Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Stigmatisørerne

»Hvis man hverken er islamist, radikaliseret, terrorstøtte eller blot håndhæver af parallelle samfundsstrukturer i visse boligområdert, behøver man jo ikke føle sig mere truffet, inddraget, tilsværtet eller stigmatiseret af snakken om terror og radikalisering end en hvilken som helst maskinarbejder i Vojens.«

28debTomJensen.jpg
Tom Jensen Fold sammen
Læs mere

For et par uger siden deltog jeg i en debat, hvor et panel af yngre folk med såkaldt »anden etnisk oprindelse« gav medierne tørt på. De kunne ikke genkende sig selv i den evindelige dækning af terror og integrationsproblemer og radikalisering, og hvad har vi, og det var en tankevækkende oplevelse at møde dem. For ja; der er jo en anden virkelighed derude. Hvor yngre indvandrerpiger i den grad uddanner sig, og hvor frekvensen af nydanskere blandt iværksættere er betydeligt højere end det tilsvarende tal for såkaldt etniske danskere. Eller hvor folk bare lever helt almindeligt.

Læs også: Trusselskultur

Hvilket omvendt jo ikke betyder, at det ikke er relevant at tale om f.eks. radikalisering og terror. Det er indlysende, at man ikke kan tabuisere de emner i en situation, hvor der virkelig er en terrortrussel, hvor der reelt er radikaliserede miljøer blandt nogle indvandrere, og hvor – som forfatteren Ayaan Hirsi Ali formulerede det her i avisen forleden – det er nødvendigt at have beskyttelse for at sikre ytringsfriheden, når det handler om islam. Hvilket hun jo selv er et eksempel på. Men naturligvis handler denne diskussion ikke om alle indvandrere. Hvis man hverken er islamist, radikaliseret, terrorstøtte eller blot håndhæver af parallelle samfundsstrukturer i visse boligområder rundt om i landet, behøver man jo ikke føle sig mere truffet, inddraget, tilsværtet eller stigmatiseret af snakken om terror og radikalisering end en hvilken som helst maskinarbejder i Vojens med danske aner i sytten slægtsforskede led.

Hvilket atter får mig til at tænke på, hvem det er, der hele tiden gerne vil have disse diskussioner til at handle om alle indvandrere. Af og til kommer den dagsorden fra højre – når der eksempelvis sættes lighedstegn mellem indvandring og terror på en måde, der kun kan forståes som et lighedstegn mellem indvandrere og terror. Og dermed implicit mellem enhver indvandrer og terror. Men lige så ofte er det den anden vej rundt. Ikke sjældent er det sådan, at spørgsmålet om radikalisering og terror i nogle indvandrermiljøer dårligt kan rejses, uden at en hær af politikere og debattører – I ved, hvem de sædvanlige er, jeg behøver end ikke nævne navne – peger anklagende fingre mod debattonen og beklager, at indvandrere i Danmark nu igen skal stigmatiseres. Hvorved det i samme bevægelse er dem – og ingen andre end dem – der kommer til at stigmatisere. Som gør debatten om radikalisering i en moské ved Aarhus eller de Konservatives seneste plakat til et anliggende for enhver, der er ankommet hertil fra Mellemøsten de seneste 30 år.

Læs også: Flere ringer til hotline for antiradikalisering

Forleden var det en statskundsskabsstuderende og underviser i samfundsfag for en klasse bestående af nydanskere, en Viktor Emil Sand Madsen, som i Politiken erklærede, at det vendte sig i ham, når han skulle undervise disse elever i dansk politik. Herunder hvis klassen skulle komme for skade at runde den konservative stop-nazi-islam-isme-plakat. Om dens vellykkethed eller mangel på samme kan man jo mene meget, men – kære Viktor: Hvorfor synes du egentlig, den er specielt slem for dine elever? Hvis de ikke er islamister, angår den vel egentlig ikke dem personligt mere, end den angår dig?