I1905 vedtog den daværende Rigsdag at hæve den kriminelle lavalder i Danmark fra 10 til 14 år. Lovforslaget blev behandlet sammen med »Lov nr. 72 om Behandling af forbryderiske og forsømte Børn og unge Personer«. Lovene markerede, at staten med børneloven erkendte sin forpligtelse overfor børns opdragelse, hvad enten de var forsømte eller kriminelle. Der skulle altså sættes ind overfor børn, der var på vej ud i uføret - med en social indsats og ikke med straf.

I 1930 vedtog Rigsdagen at hæve den kriminelle lavalder fra 14 til 15 år. Det skete i forbindelse med omfattende ændringer i straffeloven, som blev forhandlet i Rigsdagen gennem flere år.

Den kriminelle lavalder fyldte ikke særligt meget i diskussionerne. Alle var enige om, at den skulle hæves, og man var optaget af alvorligere ting som for eksempel ophævelse af dødsstraffen.

Og nu står vi her så igen, og diskuterer den kriminelle lavalder. Denne gang vil regeringen have den sat ned igen. Fra 15 til 14 år. Et forslag, der møder massiv kritik fra forskere og fagfolk fra det kriminalpræventive, sociale og børnefaglige område.

Senest har dommerne i Vestre Landsret advaret imod at nedsætte den kriminelle lavalder og opfordrer til, at man lader et hold top-jurister drøfte sagen inden man beslutter sig. Forslaget har heller ikke den store folkelige opbakning. En nylig undersøgelse viser, at mere end 51 procent af vælgerne er imod en sænkelse af lavalderen. Og med god ret. Der er nemlig ikke noget, der tyder på - hverken forskning eller praksisorienteret erfaring - at straf gør en positiv forskel når det handler om unge kriminelle. Tværtimod!

Og i det lys, synes jeg det er værd at hæfte sig ved, at man i 1905 så en sammenhæng mellem diskussionen om en passende lavalder og samfundets ansvar for at opdrage unge på vej i den forkerte retning. Man kunne godt ønske den nuværende regering besad lidt af den samme indsigt. For det, der beviseligt kan gøre en forskel for de drenge og piger, det her handler om, er, at de bliver set og mødt med en socialpædagogisk indsats.

Vi skal i langt højere grad sætte tidligere ind over for udsatte børn og give dem en fair chance for en god opvækst. Ingen børn fødes kriminelle. Det er et banalt udgangspunkt, som det alligevel ind imellem kan være nødvendigt at minde om. Derimod er der børn, der på grund af omgivelsernes svigt kan ende med at begå kriminalitet, når de bliver større.

Hvis vi vil blive bedre til at forebygge ungdomskriminalitet, handler det om, at vi bliver langt bedre til at give børn med svære startvilkår en støtte, som kan gøre en forskel i deres liv. Det handler om det rigtige tilbud - på det rigtige tidspunkt.

Forslaget om at sænke den kriminelle lavalder er måske ikke så overraskende, når man tænker på, at den siddende regering i flere omgange har vist, at de tror, man kan straffe sig ud af alle problemer. Men lidt undrer det nu mig alligevel. For regeringens egen ungdomskommission anbefalede direkte, at man undlod at nedsætte den kriminelle lavalder.

Daværende justitsminister Brian Mikkelsen forklarede regeringens holdning med, at der var tale om en politisk beslutning. Det er altså med andre ord ikke en beslutning, der bunder i hverken viden eller fakta fra de faglige organisationer, der har ytret sig undervejs i debatten. Det kan godt undre, synes jeg. Ligesom jeg undrer mig over, hvad regeringens egen ungdomskommissions funktion så var.

Vi har i alt for lang tid nu haft en kedelig rekord i sammenligning med vores nordiske naboer. Trangen til sætte børn og unge bag tremmer. Ser man på antal ubetingede domme i de nordiske lande blandt de 15 til 17-årige i 2006 er Danmark på førstepladsen med 511 ubetingede domme, mens Norge, Sverige og Finland »kun« har henholdsvis 138, 85 og 48 ubetingede domme. Ser man tallet opgjort pr. 1.000 unge har Danmark 2,6 ubetingede domme, mens Norge, Sverige og Finland har 0,7, 0,2 og 0,2. Det er da tankevækkende!

Jeg synes, vi skal bruge anledningen, når Folketinget midt i april førstebehandler lovforslaget om en nedsættelse af den kriminelle lavalder, til at tage vores ansvar for de unge det hele handler om alvorligt. Mon ikke vi - som i 1905 - kunne få noget fornuftigt ud af at se på loven i sammenhæng med de øvrige sociale indsatser, vi har til vores rådighed. En nedsættelse af den kriminelle lavalder hjælper ingen - slet ikke de unge kriminelle.