Så »utåleligt som overhovedet muligt«, sådan lyder fra Inger Støjberg, når hun beskriver, hvordan de udlændinge, der i dag befinder sig på tålt ophold i Danmark, skal have det. De skal ikke have adgang til en almindelig familie, de skal have en hård tilværelse og de må for enhver pris ikke have det godt.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg har svært ved forstå ønsket om at andre mennesker skal have det dårligt. Det er måske min kristne opdragelse eller blot min almene opdragelse, der gør, at forestillingen om at ønske andre mennesker det dårligt, får mig til at få en dårlig smag i munden.

Og jeg synes ellers ikke, at det er fordi jeg normalt er en blødsøden moraliserende humanist. Jeg går ind for en stærk retsfølelse, forstår udmærket motiverne bag hævn og selv vrede synes også at falde mig naturligt. Men derfra og til enten at handle på eller håbe, at andre får det dårligt, forekommer mig absurd. Hvorfor skal netop disse have det dårligere end bare almindeligt dårligt?

De 69 personer, som i dag er på tålt ophold i Danmark, kan ikke udvises, fordi de kommer fra lande, hvor de – hvis hjemsendt – risikerer dødsstraf, tortur eller anden form for umenneskelig behandling. Derfor bliver de i landet, sålænge vi overholder de internationale konventioner. Og på dette punkt virker det måske meget fornuftigt, at vi ikke sender mennesker til den visse død.

Udlændinge på tålt ophold har en kriminel fortid fra enten Danmark eller andetsteds, hvorfor de naturligvis skal straffes. Og gerne hårdt. Med deres kriminelle bagage bør vi derfor også holde styr på dem og sikre tryghed for alle os andre i det omgivende samfund. Derfor kan mere kontrol, skærpet meldepligt og udvidet brug af fodlænke være nødvendige tiltag. Også selvom disse mennesker allerede er straffet.

Men når Støjberg gør det til et mål i sig selv, at andre skal have det dårligt, så forvandler hun sig til en stereotyp hævner af den slags, som vi bedst kendes fra Det Gamle Testamente. I Salmernes Bog siger David utvetydigt: »Tid du ville dræbe forbryderne, Gud!« Hvilket står i skærende kontrast til Jesu ord i Det Nye Testamente: »Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer.«

Selv om Jesus måske bliver lige lalle-glad-hippie nok for min smag, så er det ham, der har fat i den lange ende. Som samfund får vi intet ud af at andre mennesker får det dårligt. Tværtimod. Vi mindsker risikoen for at de kan rehabiliteres og for at de få et velfungerende liv igen – samtidig øger vi markant risikoen for at de falder tilbage i de velkendte kriminelle baner. Den gammeltestamentelig øje-for-øje logik skaber kun flere terrorister, voldtægtsforbrydere og mordere. »Det her er ikke noget med, at det er synd for de indsatte. Det er synd for samfundet,« som en indsat i Jyderup Statsfængsel udtrykker det.

Jeg ved godt, at politikere som Inger Støjberg elsker straf. Det er et simpelt og let forståeligt redskab, der udviser stor handlekraft. Men det underminerer samfundet, delegitimerer realpolitiken og blæser retorikken ud af rimelighedens proportioner.