oveni den indtægt, som man i forvejen modtager enten fra forældre eller arbejde. Men for nogle er den faktisk et tiltrængt, økonomisk bidrag.

Den idealistiske intention med SUen var i sin tid, at man ville reducere uligheden i uddannelsessystemet, så ingen fravalgte uddannelse af økonomiske årsager. Ikke desto mindre er dette langtfra tilfældet, tværtimod aggraverer SUen i mange tilfælde den negative sociale arv, dog ikke for den studerende, der kommer fra en ressourcestærk familie, her forbedres den positive sociale arv blot gennem statslig understøttelse.

Problemet med SUen er, at man som studerende først kan modtage SU, når man er fyldt 18 år. Det betyder, at elever, der er gået direkte fra folkeskolen og videre til gymnasiet, vil være et-to år yngre end elever, der eksempelvis har gået på efterskole. Fravalget af efterskole eller 10. klasse skyldes måske økonomiske forhold i familien – at der med andre ord er tale om en mindre ressourcestærk familie – og når de kommer i gymnasiet, er de i modsætning til deres bedre stillede kammerater tilmed ikke berettiget til SU, fordi de endnu ikke er fyldt 18.

Denne ulige økonomiske fordeling betyder, at eleven, der kommer fra den mindre ressourcestærke familie, er tvunget til ikke blot at arbejde, men arbejde meget. Jeg kender personer, som i de værste tilfælde har arbejdsuger på op mod 10-20 timer.

Dette medfører foruden et hårdt pres fra arbejdet, der typisk vil være fysisk nedslidende arbejde qua manglende kompetencer, også et ekstremt pres på den uddannelsesmæssige front. De høje antal arbejdstimer oveni skolearbejdet betyder nemlig, at elevens fokus på skolen nedsættes signifikant – et postulat, som jeg på min uddannelse ofte får bekræftet.

På længere sigt betyder det manglende fokus på skolen, at eleven vil være bagud i samtlige fag, medmindre eleven da besidder ekstrem begavelse.

Det ironiske ved den idealistiske SU er, at SU-satsen bliver forøget for elever, som fylder 20 – uanset om den studerende er hjemmeboende eller ej. Det understreger blot, hvor ulige fordelingen af de økonomiske goder blandt de studerende er.

Mit håb er, at der en dag vil komme en SU-lovgivning som ikke blot er baseret på en illusorisk idealisme, men som er baseret på en reel idealisme. En SU-lovgivning som rent faktisk tjener sit formål: Det vil sige tilgodeser de studerende, der kommer fra ressourcesvage familier, så disse studerendes skoleperiode ikke skal karakteriseres ved en daglig kamp for faglig og økonomisk overlevelse, blot fordi forældrene ikke kan levere sidstnævnte.