Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Status quo tyranniet

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når vi mennesker først har vænnet os til, at noget er indrettet på en given måde i samfundet, er det for de fleste af os ofte svært at forestille sig, at tingene kunne være meget anderledes.

Det er ikke nødvendigvis altid skidt. De største ulykker er som regel skabt af personer, der fra en lænestols ophøjede tilbagelænethed troede, at de kunne udtænke de »rigtige«, store omvæltninger for hele samfund. Tænk bare på Karl Marx, Adolf Hitler, Mao Tsetung og alskens religiøse fanatikere, der har været villige til med ethvert tænkeligt middel at omstyrte veletablerede institutioner i jagten på en abstrakt, højhellig og uprøvet utopi.

Men »status quo« - det bestående - har også en tendens til at låse os fast i kun at kunne se problemerne ved forandringer. Vi fokuserer så ensidigt på disse, at det forhindrer os i at »tænke ud af boksen«. Måske især når der er magtfulde særinteressegrupper, der har et ønske om at bevare tingenes tilstand og aktivt modarbejder reformer.

En god ven af mig udtrykte det engang med en fabel: Forestil dig en planet, hvor staten altid har haft til opgave at fremstille sko. En dag siger et kvikt hoved: »Skulle vi ikke bare overlade det til markedet? Så kunne virksomheder producere de typer af sko, som folk ønsker at betale for, snarere end dem, som politikere og bureaukrater synes er de rigtige?« I en sådan verden ville forslaget uden tvivl blive mødt med indvendinger såsom »skoproduktion er for vigtig til, at man kan overlade det til private. Skal markedskræfter og profitjagt virkelig styre, om mennesker kan få noget på fødderne?«

Generaldirektørerne for de statslige skofabrikker ville advare imod den mulige massearbejdsløshed i en privatiseret skoindustri. Socialforskere ville indvende, at man med privat skoproduktion ville risikere, at forbrugerne ikke kunne få sko, der passede sammen i størrelser eller farver, fordi den nødvendige statslige planlægning ville mangle. Journalister ville lave »voxpop« med bekymrede borgere, der bestemt ikke kunne tænke sig et sådant anarki.

Lyder det karikeret? Det er det - men så alligevel ikke. Er man i dag yngre end 35 år, kan man næppe huske, at der indtil 1980erne var et dansk medieudbud, hvor der kun var én TV-kanal (Danmarks Radio), og hvor alle - hvis de ellers havde TV - så den ene kanal (evt. suppleret med lidt flimrende svensk eller tysk TV i de østlige og sydlige landsdele). Radiomarkedet var stort set det samme.

Hvad de under 35 år ikke ved, og hvad de fleste over 35 år nok i hverdagen glemmer, er, at det statslige monopol inden for elektroniske medier eksisterede i godt et halvt århundrede sideløbende med, at man i mange andre lande faktisk havde konkurrerende udbydere af TV og radio, og hvor man løste finansieringen ved enten reklamer eller abonnementer - altså nogenlunde som i dag.

Man har sikkert også glemt, at store politiske flertal var imod at fjerne Danmarks Radios enevældige position. Hele venstrefløjen og langt ind i de ikke-socialistiske partier var man imod at rykke det mindste ved status quo. Der var ingen grænser for de rædsler og »amerikanske tilstande«, der ville regne ned over os alle, hvis man liberaliserede blot det mindste. Mentaliteten fortsatte langt op i 1990erne, hvor Nyrup-regeringen iværksatte storstilet »brugerdemokrati«, hvor kabel-TV-kunder og antenneforeninger blev pålagt at afholde indviklede afstemninger om, hvilke kanaler eller kanalpakker, der skulle udbydes.

Man kunne simpelthen ikke se for sig, at det kunne klares på anden måde - og de statslige medier kunne i hvert fald slet ikke. Status quo tynger altid mærkbart, men ikke altid godt.