Under EM-slutrunden i fodbold flød medierne over med kritik fra politikere og NGOer heriblandt den danske Europabevægelse - af det ukrainske styre. Baggrunden var særligt den uretmæssige fængsling af oppositionslederen Julia Timosjenko, og flere europæiske lande samt formanden for EU-Kommissionen, José Manuel Barroso, boykottede fodbold­festen i protest.

Siden den sidste konfetti dalede ned og stadion­spotlightet slukkede, har der været meget stille om Ukraine. Men det er et utilgiveligt tidspunkt for verdenssamfundet at slække på opmærksomheden og pressionen.

De ukrainske borgere er nemlig begyndt at røre på sig med spredte demonstrationer mod styret oven på endnu en farceagtig lovgennemførelse i parlamentet. Selv det ellers notorisk så brutale politi undlader i stigende grad at banke demonstranterne - et håndgribeligt tegn på den efterhånden stigende utilfredshed med Viktor Janukovitjs styre.

EU er kendt for at arbejde for international retfærdighed, og på dette tidspunkt er det bydende nødvendigt, at der kommer konkret handling fra EUs side for at skubbe Ukraine i den rigtige retning mod frie og demokratiske værdier, frem for flere vage resolutioner, som styret i Kijev blot betragter som ’støj på linjen’.

I juli idømte Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den ukrainske stat at betale den tidl. indenrigsminister Lutsenko 15.000 euro i kompensation for overtrædelse af hans basale rettigheder i forbindelse med endnu en obskur fængselsdom. Det får ikke Lutsenko ud af fængslet, men er et skridt i den rigtige retning. Selvom det ikke sikrer direkte frihed, åbner dommen op for et nyt pressionsmiddel mod det diktaturlignende, ukrainske styre. Det er den slags, der er brug for.

Demokratiet i Ukraine er i en sørgelig forfatning og er kun forværret, siden Janukovitj kom til magten i 2010. Medierne placerer sig langt nede på pressefrihedsindekset (nummer 116), og for ca. et år siden slog den uafhængige organisation Freedom House alarm over demokratiets tilstand i landet.

Nu er anden del af landerapporten netop kommet. Den viser en seriøs forværring af situationen og peger på et Ukraine med Janukovitj i spidsen direkte på vej mod autokrati. Rapporten slår det åbenlyse fast, nemlig at ytringsfriheden - herunder pressefriheden - er truet, der forekommer selektiv retsforfølgelse af oppositionsledere, korruption er udtalt, og den udøvende regering har fået mere magt på bekostning af demokratiet.

Det er ikke nok kun at fokusere på at få løsladt oppositionsfolkene. Selvom den blonde Timosjenko med fletningerne om hovedet er blevet et symbol i mange vestlige lande, er hun heller ingen helgen, når det kommer til forretningsmetoder. Ikke overraskende i et land, hvor korruption er udtalt (den offentlige sektor rangerer uimponerende som nummer 152 ud af 183 lande). Man skal ligeledes huske på, at Timosjenko er del af det samme system, som skabte Janukovitj, og altså ikke et meget bedre alternativ.

Det er desværre let at forudse, at det lidt fokus, der trods alt er på Ukraine på grund af Timosjenko, vil forsvinde, det sekund hun forlader fængslet hvilket hun selvfølgelig bør. Det kommer til at gå ud over de ukrainske borgere, hvis liv dagligt bliver ødelagt af det korrupte og unfair retssystem. Det må vi ikke lade ske. Det øjeblik opmærksomheden forsvinder fra den omkringliggende verden, kan og vil politiet gå tilbage til deres torturredskaber og dommerne til deres fede underhåndsbestikkelser.

Situationen i Ukraine er kompliceret og virker håbløs. Janukovitjs regime har forværret denne situation. Men EU bærer også en del af skylden for den manglende optimisme. Efter den Orange Revolution i 2005 troede ukrainerne selv, at de var på vej mod den Europæiske Union, men siden hen er meget lidt sket, og Ukraine synes langt væk fra forhandlingsbordet i Bruxelles.

Oven på den epokegørende revolution kom der aldrig en konkret invitation om medlemskab af Unionen, kun uldne erklæringer om Ukraines plads i Europa. Viktor Jusjenko (som vandt valget i forbindelse med revolutionen) gav flere gange i sin tid som præsident udtryk for, at han var skuffet over EUs manglende støtte og afvisning af muligheden for medlemskab. Den følelse deles af den ukrainske befolkning, og siden Viktor Janukovitj kom til magten, er Ukraine og EU ikke rykket tættere på hinanden.

Sagerne om Timosjenko og Lutsenko har fået både Europarådet og EU til at rette fokus mod Ukraine, og borgerne kigger nu igen, om end med begrænset håb, mod Bruxelles i håb om, at EU er dén magt, der kan påvirke Janukovitj i den rigtige retning. Det håb skal EU gribe for at støtte de spirende moddemonstrationer, der begynder at vise sig i Ukraine.

Der er ved at skenoget i Ukraine, der forhåbentlig kan ændre situationen i landet, og som kræver EUs fulde opbakning. En ny bølge af folkelige protester har ramt Ukraine denne sommer. Befolkningen fik for alvor nok af regimet, da regeringen forsøgte at få en ny sproglov vedtaget i parlamentet som optakt til efterårets parlamentsvalg. Regeringen tilsidesatte endnu en gang alle normale procedurer for at få gennemført høringerne.

Det fik ukrainerne på gaden, og i alle større byer har der været demonstrationer imod regeringen. Lige nu er der konstante protester - primært i Kijev - hvor 500-1.000 ihærdige aktivister nægter at bukke under. Det er disse folk, vi skal vise vores støtte. Det Arabiske Forår har lært os, at alt er muligt, men der skal opbakning til. Det er derfor ekstremt vigtigt, at EU og de europæiske politikere ikke endnu en gang skuffer ukrainerne ved at slække på pressionen og opmærksomheden.

Med efterårets parlamentsvalg og den stigende uro i befolkningen skal Europa og FN være forberedt på et scenarie, der kan komme til at ligne det, vi har set i Libyen og lige nu ser i Syrien og være klar til at reagere på dette og bakke befolkningen op.