Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Styrk samarbejdet mellem fakulteterne

Foto: Simon Læssøe. Fold sammen
Læs mere

Ordet »tværfaglighed« i en uddannelsesmæssig henseende har en positiv klang i de flestes ører. Ideen om, at man ikke blot nøjes med at dygtiggøre sig som studerende i én bestemt retning, men i stedet kombinerer det med en anden faglig retning.

Imidlertid oplever man som tværfaglighedsstuderende på KU, at ideen er en illusion. Her møder man et system, der på papiret forsøger at muliggøre kombinationen af to studieretninger. I virkeligheden støder man hurtigt ind i fundamentale problemer. Med eksempelvis et hovedfag i samfundsfag og et sidefag i dansk, der findes i den anden ende af byen, er det grundlæggende umuligt at få det til at hænge sammen.

Fagene er typisk placeret geografisk distanceret. Det betyder, at man ofte er nødsaget til at gå fra undervisningen på det ene fakultet før tid for at nå den nye undervisningsstart på det andet fakultet. Hver gang bliver man nødt til at overveje prioriteringen af to undervisninger. For begge er desværre ikke muligt. Mere kritisk bliver det i situationer, hvor fagene er placeret samtidig tidsmæssig. Her bliver man nødt til at udskyde det ene fag. Som to-fagsbachelor studerende læser man stort set alle fag sammen med statskundskabere. Men man er som studerende overladt til et bureaukratisk ingenmandsland på fakultetet, der betyder, at man ofte får fornemmelsen af, at ingen rigtig har overvejet, hvad der skal blive af os.

Kun statskundskabere nævnes til fællesforelæsninger af underviserne, og kun statskundskaberes studieplan er struktureret på en optimal måde, der blandt andet giver mulighed for at tage længere tid på udveksling eller i praktik. Hvorfor prioteres samfundsfagsstuderende ikke ligeså højt?

Det ville ikke mindst være gavnligt for de studerende, der f.eks. ønsker at blive gymnasielærere, hvis ambitionen ikke blot er at blive indendøre på ét fakultet.

Ikke et ondt ord om statskundskabere, de er nødvendige som fremtidige embedsmænd i Finansministeriet. Men det er skæbnens ironi, at ordet tværfaglighed og ønsket om at opsøge og udvikle kompetencer på forskellige uddannelsesområder resulterer i en markant begrænsning i praksis. Man låses fast af en fejlagtig, tværfaglig studiesammensætning, der mildest talt er ugennemtænkt sammensat i praksis.

I disse dage er en ny studieordning under opsejling, der indeholder en yderligere begrænsning i fleksibiliteten hos samfundsfagsstuderende. Det kan medføre, at udlandsophold slet ikke er en mulighed. Det er uhørt, at man som studerende skal straffes yderligere for ikke at følge den indlysende, bureaukratiske pakkeløsning – en løsning som ikke engang fungerer. I stedet burde et øget samarbejde mellem fakulteterne styrkes og fleksibiliteten i at komme væk fra fakultet øges, så man som studerende føler, at tværfaglighedens grundlæggende idé er en reel mulighed. Studerende er ikke tjent med en forudsigelig og kedelig gåsegangs-lignende måde at opnå læring på.

Ida Cecilie Kehler studerer dansk og samfundsfag.