Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Statsmagten og offentlighedsloven

Lars Östman, filosof
Læs mere
Fold sammen

Med mysterier som Helle Thorning-Schmidts skattesag, Birthe Rønn Hornbechs statsløsesag og Henrik Sass Larsens ministersag, har Danmark ikke brug for en yderligere styrkelse af stats- og regeringsmagten ved at begrænse adgangen til aktindsigt. De er overvældende nok i forvejen. Det synes ingen rolle at spille, hvorvidt regeringen er sammensat af partier fra venstre eller højre af folketingssalen. De har tilsyneladende det til fælles, at de ønsker at begrænse offentlighedens indsigt i statens, i regeringens og derfor i den udøvende magts virke. Det grundlæggende, demokratiske problem i stramningerne af offentlighedsloven består i at indføre undtagelser i aktindsigten, »hvor der er en konkret grund til at antage, at en minister har eller vil få behov for embedsværkets rådgivning og bistand« (§24). Ikke hvis der er grund, eller at ministeren kun har et behov. Nej. Hvis det også kan antages, at ministeren vil få dette behov: Dvs. på et eller andet tidspunkt, der ikke er nærmere defineret.

Regeringen kan også undtage dokumenter, der udveksles mellem ministre og folketingsmedlemmer »i forbindelse med sager om lovgivning eller anden tilsvarende politisk proces« (§27, stk.2). Anden tilsvarende proces? Kunne det i princippet ikke være hvad som helst? Skønt paragrafferne 24 og 27 har været genstand for den største debat og kritik, er der imidlertid også et andet forhold i offentlighedsloven, der er ligeså betænkeligt. Det omhandler undtagelse for aktindsigt i interne, faglige vurderinger (§29, stk.1), bl.a. påpeget af Eva Ersbøll, Institut for Menneskerettigheder og medlem af Offentlighedskommissionen, i en kronik i Berlingske (24/4). Retten til aktindsigt er undtaget, når denne omfatter »interne faglige vurderinger, som findes i dokumenter, der er udarbejdet til brug for ministerrådgivning eller rådgivning af formandskabet for KL og Danske Regioner« (§29, stk.1). Faglige vurderinger, som måtte indgå i fremsatte lovforslag, redegørelser, handlingsplaner fremsat på kommunalt såvel som på statsligt niveau kan altså hemmeligholdes af regeringen. I øvrigt optræder termen undtagelse over mere end 100 gange i den ny offentlighedslov.

Som Lasse Jensen fra DRs Mennesker og Medier påpegede i Information (15/5), er det dog ikke kun offentlighedsloven, der burde være årsag til bekymringer om retssikkerheden i Danmark denne sommer. Kulturminister Marianne Jelved fremsatte 13. marts lovforslag om et »Forbud mod fremme af terrorisme i programvirksomhed m.v.« (L 185), som undertitlen lyder. Loven træder i kraft 1. juli. Konteksten er ROJ TV, altså den kurdiske tv-station, der sidste år blev kendt skyldig af byretten i at fremme PKKs virksomhed, og som blev idømt bøder for lovovertrædelsen. Men vi skal lægge mærke til dette »med videre« i lovforslaget. For læser vi videre, opdager vi, at der nu kan »fastsættes regler om, at programmerne ikke på nogen måde må tilskynde til had på grund af race, køn, religion, nationalitet eller seksuel observans« og »at programmerne ikke på nogen måde må fremme terrorisme.« »Ikke programvirksomheden, men programmerne,« bemærker Jensen. Og dette er afgørende. For det betyder, at den til enhver tid siddende minister kan gribe ind i fx DRs eller TV2s programmer, hvis det vurderes, at der siges noget skidt om jøder, homoseksuelle, kvinder osv. Regeringen kan altså detailstyre ytringsfriheden i auditive og visuelle medier. Undtagelsestilstanden – som USA med Guàntanamo har været den største forvalter af – har med disse to love fået følgeskab af Danmark.