Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Stopper det aldrig?

Cand theol ph.d Kathrine Lilleør Fold sammen
Læs mere

»Stopper det aldrig?« stod der henover Politikens forside dagen efter terrorangrebet i Bruxelles.

Et spørgsmål, der i terrorens skygge vækker genklang i de fleste, hvilket viser, at vi er mange, som ikke har sluppet barndommen endnu. For, at spørge sådan er barnets ret. Ligesom det er den voksnes pligt at lyve for barnet, når vi luller barnet i søvn, alt imens vi nynner, at selvfølgelig stopper det.

Børn skal der lyves for, ellers falder de ikke i søvn, så de kan vokse sig store og modne nok til at høre sandheden. Den sandhed: Det stopper aldrig. Der vil altid komme ny ondskab til. Altid være nye farer. Nye terrorister. Nye fjender. Mere eller mindre tydelige i perioder. Mere eller mindre blodige. Men lige farlige. Lige onde.

Stopper det aldrig? er ikke kun et barnligt spørgsmål, det er også handlingslammende. For der ligger i spørgsmålet, at det er noget udefra, der skal stoppe. At vi er reduceret til passive stakler, der ikke kan andet end blot at lade ondskaben hagle ned over vores hoveder, mens vi beder om bedre vejr.

Men det er jo lige så meget løgn, som at sige, at det stopper. For vi er kun ofre for terror, hvis vi gør os til terrorens ofre. Hvis vi underkaster os den præmis, som terroren bygger på: At vi frygter døden mere end alt andet.

Fordi vi frygter døden, har terroristerne magt over os. Terroren har kun fat i os og kan terrorisere os, fordi vi er så rædselsslagne for at dø.

Bange for døden, har mennesker altid været. Men vi er en generation, der er mere bange end vores forfædre. Vil jeg tro. For det er et spørgsmål om tro. Dybest set er det spørgsmål om tro, om du og jeg frygter døden. Om det er dødsangst, der styrer vores liv.

Tillad mig en familiehistorie: Min tipoldefar var strandfoged i Strandfogedgården Lilleøre i Vejlby Klit i Vestjylland, der hvor stranden løber lige ud i det vildeste og mørkeste vesterhavsbrus.

Han havde set mange dø på havet, var nu selv kommet i tresserne og fik koldbrand i det ene ben. Han kunne få benet sat af og derved redde livet. Men det ville han ikke. Nej. Han ville hellere dø end leve et reduceret liv med kun et ben.

Var han meget troende? Nej, det var han ikke. Han var »almindelig«, som man sagde på de kanter, når man ikke kom i missionshuset. Men han var tydeligvis ikke bange for at dø. Han turde døden, og det er der en kolossal frihed i. Frihed til ikke at lade sit liv terrorisere af angsten for at dø.

»Frygt ikke!« sagde den opstandne Frelser denne morgen, da han var trådt ud af sin grav. For døden er ikke det sidste af alt. Frygt derfor ikke graven.

Det var, er og bliver det kristne budskab. Komprimeret ned til to ord. Frygt ikke. Nemt at huske. Gentag det for dig selv, når frygten forsøger at kile sig ind. Der er intet at være bange for. Ondskaben kan bare komme an.

Så gå da frimodigt ud i foråret uden frygt for noget som helst.

Glædelig påske!