Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Stram for at hjælpe

»Hvis ikke det modtagende samfund kan bære byrden, skader det integrationen.«

09debTomJensen.jpg
Tom Jensen Fold sammen
Læs mere

Midt i det frygtelige terrorangreb i Paris, tilsyneladende gennemført af Islamisk Stat, fortoner en anden markant udvikling i Europa med afsæt i den syriske borgerkrig sig naturligvis uundgåeligt. Men ikke desto mindre er den markant: Nationale politiske skridt for at kunne håndtere flygtninge- og migrantkrisen implementeres over hele Europa. Asyllove strammes, der indføres grænsekontrol, enkelte steder bygges der hegn, og man er enige om at styrke beskyttelsen af EUs og Schengen-landenes ydre grænser, selv om det straks er sværere at nå frem til præcis, hvordan det skal gøres.

Nyhedsoverblik - Terror i Paris

I fredags fremlagde den danske regering en plan for at stramme asylpolitikken. Men også Sverige strammer nu mærkbart op. Det sidste er i virkeligheden koden til at forstå det, der sker i Europa. For gennem mange år har den svenske dagsorden i flygtninge- og indvandrerdebatten været den, at åbenhed var en dyd. Mens stramninger var en uting. Åbne grænser var humanistiske. Strikse udlændingeregler var ikke-humanistiske. For ikke at sige fremmedfjendtlige. Ved at stramme op nu viser Sverige, at den slags ikke er fremmedfjendsk. For ingen vil mistænke Sveriges regering, endsige den borgerlige opposition, for at være drevet af foragt for fremmede, islamofobi eller racisme. Tværtimod. Sverige strammer nu op, sløjfer principper om permanente opholdstilladelser og indfører midlertidig grænsekontrol, fordi man ikke er fremmedfjendsk. Man gennemfører stramninger, fordi man egentlig gerne vil hjælpe.

Forudsætningen for at hjælpe er nemlig, at man er i stand til at hjælpe. At man har ressourcerne til at hjælpe. At man har et velfungerende samfund, der kan samle sig om den fælles opgave, det er, at hjælpe. Herunder når flygtninge banker på døren, fordi de er forfulgt eller i fare. Men et land, der som Sverige står til at modtage 190.000 asylsøgere på ét eneste år har ikke længere mulighed for at hjælpe. Der er ikke plads – helt konkret, i form af overnatnings- og indkvarteringssteder. Der er ikke penge. Helt konkret i form af offentlige midler til at kunne klare den økonomiske byrde, som en flygtningestrøm altid vil være for et modtagerland. Sammenhængskraften er truet, når man må tage mange milliarder fra det, der ellers skulle skabe grundlaget for et velfungerende velfærdssamfund med kræfter til at hjælpe, fordi så mange kommer på så kort tid. Den politiske vilje smuldrer også. Sverigedemokraternas enorme fremgang er det klareste udtryk for dette.

Sverige har opdaget, at antallet betyder noget. Ikke alene for det samfund, der modtager flygtninge og migranter. Men også for de folk, der ankommer. Hvis ikke det modtagende samfund kan bære byrden, skader det integrationen, etablerer en ny klasse af fattige og styrker skabelsen af parallelsamfund og radikalisering. Det er ikke lykkeligt for nogen. Det skaber ikke noget godt samfund for nogen. Hverken et lands eksisterende borgere eller dets nytilkomne. Det har Sverige nu erkendt, belært af de bitreste af alle erfaringer dette efterår: Blind idealisme fører ofte netop ingen steder hen. Det er mindst 15 år siden, den dagsorden ophørte med at være tabu i Danmark, og regeringens seneste asylstramninger bekræfter blot dette. Men nu er tabuet altså også brudt i Sverige: En stram udlændingepolitik er vigtig, og antallet er betydningsfuldt. For hvis man lader stå til, fortabes muligheden for at hjælpe nogen overhovedet. Hvilket ville være det ulykkeligste af alt; såvel for familien på flugt som for dem, der ellers af et godt hjerte gerne ville hjælpe, men blot ikke længere kan.