Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Stop voldtægtskulturen

Når du hører sexistiske jokes, så fortæl vedkommende, at det ikke er i orden. Når din kammerat råber et eller andet efter en fremmed kvinde på gaden, så fortæl ham, at han skal stoppe med det.

Katrine Blauenfeldt, studerende Fold sammen
Læs mere

Som kvinde går man altid med én tanke i baghovedet når man bevæger sig ud af sit hjem: »Er det her sikkert?« Vi skal konstant bedømme og vurdere, om den flok mænd, der nu kommer gående mod os er ude på at skade os. Vi overvejer nøje, hvilken vej vi skal gå eller cykle, når vi tager ud alene. Vi aftaler med veninder, at vi følges hjem fra byen. Vi går lige lidt hurtigere og kigger ned i fortovet, når en eller anden tilfældig mand storgrinende råber efter os, at vi bør tage med ham hjem og smage på hans pølse. Vi sørger for, at hvis vi har en lårkort nederdel på i byen, tager vi ikke også en nedringet top på, for det sender forkerte signaler.

Jeg blev selv voldtaget for ti år siden af en, som jeg kendte, og som jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig, ville gøre det mod mig. Det tog mig flere år, før jeg indrømmede over for mig selv, at det rent faktisk var voldtægt.

Da jeg endelig valgte at fortælle et par få personer om episoden, blev jeg mødt af kommentarerne: »Er du sikker på, at du ikke bare fortrød dagen efter, at I havde haft sex?« og, »du havde jo selv sagt, at han gerne måtte sove der,« og »I havde jo snakket sammen hele natten, så det er da klart, at han troede, at du ville have sex med ham.«

Efterfølgende brugte jeg flere år, på at banke mig selv i hovedet over, at jeg overhovedet havde inviteret ham med hjem. Jeg tænkte, at jeg bare skulle have ladet være med at tage imod de øl, han købte til mig den aften, for det signalerede jo sikkert, at jeg på en eller anden måde var til salg.

Jeg gennemgik aftenen i mit hoved igen og igenfor at finde ud af, hvornår jeg måske havde været lidt for flirtende, eller om jeg måske kunne have kæmpet lidt hårdere for at skubbe ham af mig. Når man har været ude for noget, som er dybt traumatisk, som en voldtægt er, og man endelig får samlet mod til at fortælle det til nogen og kun støder på tvivlende blikke og mistroiske spørgsmål, så tager det endnu længere tid at bearbejde det, der er sket.

Det er først det seneste par år, at jeg uden tøven har kunnet sige, at jeg blev voldtaget den nat, og at det ikke var min skyld.

Jeg har talt med mange piger og kvinder om deres oplevelser med voldtægter og seksuelle overgreb, og langt de fleste af dem har haft det som jeg. Meget få har politianmeldt det, fordi de føler, at det er deres egen skyld, eller de er bange for, at de ikke vil blive taget alvorligt.

Det er ikke svært at forstå, hvorfor de har det sådan, når man kigger på vores samfund, og hvordan samfundet gang på gang skyder skylden på personen, som er blevet forulempet. Hvis man også tager et blik på, hvordan vi i vores samfund taler om voldtægt, hvordan det bliver bagatelliseret og gjort grin med, kan det ikke komme som den store overraskelse, at så få voldtægter bliver politianmeldt. Det betyder også, at det langtfra er alle, der er blevet voldtaget, som får den hjælp, de har behov for, for at komme videre med deres liv.

Folk, der bidrager til vedligeholdelsen af denne voldtægtskultur, er mennesker som komikeren Jacob Wilson, som sidste år på Comedy Zoo kom med følgende »joke«: »Jeg siger ikke, at voldtægtsofre selv er ude om det, men hvis jeg skulle på safari, så ville jeg ikke tage kødbikini på.«

Det er komikeren Brian Mørk, som trivialiserer voldtægt ved at hive en artikel om en falsk anmeldelse frem og samtidig stille spørgsmålet: »Er det ved at blive et fast ritual i unge pigers vej til at blive voksne kvinder?« Det er politibetjente, der spørger kvinden, som anmelder en voldtægt, om, hvordan hun var klædt. Det er voldtægtskampagner, der er rettet mod kvinder, som fortæller os, hvad vi kan gøre for at undgå at blive voldtaget i stedet for at fokusere på, at man ikke skal voldtage. Det er reklamer, der fremstiller kvinder som objekter, som kan købes og ejes, f.eks. reklamer for Cult, 3x34, HK og Fitness World.

Når vi hører det velkendte udsagn, at kvinder går mere efter personlighed, og mænd går mere efter udseende, så har det noget at gøre med, at vi lærer piger, at drenge er individer, og vi lærer drenge, at piger er objekter. Når sexistiske jokes og reklamer gennemsyrer vores samfund i en sådan grad, som det er tilfældet, er det med til at fastholde kvinder i gamle og forældede kønsroller, som er direkte skadelige. Kønsroller, som dikterer, at kvinder er andenrangs borgere, og som insisterer på, at mænd ved bedst, og at kvinder derfor bare skal tie stille.

Det er på høje tid, at vi lærer at sige fra, os alle sammen, mænd og kvinder og alle derimellem og udover.

Når du hører sexistiske jokes, så fortæl vedkommende, at det ikke er i orden. Når din kammerat råber et eller andet efter en fremmed kvinde på gaden, så fortæl ham, at han omgående skal stoppe med det, og lad være med at negligere pigers og kvinders udtalelser, når de fortæller om deres følelser omkring catcalling, seksuelle krænkelser, sexistiske reklamer og vittigheder.

Jeg er udmærket klar over, at langt de fleste mænd ikke er voldtægtsforbrydere og ikke kunne finde på at tage på fremmede kvinder i byen eller råbe nedladende ting efter en kvinde på gaden. Men hvis du ser eller hører det ske lige foran dig, og du bare griner med, så bidrager du stadig til voldtægtskulturens overlevelse.

Sig fra, så vi kan få et mere lige og trygt samfund at leve i.