Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Store A og andre hellige krigere

Jesper Larsen, udlandsredaktør Fold sammen
Læs mere

Uha, uha, hvor kom borgerkrigen i Syrien pludselig tæt på i den forgangne uge. Selveste Abderrozak Benarabe – alias Store A – er blevet filmet til en dansk dokumentar under kamphandlinger i Syrien, hvor den berømte og berygtede bandeleder fra Nørrebro har sluttet sig til de militante islamister og salafister i bevægelsen Ahrar al-Sham. Det er samtidig Syriens største jihadist-gruppe, som i hvert fald Politiets Efterretningstjeneste i et nyligt notat ikke tøvede med at placere under overskriften »Terrorgrupper i Syrien«.

Selv om Ahrar al-Sham ikke figurerer på de officielle terrorlister, hverken EUs eller USAs, kædes oprørsgruppen således sammen med vejsidebomber og selvmordsangreb, ligesom oprørsgruppen ifølge PET »i større eller mindre grad accepterer brugen af terrorisme som legitim taktik for at opnå deres politiske mål« – hvilket i øvrigt er en syrisk shariastat. Herhjemme diskuterer strafferetseksperter og retspolitiske ordførere flittigt, hvorvidt og hvordan Abderrozak Benarabe kan, skal eller simpelthen bare bør sigtes og siden tiltales efter de danske terrorparagraffer. Herunder selvfølgelig om en sådan terrorsag overhovedet kan vindes, for Ahrar al-Sham er stadig ikke at sammenligne med den mere rabiate Nusra-front med direkte forbindelser til al-Qaeda. Også justitsministeren er kaldt i samråd om Store A’s rejser til Syrien, hvor han sammen med sine skarpt bevæbnede trosfæller har forsøgt at bekæmpe det syriske styre og præsident Bashar al-Assads regeringsstyrker. Altså fuldstændig ligesom den frie, syriske befrielseshær og dermed de sekulære kræfter i oppositionen, som Danmark og resten af den vestlige verden støtter.

Situationen er speget og kompliceret, paradokserne står nærmest i kø. Blandt andet fordi Abderrozak Benarabe så langtfra er den eneste, der har taget turen fra Danmark til Syrien for at supplere CVet med erfaring som krigerisk islamist og salafist inklusiv meget virkelighedsnær kamp- og våbentræning. For eksempel blev Slimane Hadj Abderrahmane – ham den skrubforvirrede danske Guantanamo-fange – på et tidspunkt meldt dræbt dernede, hvilket dog ikke efterfølgende er bekræftet. En samlet opgørelse over antallet af udsendte fra Danmark er i sagens natur usikker og svær at fabrikere, men i hvert fald 44 danskere eller herboende vurderes foreløbig at have været et smut i Syrien for at prøve krigslykken og kæmpe for virvaret af forskellige oprørsgrupper.

Hvad der lige sker i hovederne på i forvejen hårdkogte kriminelle bandemedlemmer, når de igen vender tilbage til Danmark fra den syriske slagsmark - ja, det skal man formentlig være psykolog for at forklare, men det er næppe noget godt. Derimod synes det oplagt, at de efter sådan en slags omvendt dannelsesrejse bliver mere radikale og yderligtgående. Samt at de efter opholdet i krigszonen og med nyerhvervede færdigheder inden for brug af såvel våben som sprængstoffer udgør en større risiko for det danske samfund end før de drog af sted. At deltage i kampene i Syrien er ikke i sig selv ulovligt og dermed strafbart herhjemme. Men omvendt, det kan heller ikke udelukkes, at der er blevet begået alvorlige overgreb mod uskyldige civile undervejs. Så har Store A og andre hellige et problem, der rækker ud over de moralske.