Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Styrk friheden

Mange af os troede, at demokratiet endegyldigt havde vundet dengang i 1989, hvor Berlinmuren kollapsede. Vi troede, at alle herefter ville efterligne os og indføre politisk og økonomisk frihed, fordi vi havde lært at de to ting hang sammen.

Jesper Beinov, Debat- og Navneredaktør Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Henriksen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Men, uanset demokratibølgen i Mellemøsten i disse måneder, ser vi at flere af de blomstrende økonomier afviser demokrati. Vi skal til gengæld værne om vores demokratiske livsform, og vi skal søge at fremme den globalt, hvor vi kan. Vi skal derfor på ingen måde efterligne Kina og Rusland eller de andre nye økonomier, der står på spring, og som er i gang med at reformere sig til velstand. I stedet bør vi have klart fokus på fornyelse og reformering af vores samfund, som gør os i stand til at konkurrere med de nye økonomier. Og det kræver, at vi indser, hvad vi er oppe imod.

Mønstereksemplet på en konkurrerende model med langt højere vækstrater end demokratierne, er Kina med dets autoritære superkapitalisme. Kina har i snart tre årtier leveret årlige vækstrater på ca. ti procent, mens Europa og USA slæber sig af sted. Om fem år er Kina verdens største økonomi, når det gælder købekraft, skriver The Economist. Forventningen er tillige, at folk i Kinas rigeste by, Shanghai, ved slutningen af dette årti indhenter det niveau, gennemsnitsamerikaneren lå på i 2009. Kinas kommunistparti fylder i denne uge 90 år. Partiet har i årevis haft velstandsskabelse som mål; herfra hentes dets legitimitet, ikke i politisk demokrati. Lande som Kina, med deres økonomiske fremdrift, udfordrer os.

Hvis vi vil værne om vores samfund, må vi derfor sikre, at det under ét er robust. Hertil kræves flere ting, men noget af det vigtigste handler om at fastholde et reformspor, samt at medierne lever op til deres ansvar, så vi kan have en åben samtale om de reelle problemer, og at vi gør en indsats for, at frihedsværdierne ikke udhules.

1. Reformer er en forudsætning for velstandsskabelse: Vi skal belønne talent, flid og hårdt arbejde fremfor nidkært at regulere, beskatte og forbyde. Vi er først lige begyndt med reformerne, men hvis vi på lang sigt vil undgå græske tilstande, er der ingen vej udenom at se langt mere kritisk på, hvordan vi bruger pengene.

2. Medierne må leve op til deres ansvar som ægte kritiske: Demokratisk passivitet fremmes, hvis politik reduceres til sportskamp, til proces fremfor substans, personforfølgelser fremfor principper. Kritisk journalistik handler om, at blikket ikke blot hviler på magthaverne, men også på de organiserede særinteresser, der vil gøre ethvert problem til noget skatteyderne skal betale for. Samfundets virkeligt magtesløse er de skatteydere, der hele tiden skal betale ved kasse 1 for andres krav.

3. Frihedsrettighederne skal beskyttes bedre. Der bør sættes grænser for politik. Der bør være grænser for, hvor høje skatter, hvor høj inflation og hvor stor den offentlige gældsætning kan være. Traditionelt mener liberale tænkere, at et sådant værn mod politisk aktivisme bør indskrives i forfatningen; uanset at en grundlovændring er langt ude i fremtiden bør sigtepunktet være bedre sikring af frihedsrettighederne over for uansvarlig politisk regulerings- og beskatningstrang. Akkurat som det kendes fra de uafhængige nationalbanker, hvor politikerne er afskåret fra indblanding.

Uden reformer bliver vi for tilbagelænede. Den største trussel mod vores velstand handler ikke om, at vi bliver udfordret af folkeslag, der er sultne efter vores velstand, men at vi tøver med at forny samfund, stat og institutioner.