Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Store Bededag og skatten

Mads Lundby Hansen: Thorning vil have gang i trepartsdrøftelserne med henblik på at øge arbejdstiden svarende til 20.000 personer. Det skal finansiere et løft på fire milliarder kroner i verdens største offentlige sektor.

Mads Lundby Hansen, Cheføkonom CEPOS Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I den forbindelse fremføres det, at man kan afskaffe Store Bededag. Det kan selvfølgelig på den kortere bane have en vis effekt på arbejdsudbuddet. Hvis man f.eks. i staten og kommunerne ikke længere har en fridag på Store Bededag, så er der mange offentligt ansatte, der vil møde på arbejde på den tidligere helligdag. Men spørgsmålet er, hvor stor effekten er på lang sigt. Danskerne indretter nemlig i høj grad deres arbejdsindsats efter incitamenterne til at arbejde (lønniveau, marginalskat, dagpengeniveau mv.). Man må således umiddelbart forvente, at hvis Store Bededag afskaffes, så vil danskerne over tid arbejde færre timer på andre tidspunkter. Ved at tage mindre overarbejde eller skifte til et deltidsarbejde. Eller ved at fagbevægelsen igen på et tidspunkt kræver mere ferie.

Muligvis føler fagbevægelsen en vis forpligtelse over for Thorning. Men hvis Løkke igen er statsminister om tre år, vil man så afholde sig fra igen at kræve mere ferie? Næppe. Så med mindre man via reformer af marginalskat og overførselsindkomster gør det mere attraktivt at arbejde, kan man ikke forvente en mærkbar stigning i arbejdstiden på længere sigt. Og derfor skal man være varsom med at indbudgettere en varig budgetforbedring.

De økonomiske vismænd har tidligere behandlet emnet. Konklusionen var, at »Det er vanskeligt at pege på effektive instrumenter, der kan øge arbejdstiden. Dette skyldes, at den enkelte i vid udstrækning selv kan fastlægge sin ønskede arbejdstid under de givne rammer, herunder kollektive overenskomster og lovgivning om arbejdstid og ferie mv. Derfor kan en ændring af den aftalte arbejdstid heller ikke formodes at slå fuldt igennem på den faktiske arbejdstid.

Det mest oplagte økonomisk-politiske instrument til højere arbejdstid er en reduktion af marginalskatterne på arbejdsindkomst«.

Jeg er enig i disse overvejelser. Hvis man skal øge arbejdstiden, bør det ske gennem reformer, der forbedrer incitamenterne. Som bekendt gennemførte VK-regeringen i 2010 en af de største reduktioner i marginalskatten i nyere Danmarks-historie (fra 63 til 56 pct.).

Ifølge regeringen vil det medføre en stigning i arbejdsudbuddet på 18.500 personer (og det gav en budgetforbedring på 5,5 mia. kr., som er brugt). Måske er de nuværende arbejdsomme meldinger fra fagbevægelsen et udtryk for, at lønmodtagerne har et ønske om at arbejde lidt mere, fordi marginalskatten er reduceret. I så fald er den dårlige nyhed for Thorning, at budgetforbedringen på 5,5 mia. kr. fra de 18.500 ekstra i arbejde allerede er indbudgetteret og (beklageligvis) bliver anvendt på at øge det offentlige forbrug.

Derfor bør Thorning lade arbejdsmarkedets parter aftale længere arbejdstid uden at indbudgettere en yderligere budgetforbedring på fire mia. kr. Den er så at sige brugt.