Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Storvaskende mænd bliver skilt

Eva Agnete Selsing: Demokratiet er over os! Som velsignelse og forbandelse. Det er Rune Lykkebergs pointe i den nys udgivne bog om demokratiet som paradoks. Demokrati bygger på den ene side på lighed, fairness og gennemsigtighed. Og alligevel er der visse institutioner og kernefænomener i det demokratiske samfundsliv, der unddrager sig denne lighed. Som ikke kan bære den totale demokratisering, der har været de seneste årtiers store tendens.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Således eksempelvis det ægteskabelige liv - et område, der endnu ikke er blevet totaldemokratiseret. Men som er godt på vej, med den ligelige fordeling af de huslige pligter mellem mand og kvinde som målestok for fairness på hjemmefronten. For retfærdighed i betydningen »enshed« er da løsenet på alle det moderne menneskes kvaler, ikke sandt?

Måske ikke. En norsk undersøgelse kunne i den forgangne uge dokumentere, at hjem, hvor mænd og kvinder tager sig af lige mange sysler, er mere skilsmisseramte end hjem, hvor kvinden tager sig af mere eller al husarbejdet. Bang! En lige højre til den feminisering, der er afhængig af, at mænd tisser siddende og erklærer vasketøjet deres ontologiske kærlighed. Og mens overdemokratiseringens restprodukt - bogstavtro lighedsdyrkere - hændervridende forsøger at forklare undersøgelsen med noget andet end det åbenlyse, kan vi andre trække på skuldrene.

Den siger nemlig bare, hvad ikke blot Lykkeberg, men alle andre normalttænkende mennesker, hvis rationalitet ikke er blevet undertrykt af politisk korrekt akademikersnak, har forstået: millimeterdemokrati gør folk smålige. Får os til at yppe kiv. Og er, tilmed, en rigtig dræber for den sanselighed, der kæmper for at overleve i det moderne kontraktægteskab.

Vi ser det for os: den lykkelige, ligestillede familie, hvor mor har overskæg og far sipper hvidvin sammen med veninderne. Når han da ikke realiserer sin indre demokrat i vaskerummet. Hvor børnene, dreng og pige, hedder »Else«, og man i den TV-løse dagligstue nyder tørret fairtrade-frugt, mens man fordømmer Tintins stereotypiske tegneserier. Og respektfuldt diskuterer, hvem der tog opvasken sidst, og hvis ansvar, blespanden egentlig er. Idyllen er ikke til at skære igennem. Eller, det er den nok alligevel.

For meget tyder på, at lighedsdyrkelsen er gift for nogle af de mest basale mellemmenneskelige relationer, der er fundamentalt asymmetriske: mand og kvinde, voksen og barn, lærer og elev, forbryder og offer. For blot at nævne nogle. Ensliggørelsen eller nivelleringen af disse, som kultur- og magtklassen har haft en vis succes med at gennemtrumfe, har nogle voldsomme konsekvenser for de implicerede. Når læreren ikke må undervise, når kvinden ikke må tage sig af sine børn (de skal i institution, for alles skyld), når forælderen ikke må opdrage, og når offeret ikke må forvente, at forbryderen straffes - så bliver bagsiden af den lighedstro religion tydelig. Og hvis følgerne på hjemmefronten er brudte familier, er det på tide at sige fra.

Således viser totaldemokratiet og dets gesandter deres ætsende effekt på almindelige menneskers liv og lykke. Hvis man som mand får at vide, at man er kryptofascist, hvis man lader hustruen om meget af det huslige, så ved man godt, hvor næste skridt går hen: direkte ned i vaskekælderen. Mod (små)lighed og skilsmisse.