Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Stop med at behandle humaniora på KUA som ét stort klasseværelse

»Medmindre man taler om det Humanistiske Fakultet som en administrativ enhed, giver det ikke mening at foretage dækkende generaliseringer om hverken fag, uddannelser, undervisere eller studerende på et af de største fakulteter i Danmark.«

07DEBCHARLOTTEWAGNERSANTOSP.jpg

Ida Cecilie Kehlers kritik (1/12) af undervisningsforholdene på Københavns Universitet Amager (KUA) er endnu en i rækken. Vi har læst lignende debatindlæg mange gange før: En udefrakommende studerende tager et fag på humaniora og ser sig herefter nødsaget til at foretage brede generaliseringer om niveauet, underviserne eller de medstuderende.

Fælles for alle disse debatindlæg er, at de er baseret på en ukritisk accept af, at humaniora udgør en enorm samling af homogene uddannelser, ligesindede undervisere og ensartede studerende. Kehlers påstand om, at »fordommene om KUA holder« beror på hendes oplevelse med en specifik underviser i et specifikt fag.

Havde denne oplevelse fundet sted på ethvert andet fakultet, tvivler jeg på, at eksemplet ville blive gjort definerende for hele fakultetet. Man bliver dog gang på gang overrasket over, i hvor høj grad lige netop det Humanistiske Fakultet ligger under for de grove generaliseringer.

Det sker til trods for, at fakultetet er Københavns Universitets største med et utal af institutter og en bred vifte af forskelligartede uddannelser, der spænder mellem alt fra asiatiske og arktiske samfund og sprog, kunsthistorie og retorik til arkæologi, kommunikation og IT samt interkulturelle markedsstudier. Det burde være åbenlyst, at ethvert forsøg på at foretage generaliseringer, ignorerer den koloenorme forskellighed, som præger fagene i fagligt indhold, men også i opbygning, undervisningsform og studiemiljø. Jeg vil påstå, at hvis ikke man har taget adskillige uddannelser ved flere institutter, så er det umuligt at sige noget repræsentativt om, hvorvidt fordommene om KUA holder.

Medmindre man taler om det Humanistiske Fakultet som en administrativ enhed, giver det ikke mening at foretage dækkende generaliseringer om hverken fag, uddannelser, undervisere eller studerende på et af de største fakulteter i Danmark. Alligevel ser man gang på gang studerende, der gør deres individuelle oplevelser generalisérbare og ikke mindst særegne for humaniora.

En berettiget kritik af ens undervisningsoplevelse skal selvfølgelig ikke være ilde hørt. Man bør dog spørge sig selv, om det er rimeligt at påstå, at ens egen oplevelse af en undervisningssituation kan udvides til at være repræsentativ for 11.000 studerende, 1.200 ansatte, 43 bacheloruddannelser og 59 kandidatuddannelser. Dernæst bør man overveje, om kritikken er rettet mod de rigtige. For kan de dårlige oplevelser blot tilskrives kulturen på humaniora eller kunne det tænkes, at undervisningskvaliteten på KUA – som alle andre steder – er begrænset af de ressourcer, der tildeles?

Debatindlæg med skrækhistorier fra KUA bør i fremtiden holde op med at behandle stedet som ét stort klasseværelse uden diversitet. At påstå, at dalende undervisningskvalitet og kaffedrikkende undervisere er exceptionelt humanistiske kompetencer er desuden at skyde forbi problemets kerne.