Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Stemningsdemokratiet i rutsjebanen

Vore demokratier er historisk udfordret af protest- og enkeltsagspartier, og gennemtænker vi ikke demokratiets problem, ender vi med at blive regeret ud fra »rutsjebaneprincippet«, hu hej, hvor det går, op og ned med vilde skrig.

Geert Wilders, her fotograferet under Folkemødet i Allinge i fjor, står ifølge aktuelle meningsmålinger til at blive leder af det største parti i det hollandske parlament ved det kommende valg, som skal finde sted i løbet af de kommende 12 måneder. Foto: Asger Ladefoged Fold sammen
Læs mere

I de gode gamle dage sagde man, at det er argumenterne, der tæller. Det er ikke længere tilfældet. Nu tæller »indtrykket«. Dengang fik folk deres informationer fra aviserne. I dem kunne man læse meninger og give sig tid til at læse om igen for at kontrollere argumenterne. I dag får man hovedsagelig sin information fra fjernsynet, som man ikke kan slå tilbage i. Her må man nøjes med indtrykket. Om der er hold i påstandene og argumenterne, kan man ikke afgøre i øjeblikket. Når man overværer de hastige TV-debatter får man det som Ludvig Holbergs kandestøber, der først giver den ene debattør ret og derefter dennes modstander; thi »hillemænd, han har jo også ret«. Når man så skal beslutte sig for, hvem man i sidste ende vil give ret, vælger man den, der har gjort det mest troværdige indtryk ved at ramme netop den følelse, man selv sidder med.

Det er en konsekvens af kommunikations­teknologiens udvikling. Skriften tydes af vores rationelle del af hjernen. Billedet afkodes af sanse­delen af hjernen. Derfor appellerer den første til vores intellekt og den sidste til vore følelser. Følgelig bliver vores stemmeafgivning i høj grad afgjort af hvilken stemning, kandidaten har ramt ned i, og som vedkommende tilsyneladende har svaret på. Det er en af grundene til de store udsving, vi oplever ved valgene i de vestlige demokratier. For vi præges alle i høj grad af den for tiden herskende stemning og sympatiserer med den, der ser ud til bedst at have indfanget denne uanset hvilke modargumenter, de andre disker op med. Om vedkommendes argumenter eller forslag holder, kan vi ikke kontrollere. Vi er henvist til indtrykket.

Valgresultatet er således et produkt af den herskende stemning på det tidspunkt, valget afholdes. Og eftersom valgkampe altid ender med at have ét bærende tema, sammensætter vi vore parlamenter ud fra vores holdning til dette, selv om de folkevalgte de næste år skal tage stilling til så meget andet. Det, der skabte stemningen på netop dét tidspunkt, kan få måneder efter være forsvundet som morgenduggen. Demokratiet er blevet et stemnings­demokrati med flyvesandsvælgere, der flytter deres stemmer rundt efter stemningen og det indtryk, kandidaten efterlader. Derfor løber store vælgergrupper pludselig hen til den, der har ramt deres følelser ved med få og klare ord at give øjeblikkets stemning udtryk. Det ser vi med Trump, som ingen besindig republikaner ser ud til at kunne stoppe; thi de besindige forsøger at ræsonnere, men ræsonnementer er ikke følelser, og dem er der i øvrigt ikke tid til.

FOR TIDEN ER det indvandringen, der sætter stemningen. De, som tilbyder at få styr på den, går drastisk frem. Hvordan de vil få styr på den, fortaber sig i tåge. Trump kan næppe få Mexico til at betale en mur mellem USA og Mexico. Hverken Alter­native für Deutschland eller Geert Wilders hollandske parti kan uden videre sende de indvandrede hjem, men det afgørende er indtrykket af, at de kan og vil. Kun under magtens åg afsløres deres argumenters hulhed, hvilket f.eks. viste sig, da de østrigske konservative i 90erne gik i regering med Haiders ekstreme højreparti, som derefter gik drastisk tilbage. Nu stod de pludselig og skulle forsvare i stedet for bare at angribe, men forsvarspositionen er svær i TV, fordi den kræver tid til at forklare, men det er der ikke tid til. Regeringssiden giver følgelig indtryk af at være trængt, mens den mest radikale opposition giver indtryk af at være oven på.

Vælgerens følelser, øjeblikkets stemning og indtrykket af kandidaten er afgørende. Derfor spiller partilederen og dennes udstråling i de TV­transmitterede slutdebatter så afgørende en rolle.

DER ER NATURLIGVIS også andre grunde til, at de klassiske, regeringsvante partier for tiden taber til de nye enkeltsags- eller protestpartier. I Berlingske Tidendes oplysende artikel 16. marts om den europæiske højredrejning mener professor Ove Kaj Pedersen, at årsagen er, at den »vrede middelklasse« nu ser velfærdsstatens garantier forsvinde. »Det vil få konsekvenser for de politiske systemer mange år frem i tiden og være en historisk udfordring af vore partier og vores demokratier i deres kerne,« konkluderer han. Nu er det næppe tabet af velfærdsstatens garantier, der ligger bag Trumps sejre, for de er tværtimod blevet styrket af Obama, men den lavere, hvide middelklasses følelse af at have tabt status og dominans. Det er den stemning, han har fanget.

Men Ove Kaj Pedersen har ret i, at vi står med en historisk udfordring af vore demokratier. Og hvad gør vi så ved det? Bare jeg havde hele svaret. Det har jeg ikke, men et af dem kan være genopfindelsen af Andetkammeret, der forsvandt med Grund­loven af 1953, hvor de Konservative som kompensation fik indført muligheden for folkeafstemninger, hvorved folket med den konservative ordfører Karl Olsens ord blev »andet­kammeret«. Folke­afstemninger tjener til at forhindre et folketings­flertal i at skeje ud, men de må ikke erstatte det repræsentative demokrati med det direkte demokrati, for det vil ikke modvirke stemnings­demokratiet. Tværtimod. Derimod vil et Andetkammer nedsat efter andre kriterier end Folketinget eller valgt på en anden dag end Folketinget, både kunne forhindre, at landet i fire år regeres på baggrund af en længst forsvunden stemning, og at der gennemføres en hastværks­lovgivning ud fra en øjeblikkelig stemning.

Gennemtænker vi ikke demokratiets problem, ender vi med at blive regeret ud fra »rutsjebaneprincippet«, hu hej, hvor det går, op og ned med vilde skrig.