Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Stop totalitarismen over for universiteterne

Drop ideen om statsligt udpegede bestyrelsesformænd til universiteterne. Bestyrelserne er kun besværlige, fordi Finansministeriet har totalitære tanker og ikke laver sit hjemmearbejde godt nok. Mål universiteterne på den tid, der går fra de studerende begynder deres studier, til de er i job.

Studiestart-rekord: Aalborg Universitet sætter i år ny rekord med et optag på næsten 5000 nye studerende i Aalborg, Esbjerg og København. I Aalborg blev de omkring 4000 budt velkommen med morgenkaffe ved Studenterhuset på Gammeltorv midt i byen, inden de gik til Aalborg Kongres og Kulturcenter til den officielle velkomst. Her ses de studerende på Gammeltorv i dag d. 30. august 2013. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2013)
Læs mere
Fold sammen

Mine otte år i bestyrelsen for Aalborg Universitet udløb 30. juni. Det har været otte fantastiske år. En periode, hvor vi fordoblede studenter­tallet og rykkede Aalborg Universitet ind i ligaen som et af Danmarks tre bedst præsterende forskningsuniversiteter.

Jeg går af på et tidspunkt, hvor regeringen har dikteret besparelser i universitetssektoren. Der er altid grund til at overveje, om man kan bruge pengene bedre, men det må være første gang i danmarks­historien, at der er lagt op til, at fremtidige generationer skal uddannes dårligere end fortidens. Hvorfor?

Det må politikerne svare på, men jeg oplever, at politikerne har mistet visionen med universiteterne og har svært ved at træffe målrettede beslutninger. Et eksempel er den til tider helt absurde dimensionering af universiteterne og debatten herom. Det udmeldte politiske mål var at sikre en sammenhæng mellem beskæftigelse og antal studie­pladser med fokus på, om universiteterne uddanner målrettet og effektivt.

Den indlysende måde at måle dette på er at lade universiteterne svare på, hvor lang tid der går, fra at en studerende optages på universitetet til denne er i beskæftigelse. Fordi man derved måler både tid, ressourceforbrug og universiteternes evne til at tilpasse og justere uddannelserne i overensstemmelse med tidens behov.

Af uransagelige grunde måler staten ikke universiteterne på det, staten vil opnå. I stedet opfandt man nye og andre mål for langtidsledighed. Andre mål end dem, der anvendes af Beskæftigelses­ministeriet og OECD. Man satte fokus på tiden fra endt uddannelse til beskæftigelse (og ikke fra påbegyndt uddannelse til beskæftigelse), og straffede – og straffer fortsat – de universiteter, der får de studerende hurtigt igennem, og belønner dem, der lader de studerende tralle rundt, indtil de finder et job. De universiteter, der åbenlyst burde tilpasse deres uddannelser.

Ministerens embedsmænd mistede undervejs helt orienteringen, da man fabrikerede en matematisk kompliceret model, der er så uforståelig, at ministeriets egne folk måtte se sig stillet til skue for latterligheder såsom kravet om, at der skulle lukkes uddannelser, der ikke fandtes. For – som jeg fik det forklaret – så havde man lovet Finans­ministeriet de besparelser.

Og forløbet har gjort Finansministeriet irriteret. Irriteret over den nidkærhed, hvormed jeg og mange andre bekæmpede den vanvittige ide om at lukke ikke-eksisterende uddannelser. Derfor prøver embedsmændene nu at gøde jorden hos politikerne for at få dem med på ideen om, at universiteternes formænd skal udpeges direkte af ministeriet og dermed ses som statens forlængede arm ind i universiteterne. Slut med mere bøvl fra universiteternes bestyrelser. Finansministeriet er så forskrækket over egen utilstrækkelighed, at et efter sigende nyligt forslag om, at sygehusene skulle have bestyrelser tilsvarende universiteternes, blev besvaret med et:

»Nej, da, Gud da Fader bevares!«

Det er nu ellers en glimrende idé, som både rummer større effektivitet og demokratisk tankegang, end den totalitære skyggeledelse, ressort­ministerierne udsættes for af Finansministeriet.

Faktisk har universitetsbestyrelserne løftet en stor og vigtig opgave. Aalborg Universitets bestyrelse har været mest ekstrem i sin offentlighedsvenlige tilgang ved at indføre princippet om, at alle punkter på dagsordenen skal være åbne for offentligheden, og at det kræver en konkret offentliggjort begrundelse, hvis det skønnes nødvendigt at lukke et punkt.

Det er en tilgang, som universitetet har praktiseret samtidig med, at vi har løftet Aalborg Universitet til at være et af Danmarks tre bedst præsterende forskningsuniversiteter med den suverænt hurtigste gennemførelsestid og en markant profil. Problemet er ikke universitetsbestyrelserne, og det er ikke demokratiet.

Problemet er finansministeriel totalitarisme, inkonsekvente sammenhænge mellem formål og mål, og politikernes tab af vision med universitetssektoren. Danmark skal uddannes til fremtiden og hele tiden bedre. Universiteterne skal både imøde­komme behov og skabe grundlaget for udvikling. Universiteterne skal løfte deres del af de reelle udfordringer, Danmark står over for, og vurderes på det, de skaber. Midlerne skal allokeres til udfordringerne. Universitetsbestyrelserne skal hyldes for at have løftet opgaven. Og selvfølgelig er det universitets­bestyrelserne, der skal pege på, hvordan sektorens strukturelle problemer løses. De skal bare have lov. Få Finansministeriet væk fra løsningerne. Lad Finansministeriet definere rammerne og giv ressortministeriet reel ret og pligt til at gå i dialog med universiteterne om, hvad der skal ske.

Vi har faktisk en del gode bud. Tag nu bare det måske mest presserende regionalpolitiske problem: Udviklingen af Region Sjælland. Aalborg Universitet har om nogen historien med sig og har vist, hvordan problemet kan løses i en anden region. Aalborg Universitet har de fag, særligt ingeniørstudierne, der skal til for at udvikle Region Sjælland. I vanlig politisk mudret tilgang er man nu på vej til at genskabe ingeniøruddannelser på professionsskolerne. De blev ellers for få år siden fjernet fra professionsskolerne og lagt under universiteterne, fordi professionsskolerne ikke kunne løfte opgaven. Nu vil man udvikle Region Sjælland med en løsning, der allerede har vist sig ikke at virke. Lad nu Aalborg Universitet tage den opgave. Det er ubetinget det universitet, der ved, hvordan man gør.