Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Stop klynkeriet, piger

Henriette Kinnunen: Ledelse og kompetencer handler ikke om køn. Og kvinderne kan bare komme i gang med at vælge uddannelser, der fører til karrierer såvel på direktionsgangene som i bestyrelseslokalerne.

Kom i gang, kvinder. Kvinder kan komme til tops, de kan komme frem, hvis de selv vil. Hvis de prioriterer deres uddannelses- og karrierevalg. Så stop klynkeriet, opfordrer Henriette Kinnunen. Arkivfoto: Mads Jensen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Houston, we have a problem«. Sådan lød de berømte ord fra besætningen på Apollo 13, da der opstod fejl i rumfærgens elektriske system. De tre besætningsmedlemmer - alle mænd - fik heldigvis løst problemet. Ikke mindst fordi de var verdens bedste astronauter og de bedst egnede til at flyve netop denne rumfærge. 4. januar bragte Berlingske en kommentar fra Nicole Anderson, hvis budskab var: Danmark, vi har et problem. Et alvorligt ligestillingsproblem. Med seks pct. kvinder blandt de danske topledere og 11 pct. kvinder på dansk erhvervslivs bestyrelsesposter er bunden ifølge Nicole Anderson nået. På den baggrund gør hun sig til fortaler for, at kønskvoter i de danske selskabers bestyrelser er en absolut nødvendighed.

Men hvad, Nicole Anderson måske overser, er, at ligestilling ikke handler om ligelig fordeling af køn, men derimod om lige behandling af alle. Uanset deres race, køn, religion eller seksualitet. Kønskvoter strider - hvordan man end vender og drejer det - mod dette ligebehandlingsprincip. Eksempelvis er det ikke en tilfældighed, at kvotedebatten alene knytter sig til bestyrelsesrummene og ikke til direktionsgangen eller universiteterne. Her vil kønskvoter nemlig være i strid med ansættelsesrettens diskrimineringsforbud.

I det hele taget forekommer diagnosen om et ligestillingsproblem temmelig overdrevent al den stund, at kvinder har præcis de samme muligheder som mænd. Nicole Anderson angiver oven i købet selv, at forskellen på fordelingen af de videregående uddannelser og ph.d.-uddannelserne er relativt lille.

Forklaringen på, at kvinder ikke i samme grad som mænd når til tops i dansk erhvervsliv, er derfor snarere, at de statistisk set vælger uddannelser og karriereforløb, som gør dem mindre attraktive i en bestyrelsessammenhæng, frem for at »virksomhederne dyrker et miljø, der favoriserer mænd som ledere«, således som Nicole Anderson anfører.Det gennemsnitlige bestyrelsesmedlem er således en mand på plus 50 år med bopæl nord for København. Dertil kommer, at han foruden en uddannelse som enten ingeniør, økonom eller jurist, har mange års erfaring fra topledelsesniveau eller baggrund fra egen virksomhed.

Overfører man disse karakteristika til kvinder, var fordelingen på henholdsvis ingeniør og økonomistudiet fortsat ca. 70/30 pct. i mændenes favør ved optagelserne i 2011.

De kvinder, der nu har den fornødne erfaring, tog typisk deres uddannelser for mindst 20-30 år siden, hvor endnu færre kvinder tog de relevante uddannelser. Og selv om 30 år kan vi forvente en klar overrepræsentation af mandlige kandidater til tunge ledelses- og bestyrelsesposter fordi kvinderne - stadig - vælger mindre bestyrelsesrelevante studieretninger end mændene gør.Selv på jurastudiet, som har været domineret af kvinderne siden starten af 90erne, er det først i disse år, at der bliver ansat ligeså mange kvindelige advokatfuldmægtige som mandlige. Indtil nu har kvinderne valgt advokatgerningen og det private erhvervsliv fra til fordel for en karriere i det offentlige. Dette valg afspejles bl.a. af, at der stort set er lige mange kvinder og mænd blandt byretsdommerne og ved, at kvinderne sidder på 40 pct. af kontorchefstillingerne i centraladministrationen. For selvfølgelig kan kvinderne komme til tops. Hvis de altså vil. Og hvis de prioriterer det i deres uddannelses-, privat- og arbejdsliv.

Når Nicole Anderson derfor opfordrer mændene i dansk erhvervsliv til at stoppe deres klynkeri og tage arbejdshandskerne på, burde budskabet i stedet være, at enten skal kvinderne selv droppe klynkeriet eller alternativt tage arbejdshandskerne på, droppe den lange barsel og søge udfordringerne. Hvis det vel at mærke er det, den enkelte kvinde vil.

I hvert fald er det påfaldende, at der kun er kvindelige ansøgere til ca. hver fjerde professorstilling ved Københavns Universitet og at 35 pct. af alle danske kvinder arbejder på nedsat tid.

På den baggrund er det svært at se, at der skulle eksistere et alvorligt ligestillingsproblem i Danmark og ikke snarere et mere eller mindre bevidst fravalg af et karriereforløb, der kan føre til topledelsesposter fra mange kvinders side.

Det er selvfølgelig helt i orden. Men det indebærer selvsagt, at flere mænd end kvinder vil nå toppen i dansk erhvervsliv.

For når alt kommer til alt så handler ledelse om kompetencer og ikke om køn. Præcist som det også gjorde sig gældende på Apollo 13.