Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Stop med at presse velfærdssamfundets fodsoldater med tåbelige bureaukratiske benspænd

»Problemet er, at styringen for længst er kammet over, og at for mange beslutningstagere endnu ikke har opdaget, at brokkeriet fra de faglige organisationer i dag er begrundet,« skriver Rikke Tjørring. Foto: Asger Ladefoged Fold sammen
Læs mere

Danmark er et kristent land«, står der i regeringsgrundlaget. En klar udmelding, der vidner om kulturel bevidsthed og betrygger et kristent og konservativt menneske som jeg. Personligt gjalder jeg lystigt med på »O du Guds Lam« fra min faste plads på kirkebænken hver søndag og glæder mig over, at regeringen på papiret står vagt om vores kristne kulturarv.

Problemet er bare, at udsagnet de facto ikke er sandt. Med den nuværende overstyring af den offentlige sektor kan vores land i praksis ikke længere kalde sig kristent.

I stedet hærger en teknokratisk styreform ved navn new public management. Et regime, der underkender alle andre fagligheder end den økonomiske, og som på det nærmeste er blevet vores nye statsreligion.

Ude i virkeligheden, langt fra de bonede gulve, er politifolk, social- og sundhedsassistenter, skolelærere og andre djærve folk så travlt beskæftiget med påtvungen elektronisk papirnusseri, at de ikke har tid til at løse deres kerneopgaver. Denne despekt for faglighed bryder med både næstekærligheden og med al borgerlig anstændighed.

Frygt for »bad standing«

Man behøver ikke at være hverken ræverød eller ansat i FOA for at få øje på, at nyttesløse registrerings- og dokumentationskrav er en ukristelig opfindelse.

Sigende er det eksempelvis, at det hverken er skydegale bandemedlemmer eller brostenskastende autonome, der er årsagen, når politifolk får nok. Ifølge Politiforbundet er årsagen derimod tåbelige bureaukratiske benspænd fra det politiske bagland, der burde bakke dem op.

På plejehjemmene er situationen lige så slem, hvis ikke værre. Administrative opgaver spænder ben for fagligheden, og de ansatte tør ikke råbe op af frygt for at komme i »bad standing«, som en bekendt af mig, der er uddannet social- og sundhedsassistent og arbejder på et plejecenter, udtrykker det. Hun har i den seneste tid delt sine arbejdsrelaterede frustrationer med mig. Hun vover ikke selv at dele dem med offentligheden af frygt for repressalier. Efter 20 års tro tjeneste i den offentlige sektor er hun dybt frustreret.

»Jeg kan til tider være i tvivl, om jeg vitterligt arbejder i Danmark, der udadtil ønsker at fremstå som et samfund baseret på ytringsfrihed, lighed, tillid og respekt,« fortæller hun og klager endvidere over, at borgerne bliver sat i anden række som følge af de tidskrævende dokumentationskrav.

Hun beretter også om påtvungen brug af teknologi i den borgernære dokumentation, der ud fra et fagligt skøn er uhensigtsmæssig. For en svært dement person, der aldrig har benyttet sig af IT, forvirrer det ifølge hende, at der skal tablets ind i billedet. Som fagperson føler hun sig magtesløs:

»Som offentligt ansat kan jeg godt få en fornemmelse af at blive udnyttet og af at være stavnsbundet. Politikerne ved godt, at vi er mennesker med et stort hjerte, og at vi er glade for arbejdet med andre mennesker. De presser citronen vel vidende, at vi måske ikke ved, hvad et jobmæssigt alternativ skulle være. Vi er jo uddannet til præcis dette her,« fastslår hun.

Begrundet brokkeri

Jeg understreger, at jeg har respekt for vores politikere og deres metier i samme grad, som jeg har respekt for velfærdssamfundets fodsoldater.

Set i et historisk lys er der ingen tvivl om, at new public management-tiltagene i nogen udstrækning har haft deres berettigelse. Monopoler har tendens til at blive ineffektive, og det er givetvis sandt, at nogle offentligt ansatte tidligere har været forvænt.

Problemet er imidlertid, at styringen for længst er kammet over, og at for mange beslutningstagere endnu ikke har opdaget, at brokkeriet fra de faglige organisationer i dag er begrundet.

Jeg har personligt ingen grund til at betvivle de offentligt ansattes udsagn, for deres beretninger stemmer overens med mine egne oplevelser, da jeg i 2015-2016 var midlertidigt ansat som lærer i folkeskolen. Her oplevede jeg, hvor destruktivt det er, når et uimodsagt finansministerielt tankesæt trækkes ned over en organisation, hvor der arbejdes med mennesker.

Måske er der dog en opblødning på vej. For øjeblikket opfordres borgere, virksomheder og organisationer til at berette om regler og dokumentationskrav, der ikke fungerer. Kampagnen hedder »Meld en regel« og løber frem til 1. februar 2018 via ministeriernes hjemmesider.

Initiativet er prisværdigt, hvis det vel at mærke bliver fulgt op af handling fra begge sider. Det bliver desuden spændende at se, hvad de kommende overenskomstforhandlinger fører til.

Mit håb er, at arbejdsgiversiden går i reel dialog med de faglige organisationer, og at parterne sammen finder en gylden middelvej mellem kontrol og tillid. Dette ville være en konstruktiv vej for Danmark – og en genindførelse af god kristen etik.

Rikke Tjørring er journalist.