Radioværten René Fredensborg har fået den danske kvindes kærlighed at føle, efter han skrev et debatindlæg i Berlingske om forskellene på asiatiske og danske kvinders omsorg.

Jeg er opvokset med en koreansk mor og en dansk far, og derfor synes jeg, at hans debatindlæg er fuldstændig ukontroversielt. Det er et lille indblik i en anderledes kultur, og for mig et nostalgisk tilbageblik på et liv med en »anderledes« mor.

Det folk er mest forarget over er, at Renés asiatiske kæreste mader ham og vasker hans tøj i hænderne.

Mange af de kvinder, som jeg har set være forargede i mit eget lille Facebookunivers er i øvrigt dem, som synes, vi skal være mest forstående over for fremmede kulturer, når det for eksempel gælder flygtninge og indvandrere. Men hvorfor er det ikke faldet en eneste af disse forargede kvinder ind, at de for eksempel kunne spørge ind til denne underlige kulturforskel?

Ikke at spørge og være nysgerrig på andres tilsyneladende anderledes (men harmløse) adfærd, kan jeg sagtens sætte mig ind i.

Da jeg var barn og ung i 20erne, kunne min mor nemlig sagtens finde på at made mig. Vi skændtes, så det bragede over det, fordi jeg var så dansk, at jeg opfattede hendes adfærd som om, hun så mig som et barn, der ikke kunne selv. Ud over denne lille konflikt, så var der også en masse andre.

Da jeg ikke kunne koreansk, foreslog jeg hende i stedet, da jeg var i slutningen af 20erne, at vi rejste til Sydkorea, så jeg kunne lære hende og hendes kultur bedre at kende. For første gang siden jeg var barn, skulle jeg møde min koreanske del af familien. De inviterede os straks ud at spise, og da maden blev serveret, begyndte de - midt inde på restauranten – at made mig.

Jeg kunne jo ikke sidde der, og skælde dem ud. De forstod i øvrigt hverken dansk eller engelsk, så vi kunne ikke kommunikere med hinanden. Så jeg kunne kun åbne munden og smile høfligt. Jeg spurgte efterfølgende min mor, hvorfor de dog gjorde dette. Jeg var jo næsten 30 år. Hendes svar var: »De vil give dig det allerbedste, og du skal have før alle andre.«

Tænk sig, en simpel gestus og udtryk for familiekærlighed og omsorg, de faktisk viste over for et relativt fremmed familiemedlem. Den kærlighed havde jeg i årevis afvist og givet min mor skældud for, blot fordi jeg glemte at spørge, hvorfor hun var så underlig.

Det sjove er, at René Fredensborg nok heller ikke har forstået det, da han sætter det ind i en vestlig form for »Lady og Vagabonden«-scene. Men når hun stadig gør det om ti år, driver sine børn til vanvid med det, er det måske knap så romantisk længere.

Det med vasketøjet gør min mor også, dog mest det »fine og sarte vasketøj«, også selvom vi havde en vaskemaskine. Det er først efter, at jeg flyttede sammen med et andet menneske, at jeg opdagede, at uldvask ikke går i stykker af et uldprogram i vaskemaskinen.

Så stop forargelsen og uvidenheden og stil spørgsmål i stedet.