Forestil Dem, kære læser, at De som borger ikke ved, hvad dine magthavere foretager sig eller er ude på, at det politiske system er uigennemskueligt og måske bevidst vildledende; og at der ikke findes en kvalificeret offentlighed, der kan debattere og afsløre alt dette. Det ville udgøre et enormt problem i enhver velfungerende nationalstat, og det ville øjeblikkelig medføre folkelige protester.

Men det, der er et problem i en nationalstat, er ikke blot en realitet, men tillige en fordel for EU-systemet. At EU-systemet afhænger af manglende legitimitet og gennemsigtighed, er temaet i en aktuel bog af den forhenværende tjekkiske præsident Václav Klaus: Europa – integration uden illusioner.

Bogen har et langt og oplysende efterord af Saxo Banks direktør Lars Seier Christensen, der meget fornuftigt foreslår, at vi afviser EU som et politisk projekt og i stedet vender tilbage til det mellemstatslige samarbejde om det frie marked. Altså uden den centralistiske styring. Det svarer meget godt til synspunktet hos Václav Klaus, der er liberal i synet på økonomien og konservativ i synet på kulturen. De to ting kan og bør naturligvis sameksistere, og de forudsætter begge en nationalstat som garant for et liberalt demokrati. Altså alt det, som eurokraterne vil fjerne. Af samme grund er det ubegribeligt, at både Venstre og De Konservative ikke er skeptiske over for EU. De Konservative har retorisk proklameret deres skepsis, men deres handlinger viser noget andet. Senest er EU-ordfører Lene Espersen valgt ind i forretningsudvalget i den mest EU-begejstrede organisation herhjemme, nemlig Europabevægelsen.

Selv om Margaret Thatcher selv efter sin død virker som en rød klud for rigtig mange, forekommer hendes EU-skepsis faktisk som det mindst kontroversielle. David Cameron er fulgt i jernladyens spor og bekendtgjort, at han ønsker en folkeafstemning om EU-medlemskabet, hvis han vinder valget i 2015. Beslutningskraften skal nemlig tilbage fra EU til nationalstaterne. I det hele taget er der grøde i det politiske system vedrørende spørgsmålet om EU, selv i Tyskland, hvor det nye parti Alternative für Deutschland profilerer sig på en stærk EU-kritik: afskaffelse af euroen, afbureaukratisering og stram udlændingepolitik (som EU jo også umuliggør). De nye partier kan endnu ikke true de etablerede partier, men som vidnesbyrd om en stigende folkelig utilfredshed med EU, bør de tages alvorligt.

Og utilfredsheden bunder i reelle forhold. I sin bog afdækker Václav Klaus den systematiske vildledning af de europæiske befolkninger fra projektets fødsel til i dag. Udgangspunktet er EUs fader, Jean Monnet, og hans famøse ord fra 1952: »Europas nationer bør ledes i retning mod oprettelsen af en superstat, uden at deres befolkninger opfatter, hvad der er ved at ske.«

Så er det sagt! Målsætningen har fra starten været en virkeliggørelse af den ældgamle drøm om at forene Europa, men nu med fredelige midler. Det giver ganske rigtigt, som Klaus skriver, projektet et bedragerisk skin af uskyld. Napoleon, Stalin og Hitler forsøgte med vold at realisere de samme drømme, og det er karakteristisk, at alle tidligere imperiale foreningsbestræbelser er endt galt. I barbari, undertrykkelse, kaos eller sammenbrud.

Hovedfjenden for imperialisterne og eurokraterne er selvfølgelig nationalstaten, der er blevet skandaliseret og nedgjort. Nationalstaten er aggressiv og fører til krige; eller den er for lille til at kunne konkurrere med de store magter – Kina, Rusland, Indien, Brasilien, ja, sågar USA. Nationalstaten er ganske enkelt ikke levedygtig i en global verden, hvor mennesker har mange forskellige tilhørsforhold. Det er rene postulater, der ser bort fra de mange måder, stater kan samarbejde og handle med andre stater på. Ikke mindst ser eurokrater bort fra nationalstaternes positive energi som kilde til sammenhængskraft; det europæiske samarbejde er netop muligt, fordi vi har nationalstater, ikke på trods af det. Folkenes kollektive behov for selvbestemmelse er i vidt omfang blevet tilfredsstillet, og derfor kan borgerne nu åbne sig for et europæisk samarbejde (der blot ikke burde foregå i det nuværende udemokratiske EU-regi).

Men nationalstaten er, hvad eurokraterne bekæmper: Først EU sikrer freden, hedder det. Václav Klaus går stærkt i rette med denne fejlslutning. Den minder ham om den gamle kommunistiske retorik fra dengang, hans land var underlagt Sovjet. Faktisk er en af styrkerne ved Klaus’ bog, at den er båret af en personlig erfaring med det kommunistiske imperium: Klaus er den rette til at gennemskue EU-systemet. Václav Klaus taler i det hele taget med autoritet. Han var en af »hovedarkitekterne« bag den fredelige opdeling af Tjekkoslovakiet efter Murens fald. Hans autoritet er af den slags, der kommer af praktisk visdom – i modsætning til eurokraternes idealistiske trang til at eksperimentere med det, der historisk har skabt stabilitet i Europa.

Denne sociale ingeniørkunst er måske det største problem med EU. Projektet er styret af en utopisk og revolutionær ånd, som giver et vældigt frirum for ambitiøse politikere, dommere, lobbyister og embedsmænd. De har jo netop ingen lokale og nationale forpligtelser, dvs. ingen konkrete hensyn at tage. De kan lege med staterne og dets borgere, som var de dukkeførere og staterne et dukkehjem. Med tidligere »præsident« Romano Prodis ord, er EU udtryk for »aktivisme fra toppen«, der skal drive udviklingen frem i et så højt tempo som muligt. Kommissionsformand Barroso mener selvfølgelig det samme.

Noget af det bedste i Václav Klaus’ bog er hans kritiske gennemgang af de mange traktater, især den såkaldte forfatningstraktat for den europæiske union. Den viser nemlig i ren form, hvad der er galt, og som jeg indledte denne klumme med at påpege. Traktaten er en lang og kompleks tekst, der nærmest er ulæselig og uforståelig for lægmand. Som med så mange andre afgørende elementer i EU skal folket ikke vide, hvor vigtig forfatningen er. De kunne jo finde på at gøre oprør.